Indtag København bid for bid
Hvad har knivmuslinger, en Sarah Bernhardt-kage og en Mikkeller-ale til fælles? Den gode smag selvfølgelig. Og så er de alle stop på en food tour, som med andre ord er en planlagt madtur med masser af kulinariske kicks inden for kort tid. Cindie Christiansen bag firmaet Foods of Copenhagen fortæller om fænomenet, der handler om meget mere end bare mad.
Seriøse foodies rejser efter smagsoplevelser og ikke bare destinationer. Når turen til Berlin, Tokyo eller Los Angeles skal planlægges, er det ofte de hemmelige kaffebarer, passionerede madproducenter og lokale, små spisesteder, der dikterer ruten. Men hvordan finder man som almindelig dødelig ud af, hvad der rører sig på et andet lands restaurantscene? Og hvor spiser de lokale egentlig? En løsning som flere og flere har fået øjnene op for er food touren, en madtur, hvor man føres rundt mellem smagsoplevelser af en vært. De findes overalt i verden, og i København er der også et par virksomheder, der specialiserer sig i det. Vi har talt med ejer og iværksætter Cindie Christiansen fra Foods of Copenhagen (og nej, det har ikke noget med Copenhagen Food at gøre) for at blive lidt klogere på emnet og høre om hendes egen vej fra marketing til madture.
Hvad er forskellen på en food tour, du har lavet, og en tur, man selv laver?
“Uanset hvor meget research man laver hjemmefra, vil der altid være nogle små steder, der ikke er på Trip Advisor. En god tur viser også gæsterne noget, de ikke selv ville have fundet frem til. Mit mål er at være i bevægelse hele tiden og løbende justere madturen efter udviklingen på den københavnske madscene. Når noget begynder at blive alt for mainstream, så er det tid til at finde et alternativ. For danskere på turene handler det mere om at give slip og få lov til at lege turist i sit eget land. Når man overlader roret til andre, kan man bedre kigge op fra kortet og se bygningerne i et nyt lys eller lade sig overraske på smagsfronten. Vi har nemlig udvalgt og bestilt netop den ret, vi synes, er bedst på hvert sted. Og så gælder det for både turister og danskere, at det sociale aspekt er virkelig vigtigt. Når man vandrer gennem byen i en lille gruppe og snakker og deler madoplevelser over flere timer, opstår der et fællesskab og en samhørighed omkring maden. Af samme grund er det også et oplagt valg for dem, der rejser alene. Nogle gange aftaler de at mødes dagen efter vores tur og tage et eller andet sted hen sammen.”
Hvilken mundfuld på jeres ture beskriver bedst Foods of Copenhagen?
“Det må nok være flødebollen fra Ro Chokolade, som nok er den bedste i byen pt. Den har en tynd, sprød chokoladeskal med et tæt skum og en genial nøddebund, der ikke er alt for sød. Vores udenlandske gæster kender måske til flødeboller, men få af dem har smagt én i så lækker en version.”
Hvad er tendenserne på markedet lige nu?
“Jeg oplever, at der er stor efterspørgsel på de lokale oplevelser, præsenteret af en lokal “ven” og ikke en guidetype med en paraply. Folk vil have et kig bag scenerne, væk fra turistfacaden, og så er deres tid kostbar. Derfor betaler de gerne lidt ekstra for at få en tætpakket oplevelse, som vi har planlagt for dem. Vi når gerne 7-8 steder på fire timer – det er svært at ordne selv. Desuden ville man slet ikke få alle fortællingerne bag om de steder, vi besøger, og om Københavns egen historie med.”
Hvem er dine inspirationskilder og hvorfor?
“Jeg er især fascineret af Taste of Prague, som drives af et virkelig hyggeligt og passioneret par. De har talent for at finde steder med gode historier, og så er deres billeder farligt appetitvækkende. Sådan havde jeg ikke lige set Prag før. Det er nok heller ikke tilfældigt, at de har over 33.000 følgere på Instagram.”
Hvor vil du selv på foodtour som gæst næste gang?
“Det må helt klart blive Haifa Street Food Tours i Israel. Der laver Jessica Halfin en vild tour, som tager én rundt i alle mulige afkroge af den israelske madscene.”
Hvordan havnede du selv i branchen?
“For nogle år siden arbejdede jeg fuldtid med marketing i en kæmpe virksomhed, mens jeg skrev mit speciale færdigt på CBS. Så sad jeg en dag på kontoret og kiggede mig omkring og tænkte: “Er det her, hvad man er sat i verden for?” Så tog jeg en snak med min gode ven Kristian og fortalte ham om min fetish for foodtrucks og madoplevelser generelt. Jeg gav mig i kast med lidt research og havde et kaffemøde med Tiffany fra Silverspoon, der laver pop up dining-koncepter. Hende endte jeg med at arbejde for i halvandet år, bl.a. i Portugal. Det var så der, jeg selv var på min første food tour i Lissabon med Filipa fra Taste of Lisboa Food Tours. Det lyder lidt corny, men dengang lavede jeg en lille seddel, hvor der stod “Foods of Copenhagen”. Den lille seddel faldt ud af en bog, da var kommet hjem til København og skulle finde ud af, hvad jeg skulle lave. Og så gik jeg i gang med at undersøge markedet fra en ende af og snuse efter de bedste steder i København.”