Mellemøstligt ’comfort food’ rykker ind på Gråbrødre Torv
Med stor inspiration fra en ældgammel, israelsk havneby bringer Yaffa nyt mellemøstligt liv til Gråbrødre Torv i hjertet af København. Udforsk det bedste fra de mellemøstlige køkkener i a la carte-stil eller med den delevenlige 12-retters menu.
Jaffa er en af verdens ældste havnebyer og ligger i den sydlige del af Tel Aviv på Israels Middelhavskyst. Byen er særdeles præget af restaurationslivet, og engang var Jaffa den vigtigste eksporthavn for Palæstinas appelsiner. Appelsiner er der godt nok ikke på menuen hos Yaffa (endnu), men den nyåbnede restaurant har importeret en stor portion inspiration fra den gamle havneby og Mellemøsten i det hele taget.
Det er serieiværksætter Torben Klitbo (også The Fat Pike, The Shrimp og Kerne Pavillonen) og nattelivsentreprenørerne Bjarke Eduard Roland Reventlow og Simon Haugaard Pedersen, som har alliereret sig og åbnet Yaffa.
”Yaffa står for os som selve indbegrebet af Mellemøstens rige historie. Byen har en tusindårig historie og har været under både egyptisk, græsk, arabisk, tyrkisk og selvfølgelig jødisk overherredømme. Samtidig er der jo også tale om en havneby, hvor handelen med det vestlige Middelhav har floreret, hvilket har skabt en unik madkultur, der trækker på elementer fra alle områdets mange køkkener,” siger Bjarke Reventlow.
De sydligere himmelstrøg bliver serveret på delevenlig manér hos Yaffa. Vælg enten den 12-retters aftenmenu, der tager dig gennem snacks som Jerusalem-pretzel, hummus med dukkah og syltet chili samt falafel og halloumi over blæksprutte med blomkål og harissa og lam med mandel og abrikos til grillede ferskner med hindbær og honning. Eller sammensæt selv din comfort food-oplevelse med blandede snacks, kolde og varme retter og dessert fra a la carte-kortet.
Selve restauranten er tegnet af den prisvindende københavnske tegnestue Frama, der har indrettet med træ, granit, skifer og specialdesignede lamper, borde og stole i det lange lokale i kælderen på Gråbrødrte Torv 16.
Læs mere på yaffa.dk.
LÆS OGSÅ: Den hemmelige italiener på Værnedamsvej