Julefrokost a la Adam Aamann
Selvom julebordet for de fleste bliver et mindre et af slagsen i år, skal det selvfølgelig stadig dækkes op med alle julens glæder. Og hvilke retter, der skal ende ved siden af juleservietten, er og bliver ligesom alle de forgange år en smagssag. Vi har spurgt smørrebrødskongen Adam Aamann, hvilke serveringer, han mener, hører hjemme på bordet til årets julefrokost. Hør hans bud og få opskrifterne på Adam Aamanns julemad her.
Adam Aamann rimer unægteligt på dansk frokost og smørrebrød – og der er der god grund til. I 2007 modtog han nemlig Det Danske Gastronomiske Akademis hædersdiplom for sin indsats for at fremme det danske smørrebrød. Derfor er det også med største selvfølgelighed, at vi har spurgt lige netop Adam, hvilke opskrifter man skal have på plads til årets julefrokost. Opskrifterne er et mix af klassiske juleanretninger og dessert, og flere af opskrifterne kan du naturligvis også nyde ude på Aamanns’ restauranter.
“For mig er frokostbordet en værdifuld tradition, hvor familien samles for at give sig tid til hinanden og maden. Derfor er det frokosten, som udgør omdrejningspunktet hos Aamanns,” fortæller Adam Aamann på aamanns.dk.
Og det er netop i familien, at den gastronomiske rejse startede for Adam Aamann, som voksede op i en selvforsynende familie på Djursland. Måske det også er opvæksten, der har gjort, at udgangspunktet for Aamanns’ restauranter og takeaway, er de gode råvarer og det økologiske. Økologicertificeringen spænder mellem 60 – 90% hos Aamanns’ spisesteder, og vi har på redaktionen, til dato, aldrig fået et eneste stykke fra Aamanns, som ikke fik os til at klappe i hænderne.
Vil du også have dit julefrokost-selskab til at klappe i hænderne, så se Adam Aamans bud på de bedste juleserveringer herunder.