Yotam Ottolenghi udgiver ny bog fyldt med smag
Plantekongen over dem alle er tilbage med den nye kogebog "SMAG." Og Yotam Ottolenghis kogebogsforfatteri er ikke blevet mindre fængslende og vedkommende, trods hans mange grøntudspil gennem årene.
I årevis har Yotam Ottolenghi revolutioneret det grønne køkken, og for mange anses han stadig som personificeringen af det plantebaserede og grønne. Ottolenghi har beriget os alle med geniale grøntudspil i diverse madprogrammer, bogturnéer og bøger, og nu har han udgivet en ny bog med hele 100 nye grøntsagsretter til både vegetariske og veganske retter.
“Det er blevet mit mål i livet at præsentere grøntsager på nye og spændende måder, og jeg er gået til opgaven med udelt begejstring,” skriver Ottolenghi i forordet på den nye udgivelse SMAG.
Bogen handler først og fremmest om, hvad det egentlig er, der adskiller grøntsager fra andre råvarer, og om hvordan man booster deres smag og giver dem nyt liv. Tilberedningsmetode, råvarer samt de fire basissmagsgivere (surt, stærkt, fedt og sødt) er udgangspunkt for hver opskrift, som desuden bakkes op af en stærk og farverig billedside, der vil få selv den største kødspiser til at finde gryderne frem.
Tit kan det desværre ende således med vegetarudgivelser, at de – helt misforstået – forsøger at bringe opskrifter, hvor det plantebaserede skal virke som substitutter for animalsk protein. Det er heldigvis ikke tilfældet her. Her er det grønne i fokus, og bogen er fyldt med forfriskende opskrifter, der fokuserer på alt dét vidunderlige, som grøntsager kan og bør blive til. Se tre af slagsen nedenfor.
‘SMAG’ består af både af enkle retter til hverdagen og de lidt mere krævende, til når man har tid. Bogen er skrevet i samarbejde med Ixta Belfrage, der til daglig arbejder i Ottolenghis testkøkken i London.
Se nogle af de grønne eksempler fra bogen herunder:
SUPERMØRE COURGETTER MED HARISSA OG CITRON
SPICY SVAMPELASAGNE
PORTOBELLOBØFFER MED BUTTERBEANMOS
LÆS OGSÅ: Sylteekspert giver dig tips til at komme i gang med at sylte derhjemme