Tag til nordens største restaurantfestival i uge 42
Billetterne er sat til salg til den danske restaurantfestival Dining Week, hvor mere end 125 restauranter knokler for at servere 3-retters menuer og de særlige 10-retters serveringer til gæster over hele landet.
Året var 2011, og restauratørerne var pressede. I kølvandet af finanskrisen var det stadig sparetider, og det kunne mærkes. Heraf blev Dining Week-konceptet født.
Alle deltagende restauranter ville for en uge præsentere en 3-retters menu til den samme pris, og gæster kunne opleve et særtilbud på god gastronomi i en uge. Festivalen blev lagt i uge 7, der historisk set var den mest stille uge for restauranterne. Med 56 deltagende restauranter, og 27.000 solgte menuer var Dining Week fra start en langt større succes, end nogen havde turde forvente. Dog var det måske ikke så underligt, for hvem vil ikke gerne have en god spiseoplevelse til en pris der kan betales?
FOR THE ENGLISH VERSION GO HERE
Mere end 125 valgmuligheder
I efterdønningerne af endnu en krise, synes Dining Week-konceptets relevans ekstra kærkommen. Og med den nyere udvikling i Dining Week, som har budt velkommen til 10 serveringer, har festivalen kun endnu mere at byde på, på mere end 125 restauranter landet over i uge 42. De udvalgte 10-serveringer kan købes til til den fastsatte pris 525 kr., imens de 3-retters menuer koster 225 kr.
Flest 10-serveringer i København
En gennemgang af de 10-serverings restauranternes menukort foregår efter redaktionens mening bedst med munden, men for de der bor i hovedstaden, er det værd at nævne, at hele seks restauranter her byder på 10’ere. 10-serverings restauranterne i København er:
Radio på Vesterbro.
56° i indre by.
Kokkeriet i indre by.
Lille Norrlyst (nu udsolgt).
Aamanns Replik i Skuespilhuset.
Aamanns 1921 i indre by.
Toppen af isbjerget
Uanset hvordan man gebærder sig i den kommende efterårsferie, må man se i øjnene, at man må gå glip af mange af de gode måltider overflødighedshornet Dining Week kan præsentere. Det handler altså om at holde sig til, hvis man skal sikre en plads på favorit-placeringerne. Salget af Dining Week billetter er startet på Dining Weeks Hjemmeside, hvor man også kan se alle restauranter og menuer.