Tivoli gentager succes med restaurantfestival
Fra den 1. til den 7. februar kan du igen opleve Tivoli Dining Week i Københavns mest fortryllende forlystelseshave. I anledning af "Vinter i Tivoli" inviterer Tivolis restauranter til gourmet med et koncept, der giver adgang til alle.
Det nye år er startet som forventet – gråt med regn, slud og behov for den helt store vinterfrakke. Men med Tivoli Dining Week er der alligevel et lyspunkt i mørket. Den 1.-7. februar åbner haven fem af sine spisesteder op til en uge med gourmetoplevelser for alle.
Den unge madfestival med det enkle koncept blev for første gang afviklet sidste år og med stor succes. Derfor får danskerne igen år en unik mulighed for at deltage i Tivoli Dining Week og spise en tre-retters menu med forret, hovedret og dessert, på en af Tivolis anerkendte restauranter for 300 kr. pr. person inklusiv entré. Prøv for eksempel Fru Nimb, som serverer perlehøne med svampe, trøffelsauce og brøndkarse, eller Brdr. Price, som serverer langtidstilberedt kalvespidsbryst.
Med restauranternes brede udbud kan du spise mad fra mange hjørner af verden og både med og uden kød. Efter din middag anbefales det at tage en gåtur i haven, hvor tusindvis af lysinstallationer er opsat i samarbejde med Copenhagen Light Festival. Hvis mere bevægelse er tiltrængt oven på middagen, er Tivolis skøjtebane med nyt glimtende loft af lys også åben.
Læs mere på tivoli.dk og køb dine billetter til Tivoli Dining Week på madbillet.dk.