Industri og ærlighed
Vin er et landbrugsprodukt. Og også et industriprodukt. Og kulturhistorie. Og måske kunst? Eller kunsthåndværk? Et luksusprodukt? Et basisprodukt? Og er det egentlig ikke lidt nedsættende at kalde det et produkt? Der tales meget om vin, og alt for ofte er ordene og vinen på hver sit niveau. For vin er jo i en eller anden forstand alle de ovenstående ting eller i hvert fald de fleste af dem. Copenhagen Foods vinskribent causerer over romantik, sludder, løgne og misforstået indignation.
Jeg var til en smagning forleden (som jeg så ofte er). Anledningen var, at Penfolds havde frigivet 2010-årgangen af deres topvin, Grange. Den ville jeg gerne smage, da Penfolds Grange er en af den slags lidt underlige vine, der på den ene side er legendarisk, eksklusiv og vanvittigt dyr og på den anden side kommer fra et firma, der producerer mange millioner liter vin hvert år. Det er en sjælden kombination. Ved samme smagning skænkede folkene fra Penfolds også nogle af deres andre vine og fortalte – som man nu gør til den slags smagninger – om druesammensætningen, druernes oprindelse, hvilke fade vinen var lagret på osv. Med et prisspænd fra 175 kr. til 6000 kr. (for Grange naturligvis) og en gennemsnitspris lige over 1200 kr. var der tale om ret kostbare vine. Men det pudsige var, at de tekniske beskrivelser af vinene ikke tydede på, at der foregik noget særligt eksklusivt eller dyrt hos Penfolds. Vinene blev nemlig produceret i ret stort antal, druerne kom mange forskellige steder fra, og der blev brugt alverdens teknikker i vinifikationen for at justere vinens udtryk.
VINENE
Jeg skal måske starte med at sige, at vinene smagte godt. Den slags vine er og bliver for voldsomme og syrefattige efter min personlige smag. Men det var vine i fin balance med klar frugt, fint behersket fad og i visse tilfælde nærmest friskere i stilen end deres franske forbilleder. For eksempel slog det mig, hvordan Penfolds’ store cabernet sauvignoner nærmest udviste flere grønne, kølige og urtede tegn, end de store bordeauxer gør i vore dage. Visse af shirazerne smagte hen ad det, man finder i det nordlige Rhône, men uden at miste deres australske særpræg. Men nok om det, for det var sådan set ikke vinene, der var mest interessante, men den ærlige og ligefremme præsentation af dem og den efterfølgende indignation hos nogle af de tilstedeværende, da de hørte om produktionsmetoderne hos Penfolds.
ÆRLIGHED OG INDIGNATION
Der var de sædvanlige typer deltagere til smagningen: Dem, der er glade, hvis bare der er vin i koppen og udsigt til en frokost efter smagningen. Dem, der som udgangspunkt bare gerne vil smage vinene og derfor gerne ser smagningen afviklet hurtigst muligt. Og så dem, der har et journalistisk eller personligt projekt med til smagningen. Efter omtrent halvdelen af vinene var blevet smagt, og den førstnævnte gruppe var blevet enige om, at det da nu engang var dejligt, at man sådan kunne smage (læs: drikke) disse dejlige vine sådan en onsdag formiddag, kom sidstnævnte gruppe på banen. ”Er nogle af vinene tilsat syre?” blev der spurgt, da det er et udbredt fænomen i et varmt klima som det australske, at man tilsætter syre til vinen for at skabe lidt friskhed i en ellers meget voldsom vin. Selvom det er et udbredt fænomen, er det ikke noget, man normalt praler af, i hvert fald ikke når man er oppe i den vinøse elite. Hvor svaret på den slags spørgsmål normalt er vævende og vagt og fyldt med forbehold og forsikringer om, at man kun gør det, når det er absolut nødvendigt, så var det nøgterne og forbilledligt ærlige svar her, at de selvfølgelig var syrejusterede, da klimaet var for varmt til, at man kunne bibeholde tilstrækkelig syre i druesorter som shiraz og cabernet sauvignon. Og desuden blandede man druer fra en lang række forskellige områder, som varierede fra år til år. Målet var at skabe en genkendelig Penfolds-stil, ikke at lade et terroir tale. Man ønskede ikke årgansvariationer, men pålidelighed og ensartethed fra år til år. Det var ikke det forventede svar.
Men hvad med dyrkningen, blev der så spurgt. Var man i gang med at omlægge til økologi eller biodynamik, som de mest navnkundige producenter i Bordeaux, Bourgogne og Rhône er? Svaret var nej – selvom den danske presseansvarlige forsikrede om, at den slags eksperimenter skam var i gang. Men hvad så med at bruge den naturlige gær eller lave flere enkeltmarksvine, fokusere på et enkelt terroir? Eksperimentere i kælderen med forskellige mikrobatches af ting og sager? Der blev sagt nej igen. De konfrontatoriske så mistroiske ud, og undertegnede smilede lidt ved det pudsige i situationen. Dem, der bare er glade for vin i koppen, havde vin i koppen og var stadig glade.
INDUSTRI
Den rare mand fra Penfolds sagde det, som det var. Nemlig, at de var et folkeligt foretagende, der gerne ville lave vin til forbrugerne og lave noget, forbrugerne kunne lide. Og Penfolds laver da også vine (eller produkter som de blev kaldt her) til nærmest enhver forbruger. Og forbrugerne kan lide deres vine. Det aflæses nemt på salgstallene – også i Danmark. Og det er vel godt nok? Penfolds (og mange andre som dem) laver gode vine, som aldrig svigter, og som folk kan regne med gang på gang.
Det er det samme, når man går i sit lokale supermarked for at købe vin. Der skal man ikke forestille sig, at vinene er lavet af en hårdtarbejdende familie, der passer lidt vinmarker og siger godnat til træfadene i deres lille kælder hver aften. Langt størstedelen af de vine, der sælges, forbruges ligesom andre fødevarer og drikkes inden for det første døgn, efter de har forladt butikken. Jeg er klar over, at selv om du læser disse sider, er det måske ikke sådan, det forholder sig hjemme hos dig, men måske er det heller ikke dig, Penfolds og alle de andre enorme vinfirmaer sigter efter (selvom du måske køber Grange eller drømmer om det). Vil man lave vin til forbrugerne, så laver man vin, der kan drikkes med det samme, smager godt og smager genkendeligt.
Vin er industri og big business. Snart sagt alle de hæderkronede slotte i Bordeaux ejes af banker, forsikringsselskaber, investeringsfonde og luksuskonglomerater. Penfolds ejes af Foster’s, altså den enorme bryggerikoncern. Det er der ingen problemer i. Det, der kan undre, er, at det på en eller anden måde aldrig italesættes. Vinproduktion er uløseligt forbundet med forestillingen om vinbønder, der plukker druer og laver dem til vin på deres vingård. Store eller små fade, som vinbonden forsigtigt åbner og smager på, indtil vinen er klar til at blive flasket, hvorefter den får etiket på, og vinbondens familie vinker til lastbilen, der med de klirrende flasker på ladet skal til byen og sælge vinen. Virkelighedens verden handler i langt højere grad om enorme mængder sprøjtegift, højteknologiske høstmaskiner, rustfrit stål, fabrikker og alverdens kemiske og tekniske måder at konstruere vinen på.
Der findes også stadig en hel masse vinbønder, der arbejder med egne hænder og gør alt helt, som de gerne vil, som familien altid har gjort, og som traditionen byder dem. Som er stolte af at være tiende generation på gården, og som har druer i deres DNA. Sagen er bare, at de ikke altid laver bedre vin end fabrikkerne. Det er ikke de store firmaer, der fylder EU’s vinsø, og hvis vine destilleres og blandes i den europæiske benzin. Næ, det er alle de (små) producenter, der laver usælgelig og helt forfærdelig vin.
Og så findes der jo al den vin, som tidligere og fremtidige artikler handler om. Det er så absolut ikke industrielt fremstillet vin og er på den anden side sjældent mikroproduktion. Det er de mange, mange vine, der ligger hos de gode vinhandlere her til lands. Dem, der er produceret fornuftigt, smager godt og stadig er til at finde i handlen, og som kan købes for penge.
BÅDE… OG
Mit personlige forbrug er jo altså ikke domineret af masseproduceret, industriel vin. Men jeg har absolut intet behov for at spotte den slags vin, som langt de fleste mennesker køber, drikker, bruger og kan lide. Jeg kan have en mening om, hvorvidt det er god eller dårlig vin, og jeg kan vælge, om jeg vil drikke den eller ej, men jeg forestiller mig ikke en verden, hvor alle går og køber naturgærede, autentiske, enkeltmarksvine med særegne karakteristika. Jeg er glad for, at der masseproduceres vin. Jeg synes godt, man kunne gøre det uden at sprøjte med så meget gift, som man gør i dag, og jeg synes også godt, man kunne være åben omkring, hvad man tilsætter i produktionen. Men det, at man kan gå hen i sin Fakta/Brugsen/ whatever og købe en flaske velsmagende vin for under en halvtredser, er på sin vis ganske imponerende, når man tænker på, at der skal dyrkes, høstes og gæres druer, før vinen flaskes og sendes. Er det interessant vin, der produceres ved hjælp af stordrift i marken, maskinel høst og fabrikslignende forhold i vinkælderen? Nej, det er ved Gud sjældent, men derfor er det stadig langt mere behageligt end at drikke cola.
