Succes med sæsonfisk – for smagen, pengepungen og miljøet
Når man handler fødevarer, kan man som forbruger godt have tendens til, at finde sine favoritter og så holde sig til dem. Dét er der dog mange gode grunde til, ikke at gøre. For de fisk som er i sæson, bringer faktisk en hel del fordele med sig, hvis man spørger Tommy Raabo Fischer, indehaver af Hav fra Torvehallerne.
I Danmark er vi gode til at spise laks, torsk og rødspætter hele året rundt, men vi er knapt så gode til at spise de fisk, der er i sæson, selvom de faktisk både smager bedre og er sundere for os. Copenhagen Food har taget en snak med Tommy Raabo Fischer, indehaver af Hav I Torvehallerne, omkring emnet. En af Raabo Fischers mærkesager er nemlig, at få danskerne til at spise flere danske fisk i sæson, og det er ikke altid lige nemt. Det kan nemlig virke svært for den enkelte, at vide, hvad man skal købe, hvis man ikke har et stort kendskab til de forskellige fisk.
Enhver yndlingsfisk kan udskiftes
Mange tror fejlagtigt, at det er svært at lave fisk og eksperimenterer derfor ikke i særlig høj grad med forskellige fiskearter. Men ifølge eksperten er der råd at hente. Raabo Fischer fortæller, at smagsnuancerne i fisk meget fine, og der ikke er et stort spænd i de forskellige fiskearter. Det handler derimod tit om konsistens og fedt, og de folkekære favoritter kan derfor sagtens erstattes af fisk i sæson, som er mere smagfulde.
”Man skal ikke være bange for, hvis der for eksempel står torsk i en opskrift at købe et billigere alternativ som sej eller lange. Fordi fedtindholdet og konsistens minder om hinanden, kan man skifte det direkte ud, uden at man skal ændre i opskriften” forklarer Tommy Raabo Fischer.
Næsten uanset hvilken ret man påtænker, er det altså muligt at udskifte fisken efter sæson. Foruden at støtte op om miljøet, giver det også mening, fordi det er billigere, og smager bedre:
”Fisken bliver ikke bedre, end det foder man giver den. Så hvis du vil din krop det allerbedst med mest muligt omega 3, så skal du købe vildtfanget fisk i sæson. Fisk fanget i sæson er ofte mere smagfulde, fordi de har smidt rogn og det er samtidig også er billigere, fordi det er vildtfanget i Danmark, og ikke importeret fra andre lande. Det er netop også derfor laks altid er i sæson, fordi det er opdrætte”. uddyber Raabo Fischer.

Tommy Raabo Fischer i Hav i Tovehallerne KBH.
Som dansker følger det store privilegie, at vi alle har vildtfisk tilgængeligt. Vildtfisk betyder, at fisken har mættet sig selv og ikke fået foder gennem et opdræt. Det kan dog være sværere som forbruger at sikre, at fisken er fanget nænsomt. Fischer forklarer, at der findes en lang række certificeringer, som blandt andet Naturskånsomt-mærket, men at der endnu ikke findes en mærkning, som medtager alle relevante faktorer. Hvis man derfor gerne vil være sikker på, at fisken er fanget skånsomt, så peger pilen mod fiskehandleren, der som oftest er dén der kommer tættest på at være fuldt oplyst omkring fangstmetoder og processer. Desuden findes der efterhånden utallige sæsonkalendre fra forskellige fiskeriforeninger, som man som forbruger kan anvende som rettesnor. Sæsonkalendrene ligger tilgængeligt på nettet, men man skal være opmærksom på, at de på grund af klimaforandringer kan de være fejlopdaterede, hvorfor en fiskehandler altid vil være det bedste bud.
”Går man til sin fiskehandler, så kan man få præsteret alternativer og vejepris, tilberedningsmuligheder og smag mod hinanden. En sæsonkalender fortæller ikke noget om hvordan fisk eller skaldyr smager, det ved fiskehandleren til gengæld alt om. Og vi fiskehandlere elsker at øse ud af vores viden” understreger Tommy Raabo Fischer.
Står man og skal handle fisk og skaldyr til nytåret, er det særligt torsk, lyssej, mørksej og helleflynder, muslinger og østers i sæson som du skal gå efter nu.