Månedens bidder – juli
Det er ingen hemmelighed, at redaktionen på Copenhagen Food er glad for mad og drikke. Vi er konstant enten ude at prøve nye steder og retter eller at genbesøge vores favoritter i byen. Få inspiration, gode råd og anbefalinger til dine næste bidder, når vi ser tilbage på vores i juli.
Nusha: Jomfruhummer på Restaurant Tolv
Sommer i én (meget smuk) servering! Den nye Vesterbro-restaurant serverede grillet jomfruhummer med et stykke lardo, gemt under en bunke af de skønneste, sprødeste danske ærter, mynte, hybenrose og en smagfuld bouillon. Det var, som om mine smagsløg dansede!
Enghave Plads 12,
1670 København
Anders: Rum Old Fashioned hos Gedulgt
Man tror, man er gået forkert, når man står i baggården på Fredensgade 41 i Aarhus og leder efter cocktailbaren Gedulgt. Indgangen er i bedste Batmanstil gemt i det, der ligner gårdens redskabsskur. Man mærker med det samme, at servicen er i højsædet, og det er kvaliteten på deres cocktails også.
Fredensgade 41,
8000 Aarhus
Anna: Salte vafler på Musik i Lejet
Salte valfler med krabbesalat og arancini med trøffelmayo. Serveret hos Anarki på Musik i Lejet 2019. Gennemført snasket og mundvandsfremkalende. Gik særdeles godt med Somersby Rosé!
Nusha: Kaffe-soft-serve hos Coffee Collective
Soft-serven med kaffe og espressopulver fra Coffee Collective plejer at være en klassiker for mig hver sommer. I år har jeg opdaget, at de også laver den i affogato-stil. Det vil sige: fløjsblød softice med smag af kaffe, espressopulver drysset på toppen og et espresso-shot oveni. Den kvikker både op og køler ned. Ja tak.
Jægersborggade 57,
2200 København
LÆS OGSÅ: Månedens bidder – juni