Lær om fremtidens madlandskaber
Kan det virkelig passe, at vi kan producere tonsvis af næringsrigt mel uden at bruge en eneste kvadratmeter landbrugsjord? Og hvad har det berygtede mørkenet til fælles med et nyt initiativ, der vil skabe en mere bæredygtig restaurationsbranche? Madlandskaber 2021 er på gaden med nye perspektiver og en opfordring til at løfte i flok for at gentænke vores madsystem.
En ting er at tale om de store, nødvendige forandringer, der skal til for at lykkes med den bæredygtige omstilling. Det store spørgsmål er, hvordan vi lykkes med at skabe dem. Det nye digitale magasin Madlandskaber er netop udkommet og sætter scene til spirende og nye stemmer fra madfolk, der driver den bæredygtige forandring i Maddanmark. Magasinet er skabt i partnerskab mellem det nye madpolitiske samlingspunkt Madland og det tværeuropæiske forandringsprojekt FoodSHIFT 2030.
“Madlandskaber er en skueplads for de mange skønne folk og initiativer, der ikke blot arbejder inden for sin egen silo, men i stedet søger samspillet med verden omkring dem. De vil alle bidrage til en ny retning for vores madsystem, men de er også klar over, at de ikke står med løsningerne alene. Det gør ingen af os – og derfor er vi utrolig glade for at kunne give inspirerende stemmer plads i vores magasin, hvor de kan udveksle meninger, erfaringer og viden. Det er sådan, vi konverterer små skridt til syvmileskridt,” forklarer Marie Sainabou Jeng, stifter af Koalition og Madland.
I Madlandskaber finder du finder en række opløftende og begejstrede eksempler, inspirerende historier, skarpe holdninger og lækre fotoserier, videoer og podcast.
Læs mere om Madlandskaber fra deres hjemmeside her: