Naturen kalder

Den er en klassiker til den amerikanske Thanksgiving. Men herhjemme kæmper kalkunen en til tider hård kamp for at lande på de danske middagsborde. The Urban Huntsman er taget tilbage til sine elskede Catskills-bjerge for at jage den. Og ikke mindst for at omvende danske tvivlere til at give den bevingede outsider en chance.

Af: Danny Christensen / Foto: Danny Christensen & Nick Dabas

3. maj 2016

”Enhver hjort tror, enhver jæger er en stub. Mens enhver kalkun tror, enhver stub er en jæger.” Sådan forklarede min indianerven Troy kalkunens paranoide væsen. Og det skulle vise sig at være mere end sandt.

Det er langt hen på forårets kalkunsæson, og mit arbejde har igen forhindret mig i at komme på jagt. Dagene sidst på sæsonen er ikke det bedste afsæt til en succesfuld kalkunjagt. Kokkene, altså hannerne, har allerede fundet deres høner på det tidspunkt, og parringstiden er næsten ovre. Derfor er kokken også meget svær at kalde til sig og endnu sværere at få inden for skudhold.

Som vi kender det fra bukkejagten i Danmark, er det til gengæld en fantastisk tid på året at være på jagt. Skoven er sprunget ud, og hvor end man kikker hen, er der liv. Kalkunjagten er speciel på mange måder. Blandt andet fordi det er den eneste jagt, der ligger i den tidlige sommerperiode. Derfor er den selvfølgelig højt værdsat hos os jægere, der normalt jager i gråt, koldt og blæsende vejr.

Troy fortæller mig, at jægere fra hans stamme oprindeligt brugte et græsstrå til at imitere lyden af en moden og parringslysten kalkunhøne, når de skulle lokke kokkene inden for skudhold. I dag bruger man alt fra en latexmembran til diverse musikinstrumenter, der mere eller mindre heldigt imiterer en lækker kalkunhønes flirtende kald. Hvis man vel at mærke ved, hvordan man bruger de forskellige instrumenter korrekt. Og det er langt fra alle, der har styr på det. Inklusiv undertegnede.

Klokken er 20:00 torsdag aften i New York, og jeg er lige blevet færdig med at skyde billeder af en helt anden smuk ”høne” for Ralph Lauren. Bilen er startet, og kompasset vender stik nord. Mod stilhed, grønne træer og bjergene. Men inden stilheden skal der være larm. Meget larm. En hovedpine-høj larm. Jeg lader CD-afspilleren sluge disketten med indstuderede kalkun-mundkald-teknikker. Nu skal der øves og opfriskes på sidste sæsons uimponerende evner, som helt fortjent ikke resulterede i en eneste kalkun. Tyve minutter senere – nu med hamrende hovedpine – spytter jeg mundkaldet ud og skifter højtalernes liderlige hønetoner ud med noget meget mere afslappende. Metallica. Så nu må det bære eller briste i morgen oppe i bjergene. Efter jeg er kommet op til mit hus, går jeg træt, forhåbningsfuld og forventningsfuld i seng.

Som ved så mange andre jagtformer skal man tidligt op og være klar, inden solen bryder horisonten. Det er nok det eneste, jeg ikke altid bryder mig om ved jagt. Og da det nu er tidlig sommer, betyder det, at jeg skal meget tidligt op. Da jeg når frem til jagtområdet, er jeg det tætteste, en bleg newyorker kommer på at blive en smuk og uimodståelig kalkunhøne. Jeg har øvet mit mundkald i bilen hele vejen. Skyerne hænger lavt over Catskills-bjergene, og lyset kæmper en hård kamp for at vinde mørkets terræn.

Efter en køretur på to timer parkerer jeg bilen ved en port ind til Nationalparken. Herfra er det til fods. Støvlerne er knapt gået varme, da jeg hører en kalkuns pludrende kald i det fjerne. Det lyder, som om den er på bjergryggen på den modsatte side af dalen. Men hvis jeg kan høre den, kan den også høre mig. Lyden ringer ud over dalen, og jeg lytter spændt på svar. Intet. Jeg prøver igen, og så bliver der svaret. Men jeg kender den lyd fra de tidlige morgenstunder ved mit hus, hvor kragerne vækker mig hver morgen omkring klokken 5:00. Krager? Hvad fanden? Kalkunkokken må være skræmt fra vid og sans af mit ynkelige forsøg på at gengive et parringskald, så jeg opgiver og fortsætter turen op ad bjerget til den næste højderyg. Jeg planlægger at følge pynten ind i den næste dal, hvor jeg i efteråret under buejagten stødte på adskillige kalkuner. Efter et par timer når jeg frem til den næste dal. Undervejs forsøger jeg med alle tricks og kald at få opmærksomheden fra en kok – dog uden held. Mine anstrengelser blev ikke besvaret med en eneste lyd.

Jeg klatrer op og ned ad bjergsiderne, til mine ben begynder at vakle. Der er nu kun et par timer tilbage af dagen og denne sæson, så jeg nægter at holde pause. Med 15-20 minutters intervaller stopper jeg op for igen at forsøge med et af mine magiske kald, som i dag kun har kommunikeret med krager, en ugle, adskillige spætter og sågar et par jordegern – men ingen kalkuner. En lysning åbner op forude, og som en perfekt illusion af Karen Blixens Afrika står der et ensomt træ. Ene og reflekterende kikker det ud over dalen og bjergene. Jeg får en bid mad og en lille lur under det unikke, smukke træ. Men pludselig bliver min lille lur brat afbrudt af det eksplosive kald fra en kalkun. Og det er en kok!

En jæger registrerer alle lyde omkring sig, når han sover. Dog har jeg ingen anelse om, hvor lyden kommer fra. Tommelfingerreglen ved kalkunjagt er, at hvis man hører en kalkun, der pludrer cirka 400 meter væk, så skynder man sig at halvere afstanden mellem sig selv og den paranoide, men meget parringsivrige fugl, slår røven i skovbunden og ”kalder den ind” – så det gør jeg.

Jeg sidder ikke det bedste sted, fordi jeg har en bakke 15-20 meter foran mig. Jeg overvejer, om jeg skal flytte mig tættere på, men jeg ved ikke, hvordan der ser ud over højderyggen. Måske vil den sky fugl kunne se mig, hvis jeg kommer nærmere, så jeg bliver, hvor jeg er. Jeg har det – indtil videre – ubrugelige mundkald flydende horisontalt i munden og tager tre dybe indåndinger. To af dem går til lungerne og hjernen, det sidste sender luftbølgerne perfekt ind over latexmembranerne, som øjeblikkeligt går i en harmonisk vibration. Svaret kommer med det samme. Jeg trækker igen luften dybt ned i mine lunger, rammer på ny membranerne, og responsen fra handyret er der øjeblikkeligt. Så ser jeg et hoved, der kikker op over bakken 15 meter væk. Membranerne vibrerer en sidste gang, og med ét er der sikret kalkun på gaflen.