Sæt tænderne i mozzarellaens delikate storebror under Italian Dining Week
Mozzarella er skønt, men burrata er bedre. Er du den mindste smule i tvivl, skal du læse med her. Vi guider dig til fire restauranter, der serverer den delikate spise under Italian Dining Week i uge 42.
Danskerne har altid været begejstrerede for det italienske køkken og de råvarer, det indeholder. De fleste kender ærkeitalieneren mozzarella, som for eksempel ofte bliver serveret i en insalata caprese med tomater og basilikum. Men det er de færreste, der kender mozzarellaens storebror: burrata. Udenpå ligner burrataen til forveksling mozzarella, men burrataen har en midte med fyld af en mozzarella- og flødeblanding. Og enhver feinsmecker kan skrive under på, at den er niveauet over den klassiske mozzarella.
Her på redaktionen elsker vi burrata. Bliver du også lækkersulten af al den snak om flødefyldte oste, er der ingen grund til at fortvivle. Du kan selv få lov til at smage burrataen. Vi har nemlig fundet fire restauranter, der serverer den under Italian Dining Week.
Belis Kitchen
På hjørnet af Falkoner Allé og Grundtvigsvej ligger Belis Kitchen. Belisario Zangrando åbnede restauranten tilbage i 1982, og den er siden blevet drevet som et familieforetagende med sønnerne Michel og Marc. Køkkenet byder på attraktive retter fra det italienske, franske og danske køkken med kokken Dan Andrade bag roret, og til Italian Dining Week får det italienske lov at blomstre. Her bliver der nemlig serveret burrata med bagte tomater og basilikumsolie til forret.
Falkoner Allé 10
2200 Frederiksberg
Tlf. 33 24 95 76
www.belis.dk
Cofoco italy (Amager og Søborg)
Italy er Cofocos rendyrkede italienske skud på stammen af en længere restaurantrække. Her kan du få klassiske italienske favoritter som fx pizza, pasta og tiramisu, og hele familien kan være med. Efter serveringen af antipasti kan du til Italian Dining Week få frisk burrata med tomater og basilikum. Men mød op med god appetit, for bagefter står menuen på spaghetti med grillede kødboller og passionsfrugt-panna cotta.
Reberbanegade 3
2300 København S
Tlf. 38 41 06 50
Niels Bohrs Allé 2A
2860 Søborg
Tlf. 38 41 06 00
Restaurant mêlée
Til dagligt serverer Restaurant mêlée på Frederiksberg bistromad tilberedt på en fransk baggrund. Men til Italian Dining Week tager de den italienske hat på og kreerer en fire-retters menu med inspiration fra støvlelandet. Her kan du sætte tænderne i din burrata med det samme, når den i selskab med skinke og grov tatar bliver sat på bordet som en del af antipastien. Primo og secondo følger den italienske stil i form af rigatoni og braiseret kalv, og til dessert kan du opleve Restaurant mêlées franske rødder, når du får serveret tærte med citroncreme og marengs.
Martensens Allé 16
1828 Frederiksberg C
Tlf. 35 13 11 34
www.melee.dk
Vespa
På den restauranttætte Store Kongensgade i Købehavn ligger Vespa. Her kan du normalt komme på en tur til Rivieraen og få den liflige stemning af sommer i Sydfrankrig at mærke. Men til Italian Dining Week i efterårsferien bliver det dog en tur til landet på den anden side af vandet, du kommer ud på. Som gæst får du serveret en lang række af antipasti som fx blæksprutte med persille og chili, crostini med gedefriskost og selvfølgelig burrata. Til hovedret kan du selv vælge mellem svinebryst og kulmule, og til dessert er der citroncreme med mascarpone – en anden italiensk osteklassiker.
St. Kongensgade 90
1264 København K
Tlf. 33 11 37 00
www.cofoco.dk/da/restauranter/vespa/
Stil dig i kø!
Billetkøen til Italian Dining Week i uge 42 er netop åbnet. Gå ind på www.diningweek.dk for at læse mere og få en plads i køen.
LÆS OGSÅ: Hold efterårsferie på italiensk manér