Ros til rosé
Rosé smager godt. Lad os slå det fast med det samme. Alligevel gider vi danskere ikke rigtig bruge penge på det i samme grad, som vi gider på rød- og hvidvine. Men det er en skam, for der findes masser af fremragende bud, der i høj grad har deres berettigelse på både terrasse- og spisebordet. Michael Mortensen har set nærmere på, hvad der er op og ned i roséens lyserøde verden.
For noget tid siden prydedes en københavnsk vinhandels facade af sloganet ”Yes, you can drink rosé and still be a badass.” Det er vel ikke helt løgn, selvom det altid er pudsigt, når reklamer vil overbevise én om noget, der burde være indlysende. Men med et renommé på linje med Sidney Lee så skal danskerne overbevises, hvis der skal skubbes rosé over disken. Og det skulle der gerne. For forhandlerens skyld ja, men bestemt også for vindrikkerne. For rosé kan faktisk noget, både for sig selv og med mad. Om man bliver mere eller mindre badass, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Men til den rette lejlighed og med den rette mad kan roséer være en fabelagtig oplevelse. Vi har kigget lidt på, hvordan man laver rosé, hvilke typer der findes, og hvad de kan bruges til.
DET DÅRLIGE RY OG DE DÅRLIGE ROSÉER
Det skal måske lige slås fast, at der bliver købt en hel del rosé her i landet. Men det er en vintype, der har svært ved at klare sig, når prisen kommer op over de allerbilligste kategorier. At sælge rosévin til over 50 kroner i Danmark kræver virkelig en sælger af format, for rosé anses af langt de fleste mennesker stadig som en lidt underlødig terrassedrik, der kan holde ganerne fugtige, mens man branker sit kød på grillen. Og altså inden man åbner for den rigtige vin. Man skal sådan set heller ikke på nogen måde undervurdere vin, der holder ens gane fugtig på en lun sommeraften. Men for rosévinsproducenter og -forhandlere, ville det alt andet lige være sjovt, hvis danskerne brugte de samme penge på roséen som på hvid- eller rødvinen.
En medvirkende faktor til rosés lidt blakkede ry kan også være de halvsøde rosé-typer, der til undertegnedes store forundring har et solidt tag i markedet for billige roséer. White zinfandel fra USA havde sin storhedstid for ikke så mange år siden, men vanviddet er vist så småt gået i sig selv. Portugisiske Mateus rosé bliver desværre stadig lagt på danske kassebånd i chokerende stor stil. I begge tilfælde er der tale om det, man vil kalde halvtørre vine. Altså vine som bestemt ikke er dessertvine, men som har en udtalt sødme, og som appellerer til dem, der synes tørre vine kan være lige syrlige nok. Disse halvtørre roséer hører til i den nederste del af prisspektret, og i de flestes øjne gælder det samme for kvaliteten. Og en smule sødme er nu engang altid godt til at dække over de mangler, man måtte have, når det gælder druematerialet og behandlingen af det. Men nuvel, det er mere interessant at tale om de roséer, hvis charme ikke er bundet op på kombinationen af sukker og alkohol, og som kan være fuldgyldige erstatninger for rød- eller hvidvine.
TYPISKE TYPER
Det indledende Rytteriet-citat kan lyde fjollet, men er det sådan set ikke. Rigtig meget rosé i verden laves netop ved at blande rød-og hvidvin, hvilket på mange måder kan være en vældig god idé. I EU må man dog af uransagelige årsager ikke lave blandingsrosé, medmindre man laver champagne, hvor langt de fleste roséer er blandet. For en håndfuld år siden var der faktisk et forslag om, at det skulle være lovligt at lave basal og billig blandingsrosé i EU. Men som så ofte før stod de franske vinmyndigheder klar på barrikaderne med høtyven i hånden, faklen tændt og baskerhuen offensivt på sned. De ville beskytte Sydfrankrigs berømte roséer, hvilket er alt mulig hæder og ære værd. Sagen er bare, at så længe man ikke må blande, er det på den anden side noget nær umuligt at afsætte europæisk rosé på et vinmarked, hvor prisen er alfa omega, og konkurrenterne fra for eksempel Sydamerika har både lettere dyrkningsforhold og friere hænder i kælderen.
Den (ifølge EU) rigtige rosé får sin farve fra det samme sted som rødvin – nemlig fra drueskallen. Forskellen i farven beror på, hvor lang tid skallerne ligger i mosten, hvilket kan ske både før og under gæringen. Og netop fordi metoden er den samme, kan man indimellem være i tvivl om, hvornår der er tale om en rosé, og hvornår der er tale om en rødvin. En anden metode er den såkaldte saignée-metode, hvor den allerførste jomfruelige druesaft tappes direkte fra tanken efter blot at have rørt ved de resterende blå druer og deres skind. Men uden egentlig at have ligget i most.
De store områder inden for rosé er Tavel og Bandol. To sydfranske kommuner, der begge hævder at producere den helt ægte sydfranske rosé, og som begge har masser af gode bud på roséer, som kan meget mere end bare holde ganen fugtig. Men rosé produceres et utal af steder i verden, og ofte kan man sammenligne stilen med områdets andre vine, især de røde. Køber man en rosé fra Loire, vil den typisk være relativt kølig og urtet i stilen, mens en Côtes du Rhône rosé ofte er præget af varmere frugt. Roséer fra Sydamerika og USA har typisk – ligesom deres rødvine – en lidt sødere og mere frugtdreven stil.
HVAD SKAL DET GØRE GODT FOR?
At drikke rosé på terrassen/på stranden/i parken/til gadefest er dejligt, og det er bestemt en god idé. Men skal man behandle rosé med samme respekt som andre vine, kan det være interessant at se på, hvad rosévin kan sammen med mad. Med fare for at lyde banal så kan man med fordel tænke på rosés gastronomiske kunnen som værende på linje med dens farve – altså et sted mellem rød og hvid. Det vil sige, at alle de retter, hvor man både kan vælge rød og hvid, der kan man også vælge rosé. Og som altid er det vigtigt at tænke tilbehøret ind, når man skal vælge vin. Hvis man spiser ultraklassisk kylling med rabarber, er rosé et helt oplagt match, fordi retten er kraftig nok til rødvin, let nok til hvidvin og har et element, som matcher rosévin rent aromatisk. Mange salater har også rigtig godt af en rosé, fordi de er friske, sarte og sprøde, men også har et kødelement, som skal bruge noget modspil. Generelt kan de fleste rosévine noget godt med retter, som er lidt skarpe i smagen og ikke alt for kraftige.
DE KLASSISKE OG DE GRÆNSESØGENDE
Som nævnt er Tavel og Bandol de helt klassiske appellationer for rosévin, men der laves glimrende rosévine mange andre steder også. Hvis man vil smage, hvordan helt klassisk rosé af fineste karat smager, så skal man finde producenter som Domaines Ott, Domaine Tempier og Chateau Simone. Man kan dog også bevæge sig lidt ud af Sydfrankrig og prøve eksempelvis Sancerre Rosé fra Domaine Vacheron.
Hvis det skal være lidt utraditionelt og sjovt, så findes der en række lækre roséer, som er mærkelige, men som gør det sjovt at drikke rosé. Den uforlignelige, mærkelige Frank Cornelissen laver underlig grumset rosato (rosé på italiensk) fra Etnas skråninger. I Østrig laver unge, dygtige Martin Arndorfer rosé på zweigelt-druer, men lader semigenialt mosten trække med drueskaller fra grüner veltliner-druer for at give vinen mere fylde og tyngde. Og hvis man skal være helt hipster-smart, så er der ingen vej uden om Eric Pfifferlings roséer. Nogle (læs: jeg) vil mene, at de smager lige lovlig meget af jordbærmilkshake, men de er på kortet på alle de smarte steder i København og ikke mindst Paris, så hvis man er en lille smule vin-fashionista, skal man selvfølgelig smage dem.
Det vigtigste er dog, at du får øjnene op for den lyserøde vin, som ikke rigtig kan finde sig til rette i hverken den hvide eller den røde lejr. Rosé kan være dårligt, men det kan også være dejligt og endda helt forrygende godt, hvis man finder den rette vin og den rette lejlighed. Spørg din vinhandler om, hvilken rosé du skal prøve, og hvis han anbefaler Mateus rosé eller White Zinfandel, så stik ham en flad. Du har min tilladelse.
