Ny madpolitisk festival vil gentænke madsystemet gennem velsmag, oplysning og inddragelse
I sommerfestivalernes fravær vil en nytænkt madfestival fra 26. august til 25. september se dagens lys i København og omegn. Med en stærk, aktivistisk og madpolitisk dagsorden inviterer Madland danskerne til at tage aktiv del i den bæredygtige omstilling af vores madsystem - en agenda, der udfoldes gennem madskoler, gårdbesøg, samtaler og et væld af lækre, tankevækkende madoplevelser.
Om Madland
26. august til 25. september
Madland har hovedkvarter i CPH Food Space i Kødbyen i København, men festivalens mange aktiviteter og begivenheder vil være fordelt over hele København og omegn.
Årets festivalsæson synes at være visnet væk, inden den overhovedet nåede at spire, men den 26. august trodser en ny, madpolitisk festival udviklingen med en måned fuld af madglæde og kritisk stillingtagen.
Festivalen Madland, iværksat af kommunikationsbureauet Koalition, bliver uden store, tætte forsamlinger, men vil i stedet agere platform for mindre events over hele København og omegn. Gennem en hel måned kan du blive klog på blæksprutter, besøge et bynært øko-landbrug, komme tættere på havets mangfoldige økosystem, spise ude i et af byens grønne åndehuller til Picnic på Kastellet, komme i ciderskole og meget mere.
“Vi ser mening i at bruge genstarten som anledning til at gentænke Danmark som madland. Madlands mål bliver at oplyse, inspirere og engagere festivalgæster såvel som professionelle aktører til at tage aktiv stilling til egen indflydelse på den bæredygtige omstilling af vores madsystem,” siger stifter af Madland og direktør i Koalition, Marie Sainabou Jeng, og fortsætter:
“Vi har talt med jordbrugere, producenter, spisesteder, købmænd og iværksættere, der alle er ivrige efter at skabe, sætte i værk og handle sig ud af krisen, og som er villige til at tilpasse sig Covid−19−situationens uvished. Med Madland giver vi dem mulighed for at tage del i en fælles madpolitisk dagsorden.”
Opbakning fra en bred skare af madaktører
Indtil videre tæller listen over virksomheder og organisationer, der tager del i Madland, blandt andet Staldkøkkenet i Kødbyen, Kitchen Collective, Havhøst, Seerupgaard, Æblerov, Folkets Madhus, Mejeriforeningens Ost & ko, Jalm&B, Irma, FoodSHIFT 2030, Godis Grønt m.fl.
“Corona har hæmmet og aflyst møderne mellem de spisende og producerende. Efter lempelserne af forsamlingsforbuddet besluttede vi os for at sætte festivalen i værk med et program, hvor man foruden en stærk nerve af værtskab, smag og sanselighed også vil opleve elementer af uddannelse, samtale og opfordring til at tage aktiv del,” fortæller Marie Sainabou Jeng.
Foruden de mange spredte begivenheder vil Kødbyens madinnovationshus CPH Food Space i coronabegrænset omfang agere central platform for events.
En større, langsigtet plan for at forbinde og styrke madsystemet
Festivalen er første initiativ fra den nye platform Madland: En madpolitisk møde-, medie- og vidensplatform, hvor danskerne kan blive klogere på det store og ofte uoverskuelige system, der ligger bag de råvarer og produkter, vi spiser til daglig. Madland vil desuden forbinde og forene professionelle aktører i madsystemet og på den måde sætte scenen for, at nye møder, samarbejder og værdifællesskaber kan gro sammen. Madland er stiftet af Koalition i 2020 og går i luften som aktiv møde-, medie- og vidensplatform i 2021.
Madland har seks spor, der kategoriserer begivenheder og andre aktiviteter i programmet:
- Mad:samtalen: Rummer samtaler, podcasts og andre ord om at gentænke maddanmark under emner som socialgastronomi, iværksætteri, land- og jordbrug, klima, cirkulær økonomi, offentlige måltider, madsystembrydere og børn og unge.
- Mad:skolen: Vil maddanne og skabe interesse for råvarer og madlavning gennem køkkenskoler, workshops, smagninger og andre dannende og uddannende events online eller fysisk.
- Mad:byen: Sker på byens spisesteder, restauranter og beværtninger og samler de events, artikler, rapporter og film, der omhandler bylivet for folk, der spiser- og drikker ude. Bl.a. afholder Koalition Den lille københavnerpicnic, der i samarbejde med lokale restauranter og barer skaber en række picnicstationer i byens grønne åndehuller.
- Mad:hjemmet: Samler events, aktiviteter, film osv., der understøtter, at folk går i køkkenerne derhjemme og spiser sammen. Sporet vil rumme online og offline fællesspisninger, fælles madlavning/madskoler m.m.
- Mad:landet: Sporet inviterer københavnerne ud på landet for at møde og lære af de landmænd, jordbrugere og producenter, der forsyner byen. Det kan være gårdbesøg, høstmiddage, høsthjælp mm.
- Mad:havet: Favner events, der sker i og omkring havet, for at give større interesse og mod på havets uopdagede ressourcer. Det kan være fisketure, auktionsbesøg, tanghøst og lignende.
Den første åbningsdag til Madland er onsdag den 26. august. Festivalen fortsætter helt frem til 25. september med cirka 60 forskellige events, spredt over hele måneden. Læs mere på madlandfestival.dk.