En lille én efter julefrokosten i Indre By
Er du til cocktails eller kolde håndbajere efter julefrokosten, så guider vi dig de kommende fire uger til værtshuse og cocktailbarer i brokvartererne, som du kan kaste dig over med den hårde kerne, når selskabet splitter op. Husk at drikke et glas vand indimellem.
Bo-Bi Bar
Bo-Bi Bars vigtigste kendetegn er mangfoldighed, og der er en fantastisk atmosfære. Her kan du drikke øl på flaske sammen med kunstnere, kontorfolk, journalister og andre med trang til at snakke. Flaskeøllene kan du supplere med et hårdkogt æg fra disken, hvis ikke du har fået nok under julefrokosten. Der er ikke ændret på de røde lamper og det røde tapet siden begyndelsen af århundredet, så her får du en værtshusoplevelse af de allermest autentiske.
Klareboderne 14
1115 København K
Palæ Bar
Palæ Bar har ånd, historie, smørrebrød til frokost og fem slags rom. Og så kan du høre jazz om søndagen. Det med smørrebrødet er I nok ret lige glad med, hvis I kommer fra det store julebord, men så må I lægge energien i de kolde øl. Det her er et værthus med klasse, charme og en snert af folkelighed, selv om det ligger placeret i den eksklusive ende af København ved Kongens Nytorv. Palæ Bar besøges af kunstnere, journalister, sportsstjerner og andre kreative sjæle, som er nået over de vilde tyvere og i de etablerede tredivere. Mange er også nået betydelig længere, må man sige.
Ny Adelgade 5
1104 København
Brønnum
Ejerne bag Ruby og Lidkoed har rimelig godt styr på deres cocktails og kunder. De har lige slået dørene op for Brønnum Kongens Nytorv, og om det er kronen på værket må tiden vise. Lokalerne er mildest talt historiske. I omkring 125 år var Café Brønnum i stueetagen familiedrevet fra den fantastiske beliggenhed lige op ad Det Kgl. Teater. Men de seneste mange år har det været brugt som billetudsalg for selv samme sted. Det er det som sagt blevet lavet om på nu. Så måske var det noget at svinge forbi til lidt godt til ganen.
August Bournonvilles Passage 1
1055 København K
Rubys
Helt nede ved vandet på Nybrogade ligger Ruby. Det er et sted med masser af albuerum og bløde møbler, du nemt kan flyde sammen i dem over en cocktail. Bartenderne på Ruby er nørdede, men det handler i højere grad om fantastisk cocktailkunst og ikke så meget om ekstravagant servering. Og så ligger Ruby faktisk på listen over verdens 50 bedste cocktailbarer. Det er en cocktailbar for mennesker af enhver slags.
Nybrogade 10
1203 København K
Læs også, hvor du skal gå hen, hvis du befinder dig på Nørrebro: En lille én efter julefrokosten på Nørrebro