Middag med et formål
Tidligere i maj blev der lavet mad med et større formål, da Cooking for a Cause blev afholdt ved Grønttorvet i Valby. Aftenen var arrangeret af et madglad makkerpar og med opbakning fra en lang række frivillige fra gastrobranchen. Copenhagen Food var med.
Solen skinner endnu på pladsen ved Grønttorvet i Valby, selvom klokken har slået 17.30, og de sidste par ugers kulde har fjernet næsten alt håb om forår. Der er tændt op for bålgrillen, som skal bruges til en af aftenens forretter, og de frivillige er ved at lægge sidste hånd på forberedelserne. Vi bliver budt på en læskende drink med rabarber, jordbær og vanilje. Den nyder vi i eftermiddagssolen, mens de sidste gæster ankommer, og duften af bål spreder sig.
Aftenens arrangement hedder Cooking for a Cause og er en pop-up velgørenhedsmiddag til fordel for Trampolinhuset. Trampolinhuset holder til i Nordvest, København, og arbejder med at sikre integrationen af asylansøgere i det danske samfund. Bag initiativet for middagen står privatpersonerne Jonas Højland og hans svigerfar Mik Fabricius, som for to år siden arrangerede en lignende middag til fordel for hjemløse i Odense.
”Da flygtningekrisen kom, tror vi, at mange sad med en følelse af utilstrækkelighed. Der er jo heldigvis mange måder, man kan hjælpe på. Og for os blev det nærliggende, at det var gennem noget, vi selv værdsætter – nemlig god mad,” siger Jonas og Mik.
Og god mad kommer der masser af til middagen. Vi ved på forhånd, at otte kokke og madbloggere sammen har kreeret en eksklusiv 8-retters menu til aftenens cirka 100 gæster. Ved ankomsten spotter vi også Christoffer Brink, køkkenchefen på NIMB’s nye restaurant Gemyse, som har slået et smut forbi og overrasker os med nogle snacks fra den grønne restaurant.
Fællesspisning, aske og spiselige blomster
Alt fra råvarer, kokke og personale til lokaler og bordopdækning er sponsoreret i den gode sags tjeneste, og aftenen er udelukkende blevet til på baggrund af frivillige kræfter. Blandt sponsoraterne er eksempelvis Rebel Food, Arla Unika, Torvehallerne, Laudrup Vin, Premium Acqua og selvfølgelig de otte mænd, der hver stod bag en af retterne:
Jakob Nusbaum (gourmensch.dk), Mik Fabricius (mikkersmad.dk), Anders Rytter (frederiksminde.com), Nicolaj Christiansen (kokkelandsholdet.dk), Karl Ejnar Jørgensen (raavare.dk), Thomas Alcayaga (madetmere.dk), Mads Cortsen (cortsendining.dk) og Rasmus Palsgård (feinschmeckeren.dk).
Én efter én får vi de otte retter serveret, og der opstår et par minutters pause i samtalerne ved bordet til begejstring og beundring af maden. Der er især stor æstetik over Mik Fabricius’ oksetatar med løgaske og ramsløgsblomster, som bag det sorte ydre gemmer en smagfuld, rosa tatar. Også Rasmus Palsgårds portvinssyltede svesker med saltkaramel, creme anglaise og hibiscusblomster er smukt anrettet og falder i rigtig god jord. (Se alle retterne i fotoreportagen nederst i artiklen).
Alle retter er vellykkede. Der er ikke sparet på de gode råvarer, og tilberedning bærer præg af, at der er lagt tid, kræfter og kærlighed i hver eneste anretning. Men det er fællesspisningen, der binder hele oplevelsen sammen. Under bregner og andre grønne stilke er der placeret seks store langborde, som aftenen udfolder sig ved. Stemningen er helt i top, og det skyldes formentligt, at der er så mange engagerede mennesker samlet på ét sted.
Setuppet følger fint den stadigt voksende trend for fællesspisning i Danmark, men falder også i tråd med en af de helt centrale aktiviteter i Trampolinhuset. Her er fællesspisning nemlig en vigtig faktor for at bringe asylansøgere og frivillige tættere på hinanden. Mad er noget, vi alle har et forhold til, og det er noget, vi alle har brug for. Når man som flygtning kommer til Danmark, har man ingenting, og man savner familie, kultur og mad. Derfor er fællesspisning meget betydningsfuldt, og det er med til at sprede følelsen af at være en del af en storfamilie.
Fra venstre: Jonas Højland og Mik Fabricius.
Al overskuddet fra den gastronomiske aften går ubeskåret til Trampolinhuset. Via billetslaget formåede Cooking for a Cause at samle 71.250 kroner ind, og det svarer til det beløb, Trampolinhuset årligt bruger på at lave mad. Vil du vide mere om Trampolinhuset, eller kunne du have lyst til at give en hånd med, kan du læse mere på trampolinehouse.dk.
Se alle aftenens otte retter i fotoreportagen her:
- Christoffer Brink: Grønne snacks fra NIMB's nye restaurant Gemyse.
- Jakob Nusbaum: Bålgrillede østers, dildmayo, maltjord, tangaske og skovsyre.
- Mik Fabricius: Oksetatar, stegt brød, estragonmayo, løgaske, syltede perleløg og purløgs- og ramsløgsblomster.
- Anders Rytter: Saltet torsk med brændt, hvid miso, blomster og sauce på fåremælksvalle, fermenteret honning, lagret blomstereddike og kærnet smør trukket med asparges.
- Nicolaj Christiansen: Grillet jomfruhummer, glaserede asparges, mandel/olivencreme, Terraliva-olivenoliesauce og hjemmebagt surdejsbrød med enebær og trøffel, lardo og glaskål.
- Karl Ejnar Jørgensen: Rosastegt lammefilet rullet i urter med rejer, gulerødder og rabarber.
- Thomas Alcayaga: Kalvefrikassé anno 2017: Grillet kalv, forårsgrønt, syltede morkler og skilt blanquette.
- Mads Cortsen: Mild violfromage, rabarbersorbet, marengs og nitrogenfrosset rabarber-/kamillegranité.
- Rasmus Palsgård: Portvinssyltede svesker, creme anglaise, saltkaramel og tørrede hibiscusblomster.
LÆS OGSÅ: Fra Michelinmad til havefest i Tivoli