Redaktionens favoritter til Dining Week 2019
Om mindre end tre uger vender Nordens største restaurantfestival Dining Week tilbage. Traditionen tro er programmet spækket med rig mulighed for gode restaurantoplevelser til en fast pris. Vi har samlet nogle af vores favoritter her.
Restaurant SILO
Den gamle kornsilo i Nordhavn blev i 2017 forvandlet til lejligheder, og på toppen – på 17. etage – troner Restaurant SILO med måske Nordhavns bedste udsigt. Ejeren er Michael Rønnebæk-Rørth (også Restaurant Koefoed og Restaurant Hummer), og på SILO råder han over de knap 1000 kvadratmeter, som udgør restaurant, loungeområde og terrasse. Til Dining Week 2019 kan du opleve SILO til en frokost oppe i højderne, hvor de byder på helleflynder med estragon og peberrodsfløde, oksebavette med violette gulerødder og glace samt citrontærte med karamel og brombærgranité.
Find ledige billetter og book på diningweek.dk.
Restaurant Paustian
Ikke langt fra SILO, også i Nordhavn, ligger Restaurant Paustian. Historien om restauranten melder om både Bo Bech (nu Geist) og ægteparret Lisbeth og Bo Jacobsen (også Restaurationen) som de styrende kræfter bag roret i køkkenet. Det var en tid, der bragte stor anerkendelse fra blandt andet Michelin Guiden til Restaurant Paustian, og det gode ry har holdt ved lige siden. I 2016 kom Henrik Junker til restauranten, og i 2017 og 2018 blev den nomineret til årets frokostrestaurant af Den Danske Spiseguide. Til Dining Week 2019 kan du opleve Restaurant Paustian i aftentimerne, hvor menuen lyder på koldrøget kildeørred med pocheret æg, braiseret kalvebryst med portvinsglace samt vaniljeparfait med syltede blommer.
Find ledige billetter og book på diningweek.dk.
Mission
Mission er den nyeste restaurant på The Standard, som er den gamle færgeterminal ved Nyhavn. Det er en moderne og uformel restaurant, som byder på californisk- og middelhavsinspirerede retter og udsøgte cocktails i kander. Som gæst på Mission føler man sig velkommen i de afslappede omgivelser, og maden bliver serveret til deling ved bordet, så man kan komme hinanden i selskabet ved. Til Dining Week serverer Mission en fem-retters menu, der består af fladbrød med labneh, aubergine og urter, grillet rødkål med tahin, puffet quinoa og krydrede hasselnødder, pizza med kartofler, gedeost og rosmarin, fusili med æg, røget pancetta, grillede løg og æggeblomme samt mælke- og pistacieis med sort peber-shortbread og olivenolie.
Find ledige billetter og book på diningweek.dk.
Bøf & Ost
Du finder Bøf & Ost i historiske og stemningsfulde lokaler i hjertet af København på det smukke Gråbrødretorv. Her laver kokkene klassiske, franske brasserie-retter af sæsonens bedste råvarer. Siden åbningen af Bøf & Ost i 1972 har restauranten haft fokus på årstidens cyklus af grøntsager, svampe og urter, og samarbejder hele året med sankere, der bringer sæsonens råvarer til døren. Til Dining Week kan du få en klassisk menu med tatar og friterede jordskokker, trøffelmayonnaise, syltede beder og estragon til forret, ribeye med bearnaise og pommes frites til hovedret samt klassisk creme brulèe til dessert.
Find ledige billetter og book på diningweek.dk.
Aamanns 1921
Adam Aamanns nyeste skud på stammen, Aamanns 1921 i Niels Hemmingsens Gade i indre København, er indrettet med inspiration fra kirkerummets imponerende æstetik. Menukortet på Aamanns 1921 er indrettet på en sådan måde, at råvarer og smagsindtryk op i en højere enhed, og missionen er en videreudvikling af det omfangsrige smørrebrødskort. Til Dining Week kan du opleve fem af favoritretterne i tre serveringer: gravad laks med rødbeder, kapers og peberrod, kylling fra Gråsten med bagte løg og enebærsmør, glaseret gris fra Grambogård med grønkål, hasselnødder og tyttebær, brændende kærlighed og citronfromage med granola, blodappelsin og estragon.
Find ledige billetter og book på diningweek.dk.
Restaurant Kul
I Kødbyen i København ligger Restaurant Kul. Her kan køkkenet beskrives som multinationalt med twists fra moderne strømninger i gastronomien. Elementer som for eksempel grill, røg og aske går igennem alle retterne på Restaurant Kul og afspejler på den måde restaurantens navn rigtig godt. Resultatet er spændende serveringer og stor velsmag. Til Dining Week fører Restaurant Kul sig frem med en menu, hvor der er skruet op for det gode kød: tun med misocreme og kaviar til forret, krondyr med dehydreret kapers, fermenteret sesam og emulsion på granatæble samt okse med rodfrugter, portobelloskum, syltet majroe, friteret bearnaise og røget kastanje til hovedret, og til sidst er der passionsmousse med mangocreme, crumble, roser og æblekiks.
Find ledige billetter og book på diningweek.dk.
Fleisch
Endnu en restaurant i Kødbyen, som også er dygtig til særligt serveringer med kød, er Fleisch. Stedet kombinerer slagter med bar og spisested, og i restauranten er det kødet, der spiller hovedrollen. Maden er enkel, og anretningen er rustik. Oplev det med egne smagsløg, når Flesich serverer deres Dining Week-menu i februar. Den lyder på forskellige forretter med blandt andet brandade på hjemmerøget torsk, croquet på høns og lufttørret skinke, friskhakket tatar af okseinderlår og ravioli med spinat og ricotta. Hovedretten er en bavette af Black Angus med rødvinssauce og glaserede rødbeder, og desserten er en blodappelsinfromage med brændt hvid chokolade, mørk chokoladeis og sprøde valnøddekager.
Find ledige billetter og book på diningweek.dk.
Frederiks Have
I de grønne omgivelser i Frederiksberg Have ligger en hyggelig restaurant med gårdhave og navnet Frederiks Have. Selve huset er cirka 130 år gammelt og har historie som vognmandsforretning og værtshus, men siden 2000 har parret Eva og Ole Sellberg drevet stedet som restaurant. Frederiks Have har især fået fine anmeldelser af Michelin Guiden 2016 og er desuden blevet hædret med en Bib Gourmand. Til Dining Week kan du få serveret cremet blomkålssuppe med citronsyltede blomkål, trøffelolie og mandler, braiseret oksebryst fra Grambogård med pastinak, polenta og rødløg samt gulerodskage med appelsinsorbet, havtorn og hvid chokolade.
Find ledige billetter og book på diningweek.dk.
The Fat Pike
”Den fede gedde”, som navnet lyder på dansk, er en uformel bøf- og skaldyrsrestaurant på Islands Brygge. Det er grundlæggeren af Cofoco, Torben Klitbo, der står bag The Fat Pike, og bag ham står et dygtigt kokkehold, der sørger for yderst velsmagende og veltilberedte skaldyr og bøffer i det gamle havnekvarter på Bryggen. Til Dining Week kan du opleve fem serveringer på The Fat Pike, som lyder på blandt andet østers med æble- og peberrodsvinaigrette, ceviche, popcorn shrimps med brændt citron og grøn mayo, grillet oksemørbrad med let grillede salater, knuste kartofler og rødvinssauce samt snickers-dessert, som er en chokoladekage med peanuts, karamel og nougat.
Find ledige billetter og book på diningweek.dk.
LÆS OGSÅ: Dining Week 2019 er skudt i gang