Med en sølvske i munden
Kreativitet, provokation og viljen til at overraske. Det er kodeordene hos sølvproducenten Pampaloni i Firenze, der har skabt et overraskende og hyperromantisk spisested, som er blevet en kæmpesucces, i arbejdernes gamle kantine.
”Som ung havde jeg helt klart den holdning, at jeg ikke ville arbejde med sølv. Gennem hele min opvækst var jeg kommet meget i vores familiedrevne virksomhed, hvor alt handlede om sølv. Og det gad jeg i hvert fald ikke at beskæftige mig med i mit voksenliv. Hvad jeg egnetlig ville, vidste jeg ikke helt. Det skulle bare ikke være sølv. Men på et tidspunkt begyndte jeg at give min bror, Francesco, en hånd med her i fabrikken, og lidt efter lidt, dag efter dag, blev jeg suget ind i hele denne forsølvede verden.”
Gianfranco Pampaloni griner og slår selvironisk ud med hånden for ligesom at vise, at trods hans ungdommelige afvisning af det ædle metal befinder han sig i dag alligevel fuldstændig omgivet at sølvgenstande – bestik, kandelabre, pokaler, fade og fantasifulde objekter – som virksomheden har produceret siden 1904.
Straks, man træder indenfor i den lille, familiedrevne virksomhed, står det klart, at her handler det hele om sølv. Bankboksen, der står åben, bugner af sølvvarer, som er klar til at blive sendt ud til alle fire verdenshjørner. Og inden i Pampalonis showroom kan man beundre nogle af de forskellige kreationer, som virksomheden – og Gianfranco Pampaloni i særdeleshed – har skabt gennem tiden.
Sølvgenstandene er fantasifulde, usædvanlige… ja, man fristes til at sige provokerende. Her finder du med garanti intet, der vil minde dig om din farmors gamle sølvtøj!
DDR-UNIFORMER OG BORGERSKABETS SØLV
Sammen med Gianfranco går jeg gennem Pampalonis showroom og videre til fabriksdelen. Her hamres, pudses, smeltes og smedes, alt imens der er frit udsyn til kørende maskiner og alskens typer værktøj. Det er usædvanligt – og ganske overraskende – at finde en egentlig industriel produktion her blot cirka en kilometer fra Firenzes mange berømte renæssancemuseer.
Men overraskelserne er ikke forbi endnu. Gianfranco fører mig gennem fabrikken, op ad en vindeltrappe og videre op i toppen af bygningen, hvor jeg skal se Firenzes lige nu største nyskabelse på restaurantfronten.
Det er helt vildt, det her! Jeg befinder mig nu i et cirka 20 kvadratmeter stort rum, der siden 1950 har fungeret som arbejdernes kantine. Og så – om aftenen – nærmest som ved et trylleslag skifter det fuldstændig klæder. Fra kantine forvandler det sig til restaurant. Og det med en atmosfære, der overgår alt, hvad jeg hidtil har set. Bordene er godt slidte, og stolene er heller ikke af nyere dato. Men det er naturligvis ikke tilfældigt, for således kommer kontrasten mellem gammel og slidt i forhold til stil og luksus til at stå endnu stærkere.
”Det var i slutningen af 2012, at jeg fik ideen til restauranten. Det er et forsøg på at ’lokke’ folk ind i en fabrik, som de ellers ikke ville være kommet i. Men også et ønske om at gøre et traditionelt rum – sølvarbejdernes kantine – mere levende samt naturligvis at give de besøgende en oplevelse, som vel godt kan betegnes som ’ret anderledes’,” siger Gianfranco med et underspillet smil og fortsætter.
”For mig er luksus ikke lig med det at besidde en genstand. Sølv er ikke vigtigt for mig, fordi jeg ejer det, men fordi jeg bruger det. Det er den meddelelse, jeg gerne vil have igennem. Og findes der noget bedre sted at bruge sølv end under et måltid i en restaurant? For at gøre kontrasten mellem det ædle sølv og spisestedet så stor som mulig var det vigtigt for mig at lægge min restaurant i et ydmygt lokale, for eksempel en garage, en faldefærdig lejlighed eller som her i vores arbejderkantine. Omgivelserne er ydmyge, men når du er fuldstændig omgivet af sølv, føler du dig jo lidt som en konge. Det er mit koncept,” siger Gianfranco og smiler igen.
Kantinen er lyst op af en hammer og segl-loftsbelysning, der spiller ironisk op til borgerskabets sølvsymbolik, og for den ’drillesyge’ Gianfranco er det helt naturligt at lade sine tjenere – der er sølvmedarbejdere om dagen – beværte gæsterne i blandt andet en gammel DDR-uniform eller iført overalls og en katolsk præsteskjorte nedenunder.
En af tjenerne, Paolo, fortæller: ”Jeg har arbejdet for Pampaloni i mange år. Og jeg må indrømme, at jeg var lidt usikker omkring min nye rolle som tjener. Men nu synes jeg faktisk, det er sjovt og et godt afbræk i hverdagens rutine. Jeg vil faktisk sige, at det er lidt af en udfordring for mig, og så nyder jeg at se folks reaktion, når de træder ind i kantinen. Den reaktion, som jeg ofte oplever, gør mig ret stolt.”
INGEN REKLAMEGIMMICKER
Det er tydeligt, at Gianfranco Pampaloni har moret sig med at projektere sin stilfulde og meget anderledes restaurant, som trods et totalt fravær af reklamegimmicker er blevet en kæmpesucces i Firenze.
”Folk – både fra Firenze, men også turister fra stort set hele verden – kommer her via mund til mund-metoden. For vi reklamerer ingen steder. Hvad angår maden så har vi skiftende menuer. Jeg ville allerhelst have lavet en helt basic og næsten ydmyg menu for at sætte ekstra fokus på atmosfæren. Men til sidst endte det med, at vi besluttede os for en klassik restaurantmenu, som dog begrænser sig til 3-4 forskellige både for- og hovedretter,” fortæller Gianfranco.
Menukortet har en kommunistmenu, en menu med traditionelle italienske retter og en japansk menu. Chefkokken hedder nemlig Ryuichi Kaneda og er kommet til Firenze fra Four Seasons Hotel i Tokyo. På vinlisten finder man først fremmest toscanske vine med supertoscaneren Tignanello 2010 som den mest prestigefulde flaske.
Mørket har sneget sig ind på Pampalonis kantinerestaurant. De sidste gæster er ved at forlade restauranten. Paolo går rundt og blæser de sidste stearinlys ud, mens Gianfranco og Francesco Pampaloni følger mig gennem fabrikkens showroom imod udgangen. Da jeg atter står på gaden foran Pampaloni, reflekterer jeg over, hvad jeg netop har oplevet: et pragtfuldt måltid til en rimelig pris indtaget med et næsten 200 år gammelt sølvbestik, siddende mellem tændte og hyperelegante sølvkandelabre. Min følelse af at have været konge for en aften vil jeg prøve at holde fast i så længe som muligt.
