Nu skal stemningen igen piskes op hver onsdag
Fra den 4. oktober kan du godt finde dejskraberen og piskeriset frem på ny. Den Store Bagedyst er tilbage med ti nye deltagere, to nye dommere og forhåbentligt en masse bagværk, der kan forsøde vinteren for dig og din familie. Vi har mødt Katrine Foged Thomsen, der har overtaget dommertjansen fra Mette Blomsterberg.
Timm Vladimir byder endnu engang velkommen i den smukke barokhave på Clausholm Slot, hvor 10 nye deltagere og to nye dommere venter spændt på at bage og smage sig ind i danskernes stuer, når 6. sæson af Den Store Bagedyst har premiere på onsdag klokken 20.00 på DR1.
I denne sæson skal vi ikke kun byde 10 nye deltagere velkommen. Programmet har fået hele to nye dommere, som skal smage, vejlede og bedømme deltagernes bagværk. Den nye dommerduo består af Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen, der er indehaver at Grannys House, som blandt andet ligger i Torvehallerne, i Dragør og i Søborg.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen
Det skal være sjovt
Katrine er opvokset på sine bedsteforældres kro i Jylland, hvor hendes interesse for at bage er startet. For 20 år siden blev hun så uddannet som konditor fra Kransekagehuset, der lå i Ny Østergade overfor Café Victor. Det var en af Danmarks bedste konditorer, og her voksede hendes interesse for faget voldsomt. Med fire butikker og en femte på vej har hun nok at se til. Men hun glæder sig til at trække i forklædet på onsdag og ikke mindst påvirke danskernes bagevaner den kommende tid.
”Programmet skal være med til at underholde, men bestemt også at inspirere danskerne til at prøve noget nyt samt at ændre vores madvaner- og forståelse. Det skal være sjovt at være i køkkenet, og man skal turde at eksperimentere og fejle. Det tror og håber jeg på, at programmet vil inspirere seerne til,” siger Katrine Foged Thomsen.
Detaljen gør forskellen
På baggrund af sin konditoruddannelse fra Kransekagehuset er håndværket og de gode råvarer helt centralt, når hun udvikler nye produkter i sine egne butikker. Og selv om hun håber på, at deltagerne vil eksperimentere, og at de tør at fejle, så bliver det med at have styr på faget og teknikkerne også vigtigt, når hun nu skal til at bedømme andre.
”Jeg er jo blevet valgt som dommer netop på grund af min faglige baggrund, så den kommer jeg selvfølgelig til at bruge i konkurrencen. Den helt store forskel på at tilberede mad og bage brød og kager er, at man et langt stykke hen ad vejen kan lave mad på gefühl. Det kan man ikke rigtig med kager og brød. Her er det detaljen, der gør forskellen. Alt skal afvejes nøjagtigt. Får din bund to minutter for meget, bliver den tør og kedelig. Når man bager, er man bundet af nogle ret faste dogmer. Og man skal virkelig forstå håndværket, før man kaster sig ud i at eksperimentere,” fortæller hun.
Hvad er din personlige yndlingskage?
”En cremelinse, tror jeg. Selv om det måske lyder for traditionelt og kedeligt. En cremelinse består af en god mørdej og en hjemmelavet creme. Ikke andet. Men når den er lavet rigtigt, smager den fantastisk. Og så er den på mange måder den ultimative lakmustest på, om man kan sit håndværk. Det kan jeg også meget godt lide.”
Det er noget af en succeshistorie, de to dommere får som arbejdsplads fra på onsdag. Programmet samler familier og venner på tværs af generationer, og sidste år fulgte 1.038.000 i gennemsnit med i programmet, og finalen blev set af hele 1.218.000 danskere.
Den Store Bagedyst sendes fra onsdag den 4. oktober klokken 20.00. De to første programmer varer halvanden time.
LÆS OGSÅ: Yndlingskagen: Jordbærkagen