Københavnske yndlingsgader: Ravnsborggade
Ravnsborggade er den første gade på højre hånd, som dukker op, når du passerer Dronning Louises Bro i retning mod Nørrebro. På trods af sin korte længde er listen af gode spisesteder og vinbarer på Ravnsborggade lang. Vi guider dig her til vores favoritter.
Det Ny Scala
Fra 1974 og frem til 2014 var Scala et klassisk, brunt bodega, hvor håndbajere og fyldte askebægre prydede lokalerne i Ravnsborggade. Men for fem års tid siden ændrede bodegaen navn til Det Ny Scala, og nu er stedet nok bedre betegnet som en bar. Der er stadig billige øl, og den hyggelige bodegastemning eksisterer endnu, men nu skal cigaretterne ryges udenfor, og askebægrene indenfor er skiftet ud med spillebægre og terninger. Det Ny Scala er et godt bud til en fyraftensøl i gode venners lag eller som afslutning på et måltid et andet sted længere nede ad gaden.
Ravnsborggade 8,
2200 København N
Bevar’s
Uanset om du er på udkig efter en bid morgenbrød, en kop eftermiddagskaffe eller et glas vin, kan du altid kigge forbi Bevar’s. Caféen er åben alle ugens dage fra morgen til sen aften, og i weekenden er der åbent til klokken tre om natten. Slå vejen forbi til en formiddagstallerken med blandt andet økologisk yoghurt og hjemmelavet müsli, æg, chorizo og friskbagt brød eller til et stykke smørrebrød med eksempelvis paneret rødspætte eller lun frikadelle. Om aftenen kan du nyde dagens ret, suppe eller salat til henholdsvis 115 og 95 kroner. Bevar’s er desuden et populært sted blandt studerende, der kan findes med næsen i bøgerne eller computeren i særligt dagstimerne.
Ravnsborggade 10B,
2200 København N
bevars.dk
Bambam
Der er ikke mange spisesteder i København, som serverer mad fra det caribiske område. Men det gør nyåbnede Bambam på Ravnsborggade. Her kan du udforske jamaicansk jerk chicken, som i bund og grund er grillkylling, der bliver grillet med en særlig jerk-marinade. Kyllingen bliver serveret helt traditionelt med rice and peas, og hvis du vil sætte prikken over i’et, skal du drikke sodavanden Ting ved siden af – det er den jamaicanske udgave af en Faxe Kondi. Ejerne af Bambam er musikeren TopGunn (Oliver Gammelgaard Nielsen) og Milan Damjanovic, som også ejer Lulu ved siden af.
Ravnsborggade 12D,
2200 København N
Lulu
Cocktailbaren Lulu er – i forhold til nogle af gadens andre steder – en af de nyere tilføjelser på Ravnsborggade. I hyggelige og stemningsfyldte rammer bliver der tryllet bag bardisken, og resultatet er cocktails med et twist. Du kan naturligvis også ønske klassiske cocktails i baren, men vi anbefaler, at du kaster dig ud i at prøve nogle af Lulus egne kreationer. Det kunne for eksempel være Lulus Licorice eller én af deres Old Fashioned-variationer.
Ravnsborggade 12E,
2200 København N
luluravnsborggade.dk
Maui
De farverige pokebowls hos Maui på Ravnsborggade tager dig på en rejse til Hawaii. Du kan vælge mellem 10 signaturbowls fra menuen, og de består typisk af enten laks, tun eller tofu og så alverdens lækre, grønne sager som edamamebønner, tangsalat, syltet ingefær eller rødløg og kål. Nogle bowls bliver toppet med kimchi og ponzusauce, mens andre rundes af med chili- eller gomadressing. Uanset hvad du vælger, er du garanteret en frokost eller et aftenmåltid med smæk på både farver og smage, og så tanker du helt sikkert også op på vitaminerne samtidig.
Ravnsborggade 14A,
2200 København N
mauicph.com
Cock’s & Cows
Cocks & Cows startede deres amerikanskinspirerede spisested på Gammel Strand i 2010, og nu kan du få de gode burgere flere steder i byen – blandt andet på Ravnsborggade. Selv om Cock’s and Cows i foråret sidste år blev solgt til den store finske restaurantvirksomhed Restamax, har de bestemt ikke glemt deres rødder. På restauranten i Ravnsborggade serverer de ni forskellige slags burgere, og du kan blandt andet vælge imellem en Classic Cow, den traditionelle burger uden så mange dikkedarer, Cheese’n’Smoke med bacon og cheddar, The Governator med dobbelt op på bøf, dobbelt op på bacon og dobbelt op på cheddar, eller Zé Brazil, som er en chili-grillet bøf med friteret bøffelmozzarella og chilimayo.
Ravnsborggade 14,
2200 København N
cocksandcows.dk
Kung Fu 2
Fusion af asiatisk fingermad, lokale råvarer og cocktails med fokus på social dining efter japansk forbillede. Der er tale om en såkaldt izakaya bar med mindre retter fra det japanske land- og gadekøkken, træborde og –stole og dæmpet belysning. Kung Fu er delt i to, en restaurant og en bar, hvor drinkskortet består af cocktails, japanske og europæiske øl, sake, vin og limonade. Cocktailkortet skifter efter sæson og byder for eksempel på Saketini og Asian Mule – alt er lavet fra bunden. Du finder snacks som spicy nuts, edamamebønner og sprøde rejer, mens retterne tæller alt fra sushi til dumplings, ramen og kokosis.
Ravnsborggade 16B,
2200 København N
kungfubar.dk
Ravnsborg Vinbar
Det siger sig selv, at det er vin, der er i højsædet på Ravnsborg Vinbar. Der er over 100 vine på kortet, og du kan vælge imellem 30 på glas. Hvis det lyder uoverskueligt for dig, skal du absolut ikke tøve med at bede om hjælp hos en af tjenerne – de elsker at tale om vin og gør en dyd ud af at vejlede og smage sammen med dig. Foruden vin er kærligheden til mad også stor på Ravnsborg Vinbar. Køkkenet tager udgangspunkt i det nordiske og i deres jægers jagtheld, hvorfor menuen som regel byder på vildt, men også fisk, snacks og desserter.
Ravnsborggade 19,
2200 København N
vinstuerne.dk/ravnsborg-vinbar/
20a
Den lille vinbar og restaurant 20A er som regel godt besøgt til både hverdag og weekend. Her er menukortet holdt helt simpelt og kortfattet med lidt charcuteri, en enkelt forret, suppe, fiskeret og dessert samt dagens ret. Vinkortet er noget længere og indbyder til, at du og dit selskab kan læne jer tilbage i de afslappede rammer og nyde lidt god vin. I de lunere forårs- og sommermåneder er det desuden helt ideelt at rykke hyggen ud under 20A’s varmelamper på fortovet af Ravnsborggade.
Ravnsborggade 20A,
2200 København N
20a.dk