Tivoli åbner op for sommeren med smørrebrødsfest
Det er blevet den tid på året, hvor Tivoli åbner op for sommersæsonen, og denne gang bliver det med en fejring og af en ægte dansk klassiker. Smørrebrødet får nemlig sin helt egen festival.
Den 4. april åbner Tivoli op for årets sommersæson, og i den anledning bliver smørrebrødet hyldet med sin helt egen festival. Det var nemlig i den gamle have, at Danmarks første smørrebrødsseddel så dagens lys tilbage i 1883. I dag finder man stadig klassikere som Stjerneskud og Dyrlægens natmad på menuerne rundt omkring hos Tivolis spisesteder.
Smørrebrødsfestivalen foregår på et udvalg af Tivolis restauranter, som fra den 5. april til den 14. april udbyder særlige smørrebrødsmenuer. For eksempel kan du blandt andre besøge Grøften, Fru Nimb, Gemyse og Brdr. Price og smage deres bud på det gode smørrebrød. Nogle af restauranterne vil desuden komme med deres bud på et nyt stykke smørrebrød ud fra Tivolis motto ”Altid som aldrig før”. Hvis smørrebrødet falder i gæsternes smag, bliver de permanente på spisesedlen.
Som afslutning på festivalen bliver der i weekenden den 13. og 14. april dækket op til den helt store smørrebrødsfest på H.C. Andersens Slottet. Det foregår på klassisk manér med rødternede duge på langborde, smørrebrød i lange baner og fadøl ad libitum samt underholdning til lattermusklerne.
Læs mere på tivoli.dk.
LÆS OGSÅ: Kom oven på smørrebrødet med ny bog