Sommelieren anbefaler… Spændende vinmenuer til Dining Week
Julie Brink Færch er uddannet tjener og sommelier. Til hverdag arbejder hun som daglig leder og underviser på Dansk Sommelier Uddannelse i København, og ved siden af er hun vinskribent her på Copenhagen Food. Læs med her og få Julies anbefalinger til de restauranter, der serverer god vin under Dining Week 2017.
Sommelieren anbefaler giver dig svar på hvad, hvorfor og hvordan, og det er samtidig en samling gode råd til, hvordan du selv i fremtiden kan tage styringen i de vine, du sætter på bordet derhjemme. Uanset, om vinen er til hverdag eller fest.
Dining Week er et fænomen, der både får gæsterne og restauranterne ud af fjerene. En uge som vinterferien, der oprindeligt er en lidt stille uge i restaurationsbranchen i København, hvor jeg holder til, er pludselig blevet en ”alle-spiser-ude”-uge. I stedet for at tage på ski er uge 7 blevet en uge, hvor man helst vil blive hjemme i Danmark og gå på restaurant.
Men hvordan vælger man så en restaurant ud i mængden på mere end 200 restauranter? En måde kan være at gå efter vinen, og det har jeg gjort i de følgende anbefalinger. Jeg har valgt fire restauranter ud fra deres valg af vine og drikkevarer, samt hvordan det passer til den menu, de serverer. Der er selvsagt mange restauranter med i Dining Week, og jeg har udelukkende set nærmere på de restauranter, der har offentliggjort deres vinmenu på www.dinningweek.dk. Læs med her og find ud af, om en eller flere af dem måske kunne friste dig. Velbekomme og skål!
Väkst
Väkst er en del af Cofoco-koncernen, men det gør ikke restauranten mindre personlig. Väkst har et drivhus midt i restauranten, og det i sig selv er en setting, jeg ikke kan stå for. Dertil har de en gastronomisk nerve med fokus på det nordiske køkken, men stadig uden at glemme glæden ved en god, grillet bøf, friske skaldyr eller fx helstegte fisk.
På Väkst har de blandt andet til hovedretten valgt at matche et stykke grillet gris fra Grambogård med rødbede og peberrod med rødvinen Côte du Rhône Village. Et frugtigt, rødt og saftigt match, hvor både de røde toner, kraftigheden og poweren får lov til at fylde. Til deres pæredessert har de sat et glas Beerenauslese fra Burgenland i Østrig på. Vinen er lavet på den desværre ikke så kendte drue scheurebe, som er en krydsning af riesling og en stadig ukendt drue. Druen her kan producere fantastiske vine med en skøn balance imellem den høje syre og i dette tilfælde høje restsødme. Typisk kan man i disse søde vine også finde en flot modenhed i aromaerne såsom fersken, ananas eller fx pære, så jeg er sikker på, at vinen her vil være et dejligt match til pæredesserten med jernurt og fløde.
Se hele menuen på diningweek.dk.
NOSE2TAIL Meat & Seafood
NOSE2TAIL er Københavns første økologiske og bæredygtige steakhouse. Deres madfilosofi er identisk med søsterrestauranten af samme navn, hvor konceptet er, at man bruger fritgående dyr og bruger alt på dyret fra ”næse til hale”.
Til Dining Week i år har de på NOSE2TAIL Meat & Seafood sammensat en lækker menu med blandt andet torsk serveret med peberrod til forret. Til denne ret har deres sommelier Frederik Skytte sat et sprødt, friskt og ungt glas Grüner Veltliner fra Wachau i Østrig til. Et helt sikkert dejligt match, hvor peber, en af vinens nøglearomaer, også bliver fundet på tallerkenen i form af peberrod. Til desserten har de valgt at servere chokolade og kirsebær, og hvilken anden vin end den gamle fantastiske kending Banyuls fra Sydfrankrig. En sød, kraftig og meget moden vin i bæraromaerne og endda også forstærket. Her i den stadig lidt kolde tid vil afslutningen på menuen kunne varme dig helt ind i kernen. Alt i alt nogle dejlige match med saft og kraft – ligesom restauranten selv.
Se hele menuen på diningweek.dk.
Restaurant Skovshoved Hotel
Restauranten ligger på Strandvejen på Skovhoved Hotel i gåafstand til både Dyrehaven og vandet. Her finder du de perfekte omgivelser til en hyggelig aften med naturen i baggrunden og god mad på tallerknerne. Maden på Restaurant Skovshoved Hotel er en fin balance imellem det fine franske og det dyrebare danske. Og også til Dining Week har hotellet selvfølgelig kombineret en flot tre-retters menu.
Restaurant Skovshoved Hotel udfordrer gæsternes opfattelse af den ”korrekte” rækkefølge af hvid- og rødvin, når aftenen starter med en frugtig, dejlig Cabernet Frank fra Loire. Denne er sat til en oksetatar, og sammen bliver de to helt sikkert et frækt og blodigt match som forret.
Til hovedret står menuen på stegt torsk med jordskokker og muslingesauce. Hertil er der valgt en voluminøs fadlagret chardonnay fra Italien. Igen et powerfuldt match, der vil falde i god smag mange steder.
Jeg synes, det er fedt, at sommelieren på hotellet ikke lader sig begrænse af den gængse opfattelse af rækkefølgen på vin, og jeg er sikker på, at de to vine vil være et spændende match.
Se hele menuen på diningweek.dk.
DITTO Store Kongensgade
Den sidste restaurant på min liste denne gang er DITTO Store Kongensgade. Restauranten laver nordisk comfort food uden for mange dikkedarer. Her handler det mest om velsmag og så selvfølgelig cocktails. DITTO laver nemlig cocktail-menuer til maden, og netop derfor synes jeg, at det kunne være et spændende sted at besøge under Dining Week. De har forstået betydningen af, hvordan alkoholen kan både underbygge og forstærke aromaer i maden, men også agere som en rensende effekt.
Hvis du alligevel lader bilen stå for en aften, kunne DITTO være et sted både at få et par gode cocktails, men også at opleve, hvordan de kan passe godt til maden. Denne form for sammensætninger er stadig alt for undervurderet, hvis du spørger mig, så sådanne tiltag er meget velansete i min bog.
Se hele menuen på diningweek.dk.
LÆS OGSÅ: Spis på en prisvinder til Dining Week