Med Jude & Johnnie i Venedig
Der er løbet en hel del vand under Rialtobroen i Venedig, siden Marco Polo stævnede ud i jagten på en ny verden. Men selvom træpillerne under byen i højsæsonen nærmest er ved at bryde sammen under presset fra de mange turister, er romantikken og æstetikken stadig intakt langs Kanal Grande. Vi mødte Jude Law under filmfestivalen til en snak om whisky, simpel, italiensk mad og teenagedøtre, der kun vil spise vegetarisk.
Fra bagsiden af Hotel Cipriani har man direkte udsyn til Markuspladsen. Og står man her tidligt om formiddagen, som vi gør denne torsdag, er man i svalende skygge fra solens skarpe stråler. Stemningen er spændt og en smule ærbødig. Sikkert fordi det er de færreste fra den inviterede presse, der er vant til at slå deres folder på et af verdens mest legendariske hoteller og drikke bobler før kl. 12, mens de venter på en filmstjerne.
Vi er langt væk fra horderne af kinesiske turister nær indsejlingen til Kanal Grande. Og lydmuren består kun af lidt klingrende glas og sagte tale suppleret af bølgeskvulp langs kajen, skabt af de gamle Riva-både, der sejler til og fra hotellet med gæster. Ved Ciprianis rå og nærmest middelalderlige ydermure på nordsiden er der dækket fint op med hvide duge, nypudsede glas, frisk frugt og en lille bid mad til dem, der kom for hurtigt ud af hotelsengen. Vores selskab er flankeret af et par store ”homeland security-lignende” fyre i jakkesæt med sorte slips, mørke solbriller og walkie-talkier.
Men nok om de imponerende omgivelser. Anledningen er Filmfestivalen i Venedig, hvor der er premiere på kortfilmen, The Gentleman’s Wager, med Jude Law og den italienske skuespiller Giancarlo Giannini. Man kommer længst med ærlighed, og filmen er et stykke umanérlig begavet markedsføring lavet i samarbejde med whiskymærket Johnny Walker Blue Label. Den handler i korte træk om to rigmænd, der fordriver livet på dækket af en fantastisk luksusyacht fra 1923, hvor de konstant spiller om yachten. Man vinder den ved at sætte sig selv en udfordring, gennemføre den og få den godkendt af modstanderen. Herefter er det så modstanderens tur til at sætte sig selv en udfordring. I filmen udfordrer Jude sig selv med en dans, hvilket er fortællingens omdrejningspunkt. Det kan bedst beskrives som en slags Den hvide sten for folk som Mads Dinesen og Per Ulrich Karpf – til dem, der kan huske den svenske børneserie. Forskellen er retfærdigvis, at Jude Law og Giancarlo Gianninis karakterer har masser af stil, og at man får sympati for dem.
NOT ON THE ROCKS
De seje kommer som bekendt aldrig til tiden. Og Jude er sej, så jeg når at indtage croissant og espresso nummer tre, inden han lægger til kaj med sit entourage. Han er storsmilende, iført marineblåt jakkesæt og moderigtige sko uden sokker. Folk klapper, og min mave rumler.
Johnnie Walker er en skotsk whisky med rødder tilbage til midten af 18 hundredtallet. I dag består Johnnie Walker af mærkerne Red Label, Black Label, Green Label, Gold Label, Platinum Label og altså Blue Label, der i grove træk er et produkt blandet ud fra ønsket om at skabe en whisky med karakter af de tidlige whiskyblandinger, man fremstillede i midten og slutningen af 18 hundredtallet. Den er inspireret af smagsnoterne fra Alexander Walkers Old Highland whisky fra 1867, og sammensat af et udvalg af verdens bedste whiskyer. Ikke kun dem, der er del af producenten Diageos egen portefølje.
Når man får en lille slurk Jonnie Walker Blue Label i munden, fornemmer man umiddelbart en frisk og frugtig smag. Efter kort tid udvikler den sig videre og bliver mere maltet og chokoladeagtig, og tonerne af træ bliver også mere markante. Finalen er en varm og røget finish.
Blue Label ligger i den mere luksuriøse ende. Flasken har serienummer og koster fra 1200 kr. til 1750 kr. per flaske, så man forstår godt, at der skal en verdensstjerne i skræddersyet tøj og håndlavede sko på en yacht fra 1923 til at matche den form for luksus, når man skal fange essensen af whiskyen over seks minutter på ”det store lærred”.
Langt de fleste drikker deres Blue Label forkert. Og mens vi gør os klar til interviewet med Jude Law, fortæller Tom Jones om, hvordan man skal nyde sin Blue Label for at få alle smagsnuancerne ud af den. Det er desværre ikke den walisiske sanger Tom Jones, men derimod Johnnie Walkers Global Brand Ambassadør. De har bare samme navn. Træerne vokser ikke ind i himlen.
”Man skal sørge for at have et glas isvand ved hånden. Så starter man med at sippe en lille tår koldt vand for at rense munden. Herefter tager man en ny og meget længere tår vand, synker og drikker af sin whisky. Teksturen og smagsnoterne kommer helt anderledes frem, når munden er afkølet i vand. Oplevelsen fra frugt til malt og chokolade, videre til træ og endelig røg bliver meget mere markant,” fortæller han, mens vi sammen nyder en morgen-whisky. Og i kølvandet på den én til. Nogle whiskyer har godt af at få tilføjet et par isklumper, men det er ikke tilfældet med Blue Label, belærer Tom Jones os. Her skal isen være i et separat glas med vand, hvis man vil have den bedste smagsoplevelse ud af den.
HEY JUDE!
En del klogere på whisky og meget afslappet i kroppen af alle smagsprøverne bliver jeg guidet videre mod hovedpersonen, efter en ung, italiensk pressedame har gjort mig opmærksom på, at det er ved at være tid. Jude Law er oplagt på et plan, der næsten er svært af matche. Hans ben ligger nonchalant over kors, og albuerne er skiftevis solidt placeret på bordkanten eller fritsvævende, mens han engageret besvarer spørgsmål med fægtende arme, som var vi midt i en scene fra Macbeth. Lidenskaben og passionen i ham fejler ikke noget, og det var på sin vis også den, der åbnede hans øjne for whisky.
”Jeg har faktisk først fået øjnene op for whisky for nylig. Jeg var med i et teaterstykke tilbage i 2011, hvor jeg spillede en lidt forhutlet fyr, der levede på en båd. Karakteren talte konstant om whisky på en meget smuk og poetisk måde. Han tolkede nærmest livet ud fra whisky. Det trængte ind under huden på mig, og jeg endte faktisk med at blive forelsket i whisky på den baggrund. Og så begyndte jeg selvfølgelig også at drikke det.”
Hvordan fortrækker du så at drikke din whisky?
”Straight up. No fuss. Ligesom det fra starten af har været meningen. Jeg bryder mig ikke om is i min whisky.”
Har du en favoritcocktail med whisky?
”Jeg er ikke så meget til cocktails, så nej. Jeg er faktisk mest til grøn te og vand, når jeg altså ikke drikker whisky.”
Hvad synes du, man udstråler som mand med et glas whisky i hånden?
”Maskuline forfattere som Ernest Hemingway og Charles Bukowski var glade for whisky. Og det har jo på den ene eller anden måde været med til at give drinken et bestemt image. Der er noget ideelt over den drink. Den udstråler magt, status og kompleksitet, som jeg ser det. Det er også en drink, der tager tid. Både at fremstille og at drikke, hvilket også er med til at give drinken en vis seriøsitet. Folk har ofte et meget personligt forhold til whisky på en helt anden måde, end de for eksempel har til en øl. Jeg kender folk, der kun drikker meget bestemte whiskyer. Hvis de ikke kan få dem, springer de over. Og så er der så meget passion i whisky for nogle mennesker, at det kan være en decideret kilde til diskussioner og skænderier på samme måde, som politik kan.”
Nu springer jeg lidt i det. Vi er i Italien, som er et af verdens bedste lande at befinde sig i, hvis man går op i mad. Hvad er dit forhold til italiensk mad?
”Jeg elsker italiensk mad. Jeg kender Venedig ret godt, men jeg kommer direkte fra en ferie med min familie og er fløjet ind i går, så jeg har ikke rigtig været ude at spise i byen denne gang.”
Hvad er det, du godt kan lide ved italiensk mad?
”For det første elsker jeg, at der er sådan en orden i serveringerne – antipasto, primo, secondo og dolce. Det passer rigtig godt til mit temperament. Men mest af alt elsker jeg italienernes evne til at tage noget voldsomt enkelt som for eksempel en tomatsovs og få det til at smage af noget, man aldrig kunne fremtrylle i London. Alt sammen på baggrund af simple, gode råvarer.”
Altså at de tager udgangspunkt i det, de har ved hånden?
”Præcis. Jeg har i det hele taget rejst ret meget i hele Europa. Og hvis man bare spiser lokale egnsretter, bliver man næsten aldrig skuffet. Men det er helt specielt påfaldende i Italien, synes jeg.”
Har du en livret fra det italienske køkken?
”Så vil jeg igen holde mig til det simple og sige en klassisk Spaghetti Bolognese. Men jeg ville nok ikke bestille den derhjemme. Hvis jeg går ud og bestiller en Spaghetti Bolognese i aften, kan smagsoplevelsen ikke sammenlignes med den Spaghetti Bolognese, jeg ville få i London.”
Laver du selv mad derhjemme?
”Ja, det gør jeg. Mit liv kredser, som det gør for så mange andre, omkring mine børn. Min datter har besluttet sig for at være vegetar, så jeg tilbereder altid et separat måltid til hende uden kød. Jeg nyder at lave mad, og jeg har fundet ud af, at jeg er ret god til at improvisere, så jeg arbejder ikke så meget med opskrifter. Det burde jeg måske, men mine børn er meget velopdragne, så de brokker sig ikke, når der bliver serveret. Et eller andet må jeg jo gøre rigtigt.”
Audiensen er slut, fortæller den italienske pressedame mig midt i en sætning. Og da vi er de sidste, der interviewer ham, forsvinder helten hurtigt i solnedgangen. I det her tilfælde ud ad døren i retning af den samme båd, han ankom i. Du kan selv se filmen The Gentleman’s Wager ved at søge på den på Youtube.
