Yndlingskagen: Hindbærsnitten
Som de fleste mennesker elsker vi kager i alle afskygninger. Det er ikke vigtigt, om de er konditorkunstværker eller bagt i form, bare de er de bedste af deres slags. Derfor stiller vi hver måned skarpt på dén kage, vi synes, er bedst inden for sin kategori. Og som kan fås i håndkøb et sted i København.
Sommeren er sæson for underskønne bær, og en af storfavoritterne herhjemme er hindbærret. I den anledning har vi kigget nærmere på et stykke bagværk, der tager sit udgangspunkt i hindbærret – nemlig hindbærsnitten. Vi har fået mange gode bud fra Instagram og Facebook, og blandt andet Meyers Bageri og Taffelbays var populære. Men den endelige sejr gik til Holms Bageri. Hindbærsnitten rammer en perfekt balance mellem sprøde mørdejsbunde, rigelige mængder af hindbærmarmelade med syrlighed og en sød glasur, der ikke overdøver kagen.
Tre hurtige spørgsmål til konditor hos Holms bageri, Jens Østergaard:
Kan du beskrive kagen helt enkelt?
Vores hindbærsnitte består af to mørdejsbunde med hindbærmarmelade i mellem, hvid glasur på toppen, drysset med tørrede hindbær og hakkede pistacienødder.
Hvad har I lagt særligt vægt på med hindbærsnitten?
Vi vil gerne lave en traditionel, men også lidt anderledes hindbærsnitte, og derfor har den fået den runde form. I stedet for nonpareille har vi valgt at komme tørrede hindbær på toppen for ekstra smag og de hakkede pistacienødder for farven. Og så er vi gået langt for at finde en god marmelade med en tilpas mængde frugt, hvor syrlighed og sødme fungerer godt sammen. Sidst, men ikke mindst, bager vi friske mørdejsbundene hver dag, og den hvide glasur laver vi med glukose og mælk for at gøre den blank og sej i strukturen.
Hvad er dit bedste bagetip til den perfekt hindbærsnitte?
Brug friskbagte, gode mørdejsbunde og en marmelade med lidt syrlighed i, så kagen ikke bliver for sød.
Holms Bager
Østergade 52
1100 København K
holmsbager.dk
LÆS OGSÅ: Yndlingskagen: Spandaueren