Spis dig lykkelig i Lissabon
Den portugisiske hovedstads gastronomiske scene er måske en af de mest interessante i Europa lige nu. Lissabon tilbyder en blanding af nye, innovative spisesteder og traditionelle såkaldte tascas. Vi har udvalgt nogle af de steder, hvor vi mener, at du skal drikke din kaffe og spise din morgen-, middag- og aftensmad i byen.
Morgenmad:
Café Boavida
Café Boavida ligger i et af byens fremskridende områder, hvor der i øjeblikket åbner det ene nye spisested efter det andet. Boavida er et af de steder, hvor man ikke bare kommer én gang. Caféen tilbyder nemlig en virkelig interessant og varieret morgenmadsmenu med en masse vegetariske og veganske muligheder, hjemmelavet granola og en af byens bedste croissanter. De rister selv deres egen kaffe, og hvis man ikke drikker komælk, er deres udvalg af plantemælk stort.
Er man ikke er til kaffe, er Boavidas udvalg af kolde drikke og te også stort, og de laver blandt andet deres egen kombucha, som er meget anbefalelsesværdig. Boavida har åbent hele dagen, og til frokost og aften serverer de simple retter og spændende portugisisk naturvin.
Heim Café
Hanna og Misha kom fra Ukraine til Portugal tilbage i 2015 med en drøm om at åbne deres eget sted, hvor de kunne udleve deres drøm om et lille spisested med høj kvalitet og hjemlige fornemmelser. I 2016 flyttede de så fra Algarve til Lissabon, og her fandt de et lille sted på hjørnet af Rua Santos-O-Velho. Dette kvarter har altid været kendt for sine kunstgallerier og kreative kontorer, men der manglede en god café, hvor de lokale kunne sidde at arbejde og få et godt måltid mad.
Heim betyder hjem, og det er netop denne atmosfære, som de to ejere gerne vil have, at stedet udstråler. Menuen indeholder en form for everyday-breakfast, hvor det er muligt at bestille alle retter hele dagen. Deres avocadotoast med spejlæg er virkelig anbefalelsesværdig, og ellers kan du bestille lidt af hvert fra menuen.
Pasteleria-Padaria São Roque
Lissabon boomer med smarte morgenmads- og brunchsteder, men der er altså ikke noget, der slår en klassisk portugisisk morgenmad bestående af en galão (den portugiske latte), en croissant med skinke og ost og en friskpresset appelsinjuice. Et af de bedste steder, hvor autenticiteten stadig skinner igennem, og personalet næsten ikke taler engelsk, er på Pasteleria-Padaria São Roque. Dette bageri har eksisteret siden starten af det 20. århundrede og er usmykket i ægte Art Nouveau-stil med et kuplet loft, smukke gyldne søjler og mauriske fliser.
Udover at servere noget af kvarterets bedste brød, er der ligeledes et kæmpeudvalg af portugisiske kager, som de lokale sidder og nyder i eftermiddagstimerne efter en lang arbejdsdag. Pasteleria-Padaria São Roque er ikke overrendt af turister, selvom der er en del af dem i området, så hvis man vil opleve det ægte Lissabon om morgenen, er det her stedet.
Comoba
Comoba er Lissabons nye hot-spot for de lokale, men især også for turister, fordi de serverer en meget Instagram-værdig morgenmad. Caféen trækker på inspiration fra Australien, hvor indretningen er simpel, ren, og der bliver anvendt planter til at gøre det store rum mere intimt.
Det første, man ser, når man kommer ind, er deres flotte espressomaskine, og kaffen er også en af de ting, som de lægger mange kræfter i. De laver deres egen havre-, mandel- og cashewmælk, og deres hjemmelavede juices bliver lavet af én mand, der udelukkende har ansvar for dette område. Menuen byder på retter som vegansk breakfast burrito, matchapandekager med cashewcreme og en BBQ ”pulled” Jack Fruit-sandwich med cashew sour cream og hjemmesyltede pickles. De har også et stort udvalg af rawkager, hvis man vil have noget sødt og halvsundt til kaffen.
Kaffe:
Hello Kristof
Hello Kristof er et af de steder i Lissabon, hvor kvalitet og æstetik går op i en højere enhed. Denne lille kaffebar er så velbesøgt, at det kan være svært at få en plads på en hel normal tirsdag morgen, så et godt tip er at komme lige så snart, de åbner.
Hello Kristof har et meget skandinavisk look over sig, og det er helt bevidst, for ejerne er vilde med København og den skandinaviske æstetik. Kaffebaren adskiller sig dog fra de skandinaviske kaffebarer, fordi de udelukkende serverer espressobaseret kaffe, og derfor har de valgt at fjerne filterkaffen fra menuen. Udover at servere god kaffe laver Hello Kristof også simpel morgenmad som avocadotoast, yoghurt med hjemmelavet granola eller en hjemmebagt kanelsnegl.
Copenhagen Coffee Lab & Bakery
Copenhagen Coffee Lab Lisbon var en af de første på den portugisiske specialkaffescene, og hvis navnet lyder bekendt, så er det, fordi både ejerne og kaffen kommer fra vores helt egen hovedstad.
Den portugisiske kaffekultur har altid været traditionsrig i forhold til den meget mørke ristning, der er kendetegnet for det meste af Sydeuropa. De har en stor espressokultur og en trang til at putte sukker i kaffen, da den ofte kan placeres i den bitre ende af skalaen. Det har været en svær kamp at få portugiserne overtalt til at drikke den lyse, lette skandinaviske kaffe, men det er alligevel lykkedes for Copenhagen Coffee Lab, der har intet mindre end fire kaffebarer i Lissabon. De har også åbnet deres eget bageri, hvor de bager klassisk dansk bagværk, så hvis du mangler noget sødt til kaffen, kan deres hjemmebagte kardemommeboller anbefales.
Fabrica Coffee Roasters
Fabrica Coffee Roasters har markeret sig som en af byens absolut bedste kaffesteder. Stedet er ejet af den russisk-portugisiske barista Stanislav Benderschi, der forelskede sig i specialkaffe, da han boede i Tyskland tilbage i 2010. Da han kom hjem til Lissabon igen, startede han med at købe grønne bønner, som han ristede derhjemme med en lysere risteprofil end den kaffe, han kunne få på sin lokale kaffebar. Benderschi satte sig efterfølgende for at vise de lokale, at kaffe er meget mere end de traditionelle, portugisiske måder at brygge og riste på.
Fabrica Coffee Roasters åbnede i 2014 og er siden da blevet en favorit blandt både lokale og kaffeturister. Fabricas espresso udfordrer den traditionelle stil og er samtidigt så velsmagende, at man har lyst til at få sit koffeinfix her hver dag.
WISH Slow Coffee House
WISH Slow Coffee House er placeret i det industrielle område LX Factory. LX Factory er sin egen lille kreative bydel, der er fyldt med små designbutikker, gode restauranter, kaffebarer og kreative kontorer. WISH har markeret sig som en af Lissabons specialkaffebarer, og stedet serverer kaffe fra Berlin-risteriet Five Elephant, som er blandt Berlins bedste.
Kaffen er lysere ristet end de fleste steder i byen, og ejeren har blandt andet hentet inspiration fra Skandinavien og fra Sydney, hvor han lærte at lave kaffe. WISH specialiserer sig i god kaffe, hjemmebagte kager og brunch, der især får de lokale til at valgfarte til stedet i weekenderne.
Frokost:
Time Out Market
I 2014 omdannede redaktørerne fra magasinet Time Out Lissabon en historisk markedshal til det såkaldte Time Out Market, hvor de skabte verdens første fødevare- og kulturmarked under ét tag. Markedshallen skulle repræsentere de bedste spisesteder rundt om i landet, som madskribenterne fra Time Out havde anbefalet gennem tiderne, og de inviterede derfor deres favoritrestauranter til at blive en del af markedet. Time Out Market er nærmest blevet en turistattraktion, fordi man kan få en bid af Portugals bedste råvarer, og flere af landets topkokke har en madbod, hvor priserne er skruet helt i bund.
En dag er næsten ikke nok på Time Out Market, men hvis man er flere, så bestil mad fra forskellige stande, så I får smagt noget forskelligt. Der er altid mange mennesker, så kom til en tidlig frokost eller en tidlig aftensmad, hvis I vil være sikker på at få en siddeplads.
Ela Canela
Ela Canela ligger i kvarteret Campo de Orique, som efterhånden er et af byens mest interessante madkvarterer. Her bor mange lokale, og turisterne har stadig ikke fundet vejen til området, så det er meget roligt og rent. Ela Canela er gemt godt væk, men ikke desto mindre er restauranten værd at tage turen til.
Omgivelserne er ligesom maden: ekstremt åbent, ærligt og æstetisk. Menuen er bygget på sæsonens råvarer, som bliver leveret dagligt fra små, økologiske landbrug og producenter rundt omkring i Lissabon. Al maden er lavet ud fra det princip, at de rene råvarer råber højest, og der bliver derfor ikke tilsat sukker eller for den sags skyld mælkeprodukter til maden, da råvarerne ikke behøver disse ingredienser. Alt bliver lavet helt friskt og fra bunden, og det sætter Ela Canela en stor ære i. Det er ikke en vegansk restaurant – der er kød på menuen, men kødet er ligesom grøntsagerne nøje udvalgt og selvfølgelig økologisk.
Café Lisboa
Den tostjernede Michelin-kok José Avillez er ikke til at komme udenom, når man besøger Lissabon. Ikke nok med, at hans Michelin-restaurant Belcanto stadig har sine to stjerner, har Avillez også åbnet prisvenlige restauranter, hvor hans sans for smagssammensætninger og brugen af lokale, portugisiske råvarer skinner igennem.
Et af disse spisesteder er Café Lisboa, der er placeret i det nationale operahus på en lille plads i bydelen Chiado i indre by, hvor næsten alle hans restauranter er placeret. På Café Lisboa laver Avillez portugisiske klassikere, men i en helt anden fine dining-standard. Hvis man vil prøve det bedste fra menuen, skal man vælge deres Brás Style Cod with “Exploding” Olives ellerOctupus Rice. Slut af på Avillez’ version af den portugisiske nationalkage Pastel de Nata, som han laver til perfektion.
Ground Burger
Der er efterhånden rigtig mange burger-joints i Lissabon, men Ground Burger har formået at markere sig som byens absolut bedste – og man forstår hypen ligeså snart, man tager den første bid.
Noget, der ofte kan skille vandene, er, hvordan en burger skal smage, og hvordan konsistensen på bollen skal være, men hos Ground Burger har de gjort det nemt for sig selv. De laver nemlig gammeldags, amerikanske burgere, og det er ikke til diskussion. Med en blød briochebolle og noget af det bedste oksekød, de kan få fat i, er deres klassiske burgere så simple og smagfulde, at folk ofte bestiller flere end én. En anden burger, som folk kommer langvejs for at smage, er deres veggieburger, som har fået selv de største kødspisere til at falde i.
Udover at servere byens vel nok bedste burger, har Ground Burger også et kæmpe udvalg af specialøl fra både lokale og internationale mikrobryggerier.
Aften:
Cantina Peruana
Cantina Peruana er resultatet af et længere samarbejde mellem den tidligere nævnte Michelin-kok, José Avillez, og den peruvianske kok, Diego Muños. Muños er en af verdens mest anerkendte peruvianske kokke, og han har blandt andet været med til at få det peruvianske køkken på verdenskortet ved at åbne PMY i København, som modtog en Bib Gourmand af Michelinguiden i år.
I 2017 besluttede Muños sig for at flytte til Lissabon og åbne Cantina Peruana. En restaurant, der repræsenterer de bedste portugisiske ingredienser kombineret med begejstringen for det peruvianske køkken i afslappende omgivelser. Menuen er opdelt i seks “verdener” for at vise gæsterne de forskellige teknikker, påvirkninger og ingredienser, der eksisterer i det peruvianske køkken, og som bidrager til råvarernes forskelligheder og kompetencer.
Cantina har også Pisco Bar, der serverer klassiske og legende Pisco Sours og Chilcanos. Et besøg på Cantina Peruana er som at tage på en gastronomisk rejse til Peru.
Casa Da India
Man kunne fristes til at tro, at ovenstående er en indisk restaurant, men det er det ikke – tværtimod. Casa Da India er nærmest blevet en institution i Lissabon og er en af de restauranter, som man simpelthen skal besøge, hvis man vil opleve det ægte og ærlige portugisiske køkken. Her er der ikke noget smart gastronomisk hurlumhej over retterne, der er papirdug på bordet, og der er lysstofrør i loftet, men det er nok et af absolut nødvendige steder at besøge i Lissabon. Maden på Casa Da India er så velsmagende, traditionel og superbillig, at man som turister kan spise som konger uden at spendere en formue.
Casa Da India er meget anerkendte for deres grillede kyllinger, men deres fisk og skaldyr er bestemt ikke at tage fejl af. Her får man serveret de bedste muslinger (ameijoas), de lækreste rejer i hvidløg (gambas al guilho) og hvis man er vild med blæksprutte, er deres blækspruttesalat ikke til at komme uden om.
Man skal ikke blive skræmt over, at der er mange turister, der står i kø ude på gaden – de er der for én grund: Der findes ingen steder som dette. Personalet er nogenlunde til engelsk, så hvis man er i tvivl om, hvad tingene betyder, kan man endelig spørge efter en engelsk menu.
Cervejaria Ramiro
Når man taler om gastronomiske institutioner, må Cervejaria Ramiro siges at være ”the place to be” i Portugals hovedstad. Denne overdådige skaldyrsrestaurant har eksisteret i mange årtier, men den kom især på alles læber, da den nu afdøde Anthony Bourdain besøgte restauranten i sit populære mad- og rejseprogram ”No Reservations”.
Ramiro er kendt for at have byens bedste skaldyr, tilberedt på de mest simple og traditionelle måder. Skaldyrene får lov til at tale for sig selv, og det er netop det, der gør stedet så populært. Hvis man bestiller rejer i hvidløg, får man de bedste, største og mest smagfulde rejer i hvidløg og olie, og bestiller man jomfruhummer, bliver de taget direkte op fra deres akvarium og tilberedt helt frisk lige efter.
Efter en aften på Ramiro er man altid fyldt til randen efter at have mæsket sig igennem et hav af forskellige skaldyr, men gå ikke glip af desserten: en portugisisk bøfsandwich på friskt brød serveret med en let krydret sennep. Det er sådan, som de lokale gør det, og selvom det lyder som en absurd dessert, er det netop denne simple afslutning, der skal til ovenpå et overdådigt skaldyrsorgie.
Prado Restaurante
Prado åbnede tilbage i november 2017 med den anerkendte kok António Galapito ved roret. Lokalet var en forladt fiskefabrik, men den blev hurtigt omdannet til en af byens mest stilfulde restauranter med højt til loftet, hængende planter og lyse træstole fra Hay.
Prado er det, man vel nok kan kalde en farm-to-tablerestaurant, hvor gæsterne får serveret de bedste råvarer i sæson, som Portugal kan tilbyde ledsaget af en stor naturvinsmenu. På mange punkter kan restauranten minde om københavnske Manfreds eller Relæ, hvor menuen primært er grøntsagsbaseret, anretningerne er simple, og alle råvarerne kommer fra biodynamiske og økologiske landbrug.
Idéen på Prado er, at man bestiller en masse små deleretter til bordet, så man kan komme rundt om menuen. Et godt tip er at lade tjenerne stå for vinen, for de har en ekstrem stor viden om især de portugisiske naturvine, som vi endnu ikke er blevet præsenteret for herhjemme.
LÆS OGSÅ: Besat af Berlin