Nabokrig i trøffelland

Trøfler er genstand for mystik, astronomiske kilopriser og eksklusive, velsmagende retter. Og så er de også årsag til fjendskab mellem store svin og stolte hunde, der går op i deres arbejde. The Urban Huntsman er taget til Toscana i jagten på den lille delikatesse.

Tekst og foto: Danny Christensen

29. oktober 2016

Mennesker slås og skændes om næsten alt. Men der er visse ting i denne verden, der virkelig kan få sindene kog: fodbold, politik, penge – og i Toscana trøfler. Jeg er taget på trøffeljagt i Toscana med trøffelhunden Giotto.

På vej ud til skoven bjæffer han lystigt, og de 20 minutter flyver af sted, alt imens det smukke landskab passerer ruden. Det er en varm og blæsende eftermiddag i oktober. Vi er tæt på Pisa, og det er ikke lige det bedste vejr til trøffeljagt. Normalt starter jagten omkring klokken fire om morgenen, inden det bliver for varmt, og vinden tager til, fordi begge omstændigheder nedsætter færten af trøflerne, og de bliver umulige at finde.

Giotto logrer med halen og virker optimistisk. Han er tydeligvis spændt på dagens jagt på trods af omstændighederne. Han er en garvet jæger og lidt af en legende på egnen. Ja, i hele verden faktisk. Men han er også kendt som lidt af en slagsbror. Det bekræfter Christiano, Giottos gamle ven og ejer.

”For år tilbage kom det til slagsmål ude i skoven, da Giottos ærkerival – et rigtigt gammelt svin – var kommet ind på Giottos revir. Det kom til kamp, så blodet flød, og det gik så voldsomt til, at man kunne høre dem flere kilometer væk. Der er ikke nogen, der har set vildsvinet siden,” griner Christiano og fortsætter: ”Vi har vores metoder, og han er nok endt i en god spaghetti bolognese.”

SKUFFET TRØFFELHUND

Da vi begynder den sidste strækning op ad en lille grusvej, er det tydeligt, at Giotto er ivrig efter at komme på jagt. Med Giotto i front forsøger Christiano og jeg at følge med, men det er ikke let i den tætte skovbund. Det er tydeligt, at der har været andre herinde, for der er helt friske spor flere steder, og der er nygravede huller, hvor der for få timer siden nok lå en lækker og kostbar, hvid trøffel. Det er tydeligt, at Giotto er irriteret, og han snuser og snuser hver gang, der er et tomt hul i jorden. Han kan lugte, at der har været en trøffel i jorden. Christiano tager en håndfuld af den fugtige, løse sandjord op, og den dufter fantastisk af trøffel. Da vi igen kikker ned, er Giotto gået i gang med at pisse på hullet for at advare nattens røvere om, at der bliver ballade, hvis de skulle finde på at komme igen.

GEVINST

Vi følger et udtørret flodleje, hvor jorden er meget fugtig. Pludselig ser vi Giotto stoppe op. Han begynder at grave febrilsk, mens Christiano råber højt for at få ham til at slappe lidt af. Det er ikke godt for helbredet at blive så ophidset – specielt ikke for en ældre hund som ham. Da vi når frem, markerer Giotto en lille brun knold i jorden. Der ligger en lille hvid ”guldklump”. Vores første trøffel. Jagten har båret frugt, og alle er glade. Specielt Giotto, som nu får en lille snack af Christiano som belønning. Vi fortsætter, men der har helt klart været en hær af jægere her natten inden. Jorden er flere steder pløjet helt op, og Christiano bander højlydt ”damn cinghiale!”

Der bliver heldigvis snart sat en stopper for røverierne, fordi jagtsæsonen på vildsvin står for døren, og så er det regnskabets time. Så vil Giottos rivaler blive lavet om til prociotto, pølser og bolognese, som så på ironisk vis får en gang frisk trøffel på toppen.

Men i dag skal vi lave retter med trøffel, og vi bevæger os alle tre hjem mod Christianos køkken.