Ny bydel: Her er Nordhavns restauranter og caféer
Det går stærkt ude i Nordhavn, og på ganske kort tid er restaurationslivet spiret i den nye, stilrene beton-bydel ved Øresunds kyst. Nordhavn er derfor ikke længere kun et hotspot for badegæster i sommermånederne, men nu også en destination for sultne munde, der er nysgerrige på for eksempel at opleve autentisk sushi på intimt hold eller at sætte tænderne i karamelliseret wienerbrød. Her er din guide til Nordhavn.
CLICK HERE FOR THE ENGLISH VERSION
Buvette
Den franske bistro var en af de første restaurationer til at åbne dørene i Nordhavn. Ambitionen er at skabe et naturligt samlingspunkt for de lokale såvel som de besøgende på havnen ved at kombinere det klassiske fra det franske bistrokøkken med hyggen fra det danske – og så med et stort fokus på vin. Med sin placering på første parket til det pulserende liv på badebroen og med solen i den rette vinkel er en plads ved udendørsserveringen hos Buvette et hit om sommeren.
Göteborg Plads 2
Kini Kini
Med den relativt nylige åbning af Kini Kini er de tropiske fornemmelser fra Bali kommet til Nordhavn. Restauranten er en sammensmeltning af en indonesisk grøn og frodig jungle med bambus og så Nordhavns rå cement. Stemningen er afslappet, og du kan kigge forbi enten til en hurtig curry eller gå all-in(clusive) med en gennemført tur gennem menukortet.
Det er Henrik Yde fra Kiin Kiin-restauranterne, som står den grønne oase i Nordhavn. Denne sommer er der blevet åbnet op for udeserveringen med udsigt til vandet og siloerne, så de dage, hvor vejrguderne er med os, skal du kun nøjes med at lukke øjnene for at drømme dig hele vejen til Bali.
Göteborg Plads 9
Sushi Anaba
Sidst på året i 2019 åbnede Mads Battefeld den japanske sushirestaurant Sushi Anaba i Nordhavn. Her lægger han alle kræfter i at lave og servere sushi på vaskeægte japansk manér med skandinavisk fisk og skaldyr.
Den lille restaurant, som er smukt indrettet med nordisk design, har plads til bare otte personer ved disken. Hver og én får de en intim og autentisk oplevelse af Mads Battefeld, som nænsomt og på allernådigste vis laver sushi på edomae-måden. Og du kan godt glemme alt om chilimayo og flødeost – det handler udelukkende om fisk, ris, soja og wasabi.
Sandkaj 39
LETZ SUSHI
Det er ikke mange områder af byen, hvor man ikke er i en overskuelig gåafstand fra en LETZ SUSHI-restaurant. Og Nordhavn er ingen undtagelse. Den bæredygtige sushikæde har en af sine nok bedst placerede restauranter på hjørnet af Bordeauxgade og Sandkaj med direkte udkig til vandet, som de store panoramavinduer i øvrigt gavmildt inviterer indenfor i restauranten.
Det er et ideelt sted til en let frokost eller til at hente takeaway med hjem.
Bordeauxgade 2
Bar Uno
Ethvert nabolag har sit stampizzeria. Og Nordhavn er naturligvis ingen undtagelse. Bar Uno er en økologisk, italiensk pizzabar, der tager sit udgangspunkt i de gode, italienske traditioner og det stolte håndværk, som dét er at lave pizza.
Stilen er napolitansk, og det betyder en blød dej med sprød skorpe, en balanceret tomatsovs og rigtig god ost, der strækker sig mellem mund og pizza, når man tager en bid. Sidstnævnte er så vigtig, at Bar Uno har valgt selv at lave deres fior di latte, mozzarella, stracciatella og burrata i det lille lokale ved siden af – også kaldet Nordhavns Mikromejeri, der fungerer som isbutik i sæsonen.
Göteborg Plads 5
OLIOLI
I kølvandet på coronakrisen gik OLIOLI mod strømmen og åbnede deres syvende restaurant i det spirende Nordhavn. Her er der udsigt til Øresund og Sandkajen, og når sommerens badegæster bliver sultne, er det nemt at løbe op og hente en bowl til nydelse ved vandkanten.
Udover menuen, som man kender den fra de øvrige af OLIOLI’s restauranter, byder restauranten i Nordhavn også på et nyt morgenmadskoncept. For eksempel kan du smage deres smoothie bowls, der er fyldt med vitaminer og superfoods som acai og moringa. Eller prøv deres “Poke on Rye” – madder på rugbrød eller surdejsbrød med det bedste af toppings fra OLIOLI’s poke bowls. Kaffe og sunde juices kan du naturligvis også få.
Göteborg Plads 14
Andersen & Maillard
Siden sommeren sidste år har også de lokale i Nordhavn kunnet nyde godt af det sprøde bagværk og den gode kaffe fra Nørrebro-kendingen Andersen & Maillard. Navnet er en kombination af efternavnet på den ene af de to ejere bag og så den kemiske reaktion, der opstår, når aminosyrer og sukker bliver opvarmet og brunet – det kan også, uden at gå helt galt i byen, kaldes for karamellisering.
Skulle du være i tvivl, kan vi godt fortælle, at maillard er yderst lækkert, når det drejer sig om wienerbrød. Prøv det selv med en af deres himmelske croissanter eller andet vidunderligt specialbagværk.
Göteborg Plads 19
Restaurant SILO
På 17. etage i siloen kan du nyde en enestående udsigt over Nordhavn hos Restaurant SILO. Besøg restauranten enten ved højlys dag til en god frokost eller om aftenen, hvor de utallige glimtende lys oplyser byen og trænger ind gennem restaurantens gulv-til-loft-vinduer.
SILO byder på mad, der ”skal give udsigten kamp til stregen”, som de selv siger. Det betyder, at menukortet spænder over både fransk, nordisk og dansk køkkenstil – og sikkert også med et drys inspiration fra andre køkkener – og er ikke underlagt strengere dogmer, end at kvaliteten skal være i top.
Helsinkigade 29
Kaffe to stay eller to go
Uanset om du er beboer i Nordhavns nabolog eller på besøg for at udforske området, er der flere muligheder for at få en god kop kaffe. Prøv den lille lokale kaffebar Ocean Coffee, som ligger med direkte udsigt til Nordhavns Bassin, den altid gode Original Coffee ved Göteborg Plads eller kig indenfor hos The Audo, som ligger i et særdeles elegant hus med smukt design. Over sommeren kører The Audo desuden en pop-up med Restaurant Lola. Det er værd at tjekke ud!
LÆS OGSÅ: Sydhavnens perler og pletskud