Sådan skal en god kebab være
I weekenden løber mesterskabet i shawarma af stablen på Nørrebro. For fjerde år i træk skal der kåres en vinder i det multikuturelle kvarters såkaldte egnsret. På Copenhagen Food varmer vi op til arrangementet med de helt basale regler for, hvordan en god kebab skal være.
BALANCEN
Ingredienserne skal være ordentligt fordelt. Man oplever ofte, at kødet ligger i den ene ende og salaten i den anden – det holder ikke. Derudover skal dressingen være jævnt fordelt, og der skal ikke være for meget.
BETJENINGEN
Venlig og flink betjening er ikke nok. Den skal også være kompetent og vejledende, så man kan få forklaret forskellige menuers udvalg, kødets kvalitet og lignende. Og så er der naturligvis tempoet. Kommer kebabben med det samme, eller skal du vente et kvarter?
ATMOSFÆREN
Atmosfæren er vigtig, hvis man skal spise på stedet. Det er i høj grad individuelt, hvad der føles hyggeligt. Men der er ingen, der har lyst til at sidde i et snusket hjørne, hvor resterne fra de øvrige gæster stadig flyder på bordet. Og skal det være i den helt rigtige kebab-stemning, skal man helst føle sig hensat til et eksotisk, mellemøstligt sted, hvor indretningen er lidt absurd.
KØDET
Det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvilken type kød man bedst kan lide, for der er grundlæggende to retninger indenfor kebabkød. Den tyrkiske tradition med en kompakt kødrulle, der består af sammenpresset kød (dürüm kebab), og så den arabiske tradition med hele marinerede kødstykker (shawarma). Nogle sværger til det første, som typisk er mere fed i smagen, andre det sidste, som blandt andet er det, de serverer i Danmarks første shawarma-biks på Strøget i København, Shawarma grill House, og som er mere syrligt marineret.
RULNINGEN
Rulning, brød og balance hænger meget tæt sammen. Det kritiske punkt er afslutningen. Er din rulle afsluttet ordentligt, bliver indholdet holdt inde, og den har ikke en stor klump brød i bunden med en masse sølvpapir indeni.
GRØNT
En kebab kommer næsten altid med icebergsalat, et par skiver tomat og lidt løg. Her er det vigtigt, at grøntsagerne er friske og sprøde. Nogle steder laver egne varianter med for eksempel syltet rødkål, som giver et nordisk strejf, og det kan være værd at køre efter.
BRØDET
Brødet er mange kebabetablissementers akilleshæl. For i virkeligheden handler det ikke så meget om, hvorvidt der er brugt majs-, durum- eller tipo 00-hvedemel til brødet. Men bare om at det skal være friskt og hjemmelavet. Det er det nemlig de færreste steder.
EKSTRA
Hvad kan du ellers få ud over kebab? For selv om det er en kebab, du har lyst til, kan der være andet på menukortet, som er værd at prøve. Hvis køkkenets udvalg er lækkert, giver det oplevelsen og helhedsindtrykket et nøk opad.
Mesterskabet bliver afholdt på lørdag den 24. september fra kl. 12-16.30. Kom i god tid, hvis du vil være med!
Læs mere om eventet på Facebook: Nørrebro Mesterskab i Shawarma 2016.