Lækkert design
Marije Vogelzang er spisedesigner. Og nej, hun designer ikke gulerødder og millionbøf. For, som hun selv udtrykker det, så er mad jo allerede designet af naturen. I sit job fokuserer hun på meget andet end selve maden, fordi hun mener tilberedningen, historien og kulturen omkring maden er lige så vigtige elementer.
BLÅ BOG
Marije Vogelzang
• 37 år
• Uddannet produktdesigner
• Bor i Holland
• Har arbejdet med spisedesign i 15 år
• Har sit eget studie i Dordrecht i Holland, hvor hun underviser unge designere i at designe og arbejde med mad.
• Derudover laver hun performances, middage, madprogrammer, installationer, udstillinger og meget andet. Alt sammen med mad som redskab.
Der er design overalt. Møbeldesign, tøjdesign, designerhuse, ja, selv designerbabyer. Men spisedesignere? Dem hører man sjældent om. Og der er da heller ikke mange, som har begivet sig ud i dette lidt særprægede erhverv, som for mange måske er ukendt område. Hollandske Marije Vogelzang begav sig ud i spise-designets forunderlige verden. Hun vil ikke kaldes maddesigner, for hendes job er meget mere end at anrette en tallerken og lægge grøntsagerne på den rigtige måde. Derfor kalder hun sig helst for spisedesigner.
”Maddesign er bare en del af det; nemlig at designe maden. Men spisedesign er mere interessant, for det kan også have at gøre med alt det uden om maden. For eksempel at designe madsystemer, hvor man kan ændre på, hvordan mad produceres og distribueres, så det eksempelvis bliver mere miljørigtigt.”
HJØRNESOFAER ELLER BAGEKARTOFLER?
Marije Vogelzang vidste længe, at hun ville være designer. Oprindeligt læste hun til produktdesigner, men hun vidste i begyndelsen ikke helt, hvor hendes uddannelse skulle føre hende hen. Og da design af produkter kan variere fra at kreere en ketchupflaske til at designe hjørnesofaer, må de fleste designere igennem en proces, hvor de prøver sig frem og arbejder med forskellige materialer for at finde ud af, hvad deres kreative hjerte banker for. Sådan var det også for Marije Vogelzang.
”Jeg læste til produktdesigner, fordi jeg oprindeligt ville designe møbler. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg egentlig ikke var så god til det med at skabe former og figurer, så jeg ledte efter den måde, jeg bedst kunne udtrykke mig på. Og ligesom mange designere prøver sig frem med forskellige materialer som plastic, træ osv., så prøvede jeg mig også frem med mad,” fortæller spisedesigneren, hvis interesse for at designe med mad som materiale udsprang af en undren over, hvorfor ting som bagekartofler og broccoli ikke i samme grad før har været centrum for design. Der er stort set designere inde over alt i dag, og mad er jo en helt basal ting i livet.
DEN FØRSTE AF SIN SLAGS
Der var mange ting, som var spændende for den unge designstuderende i forhold til at arbejde med mad. Men som med alt andet nyt, man bliver stillet overfor i livet, hører ofte også udfordringer, og det var ingen undtagelse for Marije Vogelzang. Da hun begyndte sin karriere, havde hun ingen at læne sig op ad.
”Da jeg læste til designer, var der ingen, der designede mad, så jeg begyndte at udforske feltet. Men det betød, at der ikke var nogen, jeg kunne læne mig op ad, da jeg startede, for jeg kendte ikke andre som mig. Jeg måtte prøve mig frem og bare lave det, jeg følte for.”
Heldigvis gik det rigtig godt for den unge designer. I dag laver hun alt fra kunstinstallationer til store middage og performances med fokus på at få mennesker til at interagere med hinanden. Et af hendes projekter har for eksempel været at designe en julemiddag i Tokyo. Men i stedet for at lægge dugen på bordet hængte hun den op i loftet og lavede slidser i den. På den måde blev der lavet et rum omkring bordet, så gæsterne sad med hovederne inde i rummet og kroppen udenfor. Denne opsætning skabte en fysisk forbindelse mellem gæsterne, for når man rørte ved dugen ét sted, kunne en anden gæst mærke det et andet sted. Det skabte en følelse af at være i et fællesskab. Og så brugte hun maden til at forstærke denne følelse: To og to fik gæsterne serveret mad, der var delevenligt. Èn fik serveret en skive melon, der var delt i to, og det samme fik gæsten overfor. Uden at have fået besked på det begyndte gæsterne pludselig at dele maden med hinanden – præcis som Marije havde håbet på.
Marije Vogelzangs arbejde udfolder sig på meget forskellig vis. Ud over middage som den i Tokyo har hun eksempelvis designet programmer, der skal forbedre og effektivisere madsystemer på steder som supermarkeder og hospitaler. Hendes arbejde på hospitalerne udsprang af, at patienter ofte kan have svært ved at spise, fordi de for eksempel mister deres appetit på grund af medicinen og dens bivirkninger. Det ville hun designe sig ud af. Derfor lavede hun et program, der skulle få folk til at spise mere. Hun arbejdede med at gøre maden mere interessant for patienten og med at gøre familierne i stand til at hjælpe patienten med at spise mere.
ET KIG I KRYSTALKUGLEN
Marije Vogelzang designer ikke kun for at gøre nutiden til et bedre sted at være. Hun laver også udstillinger, hvor hun forsøger at forestille sig, hvordan mad og vores forhold til mad vil se ud i fremtiden.
”I fremtiden vil der være mangel på mad, og derfor vil mad også blive dyrere. Der vil komme flere køderstatninger og måske endda et sukkerforbud. Lige nu værdsætter vi ikke maden, fordi der er masser af den, men i fremtiden vil vi tillægge maden mere værdi, fordi der vil være mangel på den,” fortæller spisedesigneren, som blandt andet har opfundet fantasidyr lavet af sojaprotein, for at fremme brugen af køderstatninger.
AL MAGT TIL MADEN!
Men selvom hele konceptet omkring spisedesign kan lyde avanceret og måske lidt svært at sætte sig ind i, så forsikrer Marije mig om, at spisedesign på mange måder minder om det at designe borde og stole. Og hun laver – ligesom man gør indenfor andre designkategorier – også masser af modeller og skitser, før hun når frem til det endelige produkt. Alligevel, tilføjer hun, ser hun én betydelig forskel på at designe møbler og designe mad.
”Jeg synes, at mit job er vigtigere end for eksempel at designe en stol. For du er nødt til at spise, før du kan sidde. En stol kan være rigtig fin, og jeg har intet imod stole, men mad har en større magt. Alle spiser jo!” fortæller hun og tilføjer, at hun stadig bliver fascineret af at se folk putte sine design ind i munden.