Løft din gin og tonic til nye højder
Selvom en G&T egentlig er en ganske simpel drink, rækker kombinationerne af gin, tonic og tilbehør langt ud over den klassiske skive citron. Det viser Iben Diamant i sin nye opskriftsbog, som udkommer i dag. Læs med og få et par af opskrifterne her.
Om Iben Diamant
Iben Diamant (f. 1990) har siden 2014 skrevet sine ginbekendelser på bloggen WhyNotGin.dk, hvor hun deler ud af sine store ginøjeblikke. Hun er uddannet cand.merc. i Brand & Communications Management fra Copenhagen Business School og har arbejdet med digital marketing og kommunikation. I dag er Iben ginentusiast på fuld tid. Ud over den lille bestseller Gin, tonic og tilbehør (2017) har Iben Diamant også skrevet ginbiblen GIN (2018).
… udkommer i samarbejde med Rosinante. Vejledende pris: 70 kr.
Gin er virkelig oppe i tiden, og det ser ikke ud til, at trenden er nedadgående. Er der nogen, der virkelig ved en masse om den delikate driks potentiale, er det den begejstrede ginkender Iben Diamant. Nu deler hun ud af sin viden i en ny opskriftsbog ‘Gin, tonic & tilbehør – Masser af nye opskrifter‘.
Iben Diamant har smagt sig gennem en lang række af de nye ginner, der i øjeblikket giver de gamle baghjul, og hun har mixet en kavalkade af nye lækre drinks. Også på tonicfronten er der sket en masse, så bogen byder også på en bred liste af originale Iben Diamant-opskrifter, som kan tilfredsstille enhver ginnyder.
Vi deler et par af Ibens opskrifter, men først tre hurtige spørgsmål til ginentusiasten:
Hvad er det vigtigste for at lave en god G&T?
“Mange glemmer, at hvis man virkelig gerne vil imponere med sin G&T, er det vigtigt, at forholdet mellem gin og tonic sidder lige i skabet. Tommelfingerreglen med 1 del gin til 2 dele tonic er et meget godt udgangspunkt, hvis ens gin har en alkoholstyrke på max. 40%, og man har husket at putte masser af isterninger i sit glas. Har man derimod fået fat i en gin, der har en stærkere alkoholprocent, kan det være en fordel at give den lidt ekstra tonic.
Generelt er en G&T så simpel en drink, at det kan være svært at trylle den op til nye højder, hvis du ikke vil investere en lille smule i ingredienserne. Helt undervurderet er kombinationen af forholdet, isterningerne og typen af garnish – det, jeg kalder tilbehør (som skal gøre det ud fra den klassiske skive citron på toppen af enhver G&T). Men det er klart, at kvaliteten af den gin og det tonic, man vælger, har en stor betydning for resultatet af den færdige drink.”
Hvad kan man servere til en G&T?
“Mad-wise? Alt! Du kan drikke G&T om eftermiddagen på terrassen uden mad. Du kan nyde en before dinner G&T med salte mandler, oliven og godt brød til. Du kan drikke G&T til maden – især hvis du har kastet dig ud i en større tapasanretning med ost og pølser, skinker, dadler, artiskok, og hvad der ellers hører med. Og faktisk så kan jeg varmt anbefale at drikke G&T til indisk mad. Det fungerer supergodt! Du kan også sagtens lave nogle frække twists på din G&T, så de kan fungere enten som dessert eller til dessert.”
Hvilken G&T laver du oftest til dig selv og dine gæster?
“Uha, det er helt sikkert det sværeste spørgsmål. Det er jo ofte variationen, der gør det supersjovt. Alle har deres egne favoritter, men selv elsker jeg at opleve, hvor forskelligt en G&T kan smage. Nogle er knastørre og meget “gran-agtige”, altså har en dominerende smag af enebær, hvor andre smager meget mere af citrus eller måske af blomst og frugt. Jeg forsøger ofte at vise mine gæster, at en G&T kan smage på mange forskellige måder, så jeg har ikke én go-to G&T. Derfor har jeg samlet alle favoritterne og de opskrifter, der har hittet allermest, i min nye bog ‘Gin, tonic & tilbehør – Masser af nye opskrifter‘.”
Cape Fynbos Gin
Hepple Gin
Moletto Gin
LÆS OGSÅ: Gode gamle drinks med gin