Overblik: Her er maden på Broens Gadekøkken
Der er ankommet tre nye stadeholdere til det nye madmekka Broens Gadekøkken, som nu tæller i alt 10 boder. De nytilkomne går under navnene Kejser Sausage, Pizza Bro og den gamle kending Palægade Smørrebrød. Læs mere om de nye og de ”gamle” stadeholdere her.
NY: Kejser Sausage
Gennem deres ægtefæller blev kokken Henrik Jyrk og vennen Glenne Kejser ført sammen, og resultatet blev en ny, økologisk hotdog-bod på Broens Gadekøkken. Her bliver der serveret økologiske svine- eller oksepølser fra fritgående dyr i briochebolle med økologiske rødløg, som er marineret efter cubansk opskrift. Derudover kan man vælge mellem to slags hot sauces, to slags sennep og to slags ketchup. Og lige da man troede, at det ikke kunne blive bedre, er der selvfølgelig også sørget for kakaomælk til at slukke tørsten. Den er lavet af Mark Hermann Chocolate og er produceret med omtanke for miljøet og med gode forhold for kakaobønnerne. Alt i alt er det en hotdogoplevelse, hvor ikke en eneste detalje er overset.
NY: Pizza Bro
Cofocos tidligere ejer Torben Klitbo har givet sig i kast med sprøde, italienske pizzaer på Broens Gadekøkken. Dejen er lavet af surdej og bagt på brænde af eksempelvis birke- eller bøgetræ. Der er kun to slags at vælge imellem, men det er også nok. Prøv enten den med tomatsauce og salame picante eller den med kartoffel, rosmarin og mascarpone.
NY: Palægade Smørrebrød
Noget af byens bedste højtbelagte er nu også kommet til Broens Gadekøkken med en menu udviklet af smørrebrødsjomfru Karina Pedersen, som har stået for kortet hos både Restaurant Palægade og Palægade Smørrebrød. Til dit smørrebrød kan du også få en hjemmelavet, økologisk citronvand på fad eller en traditionel snaps. Du finder også alle de danske klassikere på kortet – blandt andet hønsesalat, rødspætte og kartoffelmad. Og hvis du er mere til det varme, kan du fra klokken 17.00 snuppe en tartelet. Alt er – som altid – lavet helt fra bunden.
Grød
Den københavnske darling Grød har også fundet vej til Inderhavnsbroen og byder på grød i diverse udformninger, som vi kender det fra biksene rundt omkring i byen. Et eksempel på sommergrøden kan være chia-/rabarberkompotten med mandler, æbler, kokos, skyr og peanutbutter.
Dessertboden
I sommervarmen kan man hurtigt få lyst til noget sødt at tanke op på, og heldigvis byder Dessertboden på søde sager dagen lang. Overtrukne ispinde, sundaes, milkshakes og fluffy pandekager med en masse lækre toppings er alle på menukortet.
The Coffee Collective
The Coffee Collective indtager flere og flere pladser på den københavnske kaffescene, men der bliver ikke gået på kompromis med kvaliteten af den grund. Repertoiret er endda blevet udvidet i den søde sommertid, hvor kaffeelskere kan smæske sig i soft ice-udgaven af den italienske klassikker affogato.
Gasoline Grill
Burgerbaren Gasoline Grill blev sidste år en verdenskendt af slagsen, da de blev nævnt i Bloomberg for at servere en af verdens 27 bedste burgere. Siden annonceringen er gæsterne strømmet til originalen på Landgreven i indre København, hvorfor det også kun var forventet at endnu en butik skulle åbne – og det blev på Broens Gadekøkken. Cheeseburger, butterburger, en original burger og en vegetarburger med pommes frites og sodavand bliver kun bedre af at blive spist med udsigt til vandet.
Pal’ Pueblo By PMY
Hos Pal’ Pueblo er de latinamerikanske smage bragt til norden i form af forskellige typer ceviche, empanadas og juice. De venezuelanske empanadas er lavet af majsmelsdej og fyldt med en masse smagfuldt kød. Man kan eksempelvis forsøge sig med asado negro, som er en klassisk, venezuelansk ret, som her bliver lavet med økologisk oksekød, der er braiseret i øl og rørsukker. Pal Pueblo byder også på den mexicanske drik tepache, som laves af fermenteret ananasskræl, sødes med rørsukker og krydres med stødt kanel.
MAK-CIK BY IBU
Malaysia og Singapores gadekøkkener fusionerer i boden hos MAK-CIK og får indspark fra både Indien, Portugal, Kina, Thailand og Indonesien. Her kan du blandt andet spise curry af blomkål, roti med artiskokpuré og singapore-style ribs.
California Kitchen
Endnu et sundt og mættende bud på frokost eller aftensmaden er Nørrebro-favoritten California Kitchen. Her kan du få forskellige bæredygtige og sæsonbaserede bowls inspireret af Japan og Mexico. Alle bowls kan derudover købes som vegetar/veganer-version. Seneste hit er en bowl er en poke bowl, som er inspireret af den hawaiianske forret af rå fiskesalat.
POP UP: Jacob & Jakob Ice Cream
Er du mest til gelato eller flødeis? Hvis du ikke kan bestemme dig, så er det heldigvis godt, at du kan få begge dele hos Jacob & Jakob Ice Cream på Broens Gadekøkken. Teamet består af Michelin-kok Jakob De Neergaard, blandt andet kendt fra Søllerød Kro, og Jacob Marsing-Rossini, som er kaviarimportør. Sammen har de teamet up for at give deres bud på byens bedste is. Smagene skifter, men du kan blandt andet falde over vanilje, mango, hindbær, hasselnød, rabarber, lakrids og chokolade.
Broens Gadekøkken
Strandgade 95
1401 København K
thebridgestreetkitchen.com