En lille én efter julefrokosten på Nørrebro
Er du til cocktails eller kolde håndbajere efter julefrokosten, så guider vi dig de kommende fire uger til værtshuse og cocktailbarer i brokvartererne, som du kan kaste dig over med den hårde kerne, når selskabet splitter op. Husk at drikke et glas vand indimellem.
The Barking Dog
The Barking Dog er en ”cocktail-pub” med bløde sofaer at slænge sig i, mørke hjørner til hemmelige møder og rigtig god service. Her er et miks af både øl, vin og gode cocktails og samme miks af gode mennesker. Musikken er god, men den er ikke højere end, at man kan have en hyggelig samtale. Baren er åben alle ugens dage fra kl. 16.00-24.00 (02.00) og er derfor oplagt som et perfekt pre-dinner (julefrokost) sted.
Sankt Hans Gade 19
2200 København N
Vinhanen
Hos Vinhanen får man ”vin fra hanen”. Her står der fem store tanke med op til 900 liter vin i hver, alle importeret af vinhanen selv. Vinen kan købes i pantflasker til at nyde på stedet eller i fem-liters dunke til at tage med hjem. Så selv hvis julefrokosten trækker ud og skal fortsætte andet sted, kan Vinhanen også være behjælpelig med det. Hvilke vine, der er på kortet, skifter, og der er et fint udvalg af ost og charcuteri til at holde sulten for døren. Du kan ikke bestille bord på Vinhanen, men til gængæld er de gode til altid af finde et lille hjørne med to stole til dig og din ven. Vinhanen har åbent mandag-lørdag (14.00) 16.00- (23.00) 24.00.
Baggesensgade 13
2200 København N
Nørrebro Bryghus
Nørrebro bryghus åbnede dørene i Ryesgade i 2003, og bryggeren Emil Rosendahl Jensen brygger her et stort udvalg af både klassiske og mere eksperimenterende øl. Nørrebro Bryghus er et kombineret bryghus og spisested, hvor stilen lægger sig op af årstiden og ølstilen. Nørrebro Bryghus tilbyder både, at man kommer kun for øllens skyld og for eksempel smager deres ”samples”, hvor man frit vælger fire forskellige øl og får 10 cl. smageglas af hver eller vælger bryghusets øl-menu til maden. Huset emmer af god stemning og duften af den herlige humle i baggrunden. Nørrebro Bryghus har åbent mandag-søndag 12.00-(22.00)-24.00-(02.00)
Ryesgade 3
2200 København N
Drone
”Nørrebros rockklub” har eksisteret siden 2009 og ligger i Apparatets gamle lokaler. Drone er efterhånden et af Nørrebros eneste dansesteder, og stedet har åbent kl. 22.00-05.00 torsdag, fredag og lørdag med gratis entre. Kælderen er fuld af dj’s og koncerter med forskellige rock-genrer, folk der danser tæt i mørket og varmen og billige øl. Og der er faktisk også kun døre på hver andet toilet, men det passer mærkværdigvis helt perfekt og en del af charmen sammen med resten. Så når promillen når sit højeste, og fødderne opfinder nye dansemoves, så smut forbi og dans natten lys sammen med resten af Nørrbro.
Nørrebrogade 184
2200 København N
Kösem
Når du har danset færdig på Drone, har fundet en sød julealf at udveksle telefonnummer med, og maven er begyndt at rumle lidt igen, så kan du gå to husnumre længere ned af gaden og få en bid mad. Som sidste stop inden sengen kalder, kan du slutte den gode julefrokost af på Kösem på Nørrebrogade. Kösem blev både i 2015 og 2016 kåret som årets bedste shawarma, og både torsdag, fredag og lørdag har de åbent til kl. 06.00 i tilfældet af, at aftenen bliver liiidt lang. Kösem har de klassiske menuer med döner kebab, pitabrød /durum, men også tyrkiske egnsretter og pizzaer. Dette burde give dig kræfter til den sidste krampestrækning hjem under dynen.
Nørrebrogade 186
2200 København N
Læs også, hvor du skal gå hen, hvis du befinder dig på Vesterbro: En lille én efter julefrokosten på Vesterbro