# × luk
  • Home
  • Dansk
  • Selleribøf med løgsovs, spejlæg og råsyltede tyttebær
Selleribøf med løgsovs, spejlæg og råsyltede tyttebær

Del med dine venner:

Ellers kan du bare kopiere denne adresse

Det skal du bruge

Selleribøffer
1 stor knoldselleri eller 2 små
75 g smør
Ca. 1½ spsk røget salt
1 bundt frisk timian
4 fed hvidløg, delt i halve
4 friske laurbærblade
1 lille zittauerløg
Friskkværnet peber
Løgsovs
2 finthakkede løg
20 g smør
1 tsk dijonsennep
2½ dl grøntsagsfond
1 dl piskefløde
20 g smør
Havsalt og friskkværnet peber
Persille-timianolie
2 dl persilleblade
2 spsk friske timianblade
1½ dl olivenolie
2 spsk citronsaft
1 lille fed hvidløg
Lidt salt
Råsyltede tyttebær
150 g tyttebær (frosne er fint)
2-3 spsk rørsukker
Servering
4 meget tynde (2-3 mm) skiver daggammelt hvedebrød
4 spsk olivenolie
4 æg
150 g råsyltede tyttebær
1 bakke klippet karse

Selleribøf med løgsovs, spejlæg og råsyltede tyttebær

Af: Adam Aamann / Foto: Columbus Leth

En grøn umamibombe, og selvom ordet ”bøf” måske kan give visse associationer, er retten ikke ment som en alternativ kødsubstitut. Knoldsellerien får ved tilberedningen her masser af stegesmag fra stegningen med det brunede smør, og ligesom en god bøf går den stegte selleri godt sammen med en kraftig løgsovs og med de bittersøde smagstoner fra de råsyltede tyttebær. Retten kan måske virke omfangsrig, men tilberedningerne er relativt enkle, og alle elementer kan forberedes i god tid, så retten med lethed kan samles, lige inden man går til bords.

Sådan gør du

1
Færdig

Selleribøffer

Skræl sellerien og skær den i fire lige tykke skiver a ca. 3-3½ cm’s tykkelse. Smør bunden af en tykbundet gryde (der kan rumme, at alle selleriskiverne ligger på bunden – brug evt. flere gryder) med et godt lag smør. Læg selleriskiverne fladt i bunden af gryden, så de har kontakt med smør og grydebund. Krydr selleriskiverne med røget salt og peber og fordel resten af smørret sammen med timianstilke, hvidløgsfed og laurbærblade ovenpå. Hæld derefter vand på, så der er ca. 2½ cm vand i gryden. Kom låg på og kog op, og lad det koge ved god varme i ca. 20-25 minutter, til sellerien er mør.

Tag låget af og lad alt vandet dampe væk, så selleribøfferne begynder at stege i smørret. Steg dem i ca. 7-8 minutter, til det dufter godt af brunet smør, og sellerien får en gyldenbrun farve på undersiden. Sæt gryden til side og lad selleribøfferne trække i ca. 10 minutter inden servering.

2
Færdig

Løgsovs

Varm smør op i en gryde og sauter de finthakkede løg heri i ca. 6-7 minutter, uden at de tager farve. Tilsæt dijonsennep og lad det sautere med i et kort øjeblik. Tilsæt grøntsagsfond og fløde og kog løgene helt møre i ca. 15 minutter ved helt svag varme. Kom løgsovsen i en blender sammen med det ekstra smør og blend det til en ensartet glat puré. Spæd evt. op med lidt mere fond, hvis sovsen er for tyk. Smag til med salt og peber.

3
Færdig

Persille-timianolie

Blend olien med persille, timian, citronsaft og hvidløg til en ensartet glat konsistens. Krydr til sidst med lidt salt.

4
Færdig

Råsyltede tyttebær

Vend tyttebærrene med sukker i en skål og lad dem trække i ca. 1-2 timer på køkkenbordet.

5
Færdig

Servering

Steg brødet på en pande i lidt olivenolie og steg de 4 æg til spejlæg på en anden pande. Anret de stegte selleri ovenpå de stegte brødskiver, kom spejlæggene ovenpå. Fordel løgsovs og persilleolie rundt om og top til sidst med tyttebær og karse. Server straks.

previous
Båndsalat af glaskål med skilt dild-fløde
next
Løgtærte

Add Your Comment