Jordbær i ny nordisk camouflage
Sommerregel nummer ét er, at der ikke er noget som danske jordbær. Du kender dem sikkert bedst med fløde og lidt sukker. Men måske er det på tide, at du tænker lidt ud af jordbærbakken? Christoffer Sørensen fra Dragsholm Slot har set på alternative anvendelser af det lille bær.
Luk øjnene, tænk på smagen af den danske sommer, og det skønne røde jordbær vil næsten med garanti dukke op i din bevidsthed. Vi elsker det, og for de fleste af os er de første søde, røde bær forbundet med traditioner og forventninger til sommeren.
De moderne bær som polka, honey eye og zefyr har fortrængt de klassiske sorter, dybdahl og senga sengana, i boderne langs landevejene og i butikkerne. Om du er til de moderne eller klassiske bær, eller om du foretrækker dem naturel, med mælk eller fløde, er op til dig. Men lige nu, hvor sommeren er kommet, burde du tage udgangspunkt i det nordiske køkken og opleve nye sider af det fantastiske bær. Inspirationen kan du finde her.