Knald på kødgryderne
Forelskelse er et spørgsmål om den rette kemi, siger man. Den sandhed er ikke ny, men der har også altid været en (over)tro på, at særlige fødevarer kunne vække både lyst og forelskelse i ens udkårne. Her er lidt gode råd til, hvordan du varmer op under din valentinsdate lørdag den 14. februar. Vi giver ingen garantier, men hvis du krydrer de nedenstående råvarer med en knivspidsfuld charme, burde du om ikke andet ligge lunt i svinget.
I et gammelt sagn bliver Tristan og Isolde forelskede i hinanden, da de drikker en elskovsdrik. Hvad denne drik var brygget på, fortæller sagnet intet om. Men den kulinariske folklore om særlige fødevarers og drikkes potens som afrodisiaka, der sætter fut under kærligheden og ikke mindst libidoen, er til gengæld velkendt.
Betegnelsen ‘afrodisiakum’ hentyder ikke overraskende til den græske kærlighedsgudinde Afrodite. Afrodisiaka svæver i spændingsfeltet mellem videnskaben og fantasien. Nogle afrodisiaka har en dokumenteret biokemisk relation til hormoner i kroppen og neurotransmittere i hjernen, som skaber vellyst i sindet. Andre afrodisiaka virker den modsatte vej, fordi libidoen påvirkes psykosomatisk. Det kan ske ved suggestionens kraft, for eksempel når en kinesisk mand drømmer sig mere potent, fordi han spiser tørret tigerpenis. Suggestionen kan også virke gennem associationer, vulvalignende østers og falliske asparges, som skaber erotiske tanker.
Afrodisiaka er en broget skare af råvarer og præparater, men den ambitiøse forfører er også opmærksom på serveringsformen. I en velassorteret urtehandel kan man købe flere substanser, der kan give den ønskede effekt – ginsengrod, yohimebark, ginko biloba-udtræk, men mon ikke oddsene stiger i forførerens favør, hvis biokemien pakkes ind i noget sanseligt og lækkert? Hvordan forfører man bedst ens udkårne? Med en pakke ginsengtabletter eller en æske chokolade?
MAD OG SEX
Forbindelsen mellem mad, kærlighed og sex er indlysende. Vejen til en mands hjerte går gennem hans mave, siger man. I 2015 er det ordsprog måske mere rammende for kvinder, som finder kulinarisk kompetente mænd übersexede. Det fælles indtag af god mad kan være indledningen til noget andet. At made hinanden kan være et pirrende forspil.
Faktisk er en god middag som et godt knald. Syns-, føle-, lugte-og smagssansen bliver stimuleret ved begges paraktiviteter, som begge oftest følger en række nøje gennemøvede trin. Et glas bobler inden forretten giver samme kilden i maven som den indledende, flirtende øjenkontakt og de første lette kys. Forretten af suppe, skaldyr eller fisk pirrer ligesom forspillet sanserne og giver appetit på mere. Med indtagelsen af hovedrettens røde kød, aromatiske sauce og tunge rødvin når middagen ligesom samlejet sit dyriske højdepunkt og dybeste sanseindtryk. Og som et sidste smæk med tungen, når man er mæt og afslappet og glad, glider man over i dessertens fløjlsbløde og søde efterspil, mens kroppen og sindet kommer sig ovenpå festmåltidet.
ÆGGENDE INGREDIENSER
Kan en appetit være erotisk? Og i så fald hvad vækker du den med? Du kan forsøge med en middag, der er bygget op omkring nogle af de følgende råvarer. Listen er på ingen måde udtømmende, og der er ingen scoregaranti, hvis du serverer nedenstående. Men råvarerne er hver især berømte og berygtede for deres afrodiasiske egenskaber. Måske er det kemi og hormoner, der arbejder sammen, måske er der lidt magi på spil, måske er det ren placebo og suggestion. Kryds fingre for, at rygterne taler sandt. Om ikke andet er grunden til, at du valgte disse råvarer, et glimrende diskussionsemne, hvis samtalen skal styres i en bestemt retning..
ØSTERS
1700-tallets største trussetyv, Giacomo Casanova, skulle efter sigende have fortæret flere dusin østers om dagen for at tilfredsstille sin appetit. Der findes ikke nogen direkte videnskabelig forklaring på skaldyrets rygte som afrodisiakum, ud over at østers indeholder meget zink, som igen er med til at øge testosteronniveauet i mænd. Men lader man associationerne lege på nethinden, mens man betragter en åben østers, er det er ikke svært at forestille sig, hvorfor Europas førsteelsker konstant skulle have haft en ubændig trang til at slubre det bløde, salte og saftfulde kød i sig.
ASPARGES
Tidligere var det en tradition i Frankrig, at brudgommen fik serveret asparges aftenen før bryluppet. Grøntsagen har åbenlyse falliske kvaliteter, især de tykke, hvide asparges med violette spidser skal nok kalde associationerne frem. Asparges skal blancheres faste og sprøde og ikke koges, så de bliver slatne. Det er der ingen, der bryder sig om.
RUCOLA
Det skarpt smagende ukrudt fra Middelhavet blev af grækerne og romerne hyldet for sin evne til at styrke libidoen og frugtbarheden. Rucola er sprængfyldt med vitaminer, mineraler og antioxidanter, der nok skal få safterne til at stige.
TRØFLER
Trøfler kaldes ikke uden grund for criadillas de Tierra, jordens testikler, af spanierne. Ud over den åbenlyse lighed i formen har trøfler endnu en ting til fælles med deres dyriske modpart – de producerer begge androstenon, et mandligt kønshormon. Marquis de Sade proppede efter sigende sine paramours med trøfler for at bringe dem i stødet.
RØDVIN
Under en god, romantisk middag hører den klukkende lyd af rødvin, der hældes op i glas, sig til. Rødvin giver mulighed for at sætte sig selv og sin krop i scene ved koket at slynge vinen rundt i glasset og derefter snuse højlydt og lidenskabeligt. Rødvin indeholder store mængder af stoffet resveratrol, som er kendt for at øge kvinders produktion af kønshormonet østrogen. Men pas på med at drikke for meget, da en stærk bimmelim svækker kønsdriften og følsomheden hos begge køn.
CHILI
Chili giver et rap på tungen og vækker sanserne. Rappet kommer af stoffet capsaicin, som udløser endorfiner i kroppen og sætter gang i blodomløbet. Hjertet pumper blodet rundt i kroppen, huden rødmer, og sveden pibler frem på panden. Minder den kropsfornemmelse dig om noget andet?
CHOKOLADE
I filmen Chocolat formår Juliette Binoche at sætte fut i en puritansk, fransk landsby, da hun åbner et Chocolatier. Chokolade indeholder en cocktail af stoffer, der giver liv til nydelsesområderne i hjernen. Vigtigst af disse stoffer er tryptophan og phenylethylamin, som stimulerer lystfølelsen. Tryptophan styrker neurotransmitteren serotonin, som giver en afslappet fornemmelse i kroppen. Og phenylethylamin er noget, kroppen producerer mest af under en orgasme. På den måde minder fortæringen af chokolade og det at dyrke sex lidt om hinanden – det får os til at føle os godt tilpas.