I kløerne på Miamis maritime liv

Ovenpå et efterår i Alaska med bjørnejagt og en bidende vinter i New York har The Urban Huntsman vendt næsen mod varmere himmelstrøg. Vi tog med på harpunjagt i det azurblå vand ud for Miamis kyst.

Af: Danny Christensen / Foto: Danny Christensen og Adam Finnieston Ross

31. maj 2016

Denne vinter har været den fjerde værste i New York, siden de begyndte at registrere vejret. Så jeg var klar til Miami, sol, strand, piger i bikini og adrenalinpumpende harpunjagt i hajfyldte vande.

Men på trods af min begejstring var jeg også var ret tøvende med at tage af sted. Sidste gang jeg var i Miami for at hapunjage for 11 år siden, kostede det mig næsten et ben – eller måske endda mit liv. Dengang fridykkede jeg sammen med mine venner Adam og Fernando. Vi var et par timers sejlads fra Miami. Vejret var perfekt, og der var masser af fisk i vandet. Vi havde skudt et par snappere og en hogfish. Og efter en lille pause var Adam og jeg tilbage i vandet, mens Fernando blev i båden. Vi har altid haft en meget simpel regel. Skyder vi en fisk, er vi højst i vandet 15 minutter efter, og så sejler vi til et nyt sted, inden områdets mange hajer kommer og vil have deres bid af vores fangst. Eller af os. Det glemte jeg den dag, og efter at have skudt en snapper stod jeg pludselig ansigt til ansigt med en over to meter lang tyrehaj, der bed ud efter min fangst. Havde Adam ikke været hurtig og skudt den, var jeg som minimum blevet et ben fattigere i dag. Jeg har ikke dykket nær Miami siden.

Men jeg lavede et nytårsforsæt for 2014, der lød: Føl frygten og gør det alligevel. Så på harpunjagt i Miami det skulle jeg. Og så skal jeg i øvrigt også lære at danse salsa. Men det er en hel anden historie.

OPGØR MED FORTIDEN

Tidligt om morgenen læsser vi udstyret i båden og sejler østpå mod solopgangen. Vi skal til Bikini – en lille øgruppe cirka to timers sejlads fra Miami – et perfekt område til harpunjagt. Krystalklart vand, blandet bund med sand, græs, koralrev og masser af spændende maritimt liv. Da jeg får udstyret gjort klar og kommer i våddragten, kan jeg mærke, at spændingen og angsten kommer snigende. Oplevelsen for snart 12 år siden ligger stadig helt klar i min hukommelse, og det er med et bankende hjerte og nervøse tanker, at jeg dykker ned i vandet. Det er blevet et fremmet miljø, og jeg har svært ved at trække vejret.

Jeg svømmer hen imod et koralrev, som vi sejlede forbi, inden vi kastede anker. Da jeg kommer tættere på, kan jeg se stimer af smukke fisk, der svømmer rundt, og min vejrtrækning begynder at blive normal igen. Jeg glemmer, hvor jeg er – tryllebundet af den utrolige skønhed. Jeg cirkler rundt om revet, men ser kun et par mindre hogfish, så jeg svømmer videre.

AFTENSMAD

Noget bevæger sig i periferien af mit synsfelt, og jeg vender mig med det samme. Det er en cobia, som er en glimrende spisefisk. Jeg forsøger at indhente den, men så snart den opdager mig, skyder den af sted som et missil og er hurtigt væk.

Jagten fortsætter. Der er masser af fisk, men de er for små, så jeg sætter kursen mod lidt dybere vand. Så snart vandet ændrer farve til mørkeblåt, ser jeg en lille stime med fem hogfish, og der er en rigtig flot imellem dem. Jeg tager en dyb indånding og dykker ned. De ser mig, deler sig op og gemmer sig mellem koralerne. Men jeg holder øje med den store og følger efter den, da den forsvinder bag ved et stort bladkoral. I samme øjeblik begynder jeg at løbe tør for luft. Men det her er min chance. Så jeg sparker fremad, og med min harpun rettet lige frem runder jeg koralen og ser fisken igennem et hul. Jeg skyder og rammer den lige bag gællerne. Så er aftensmaden hjemme!

Tilbage i båden holder vi en lille pause og spiser lidt frokost. Man brænder en kæmpe mængde energi af ved fridykning, og man kan mærke blodsukkeret falde for hvert minut. Derfor mister man hurtigt koncentrationen – og det er ikke godt, når man snorkler.

MED FINGRENE SOM INDSATS

Vi trækker ankeret og sejler mod et område med meget søgræs, der efter sigende skulle være hjemegn for nogle store taskekrabber. Jeg har aldrig jaget dem tidligere, men det skulle, efter hvad Adam siger, være en ganske “interessant” udfordring.

Krabberne bor i huller, som de graver i sandbunden mellem græsset. Man fanger dem ved at stikke hele armen ind i hullet og håbe på, at det er en krabbe og ikke en moræneål eller en giftig fisk. Når man så får fat i “krabaten”, hiver man den op, uden den får klippet ens fingre af.

Jeg får øje på et hul, dykker ned, og efterhånden som jeg kommer tættere på bunden, tænker jeg på alt det, jeg bruger mine fingre til. Jeg er glad for de fingre. Og jeg har sgu da brug for dem, når jeg at tænke. Hvad fanden er det egentlig jeg har gang i? Der er ikke tid til at tanke nærmere over det. Jeg er på bunden, og jeg skubber min arm ind i det ukendte. Jeg mærker noget hårdt, og at det flytter længere tilbage i hullet. Jeg graver min venstre hånd ned i sandet for at få ekstra støtte, alt imens jeg skubber min arm helt ind op til skulderen. Jeg får fat i en klo og rykker kraftigt tilbage. Krabben er nu ude i åbent vand, og så er det slut for Mr. Claws.

Det er mig en stor glæde at fortælle, at jeg har skrevet denne historie med 10 intakte fingre, ingen nye hajhistorier, en tilbagevendt lyst til blåt vand og et helet dykkerego.