”Hotdog’en er autentisk, dansk streetfood”
I Reffens streetfood-mekka er der én bod, hvor der næsten altid er kø: Nordic Hotdog. Asger Jørgensen fra Esbjerg langer gourmet-hotdogs over disken i den lille bod af genbrugsmateriale, og både danskere og turister er begejstrede for den opgraderede pølsevogns-spise.
Når man spørger Asger Jørgensen fra Esbjerg, hvad der er så særligt ved hotdog’en, er svaret – leveret på klingende vestjysk:
”Hotdog’en repræsenterer autentisk, dansk streetfood. Den første hotdogbod åbner i 1921, og det er bare en allemandsspise. Min mormor har haft en pølsebod i 25 år, og da jeg besluttede at åbne en madbod herude på Reffen, var hotdog’en nærliggende.”
Menukortet mangler ikke noget
Nordic Hotdog er leveringsdygtige i en opgraderet version af den kendte danske fastfood, som bestemt ikke bliver ringere af at have kvalitetsbevidste ophavsmænd bag roret. Asger Jørgensen og søsteren Nina Rosenberg har begge baggrund i kokke- og restaurationsbranchen, og de har udviklet ideen og opskrifterne samt udvalgt stærke leverandører til pølser, brød og tilbehør.
Der er mulighed for at vælge mellem tre slags hotdogs med kød (okse, svin eller vildt) og ét vegansk alternativ. Alle hotdogs kommer i et luftigt, smørbagt brioche-brød fra Jalm&B, der leverer brødet friskt til boden.
”Jeg er fra Vestjylland, og der er man jo glade for at kunne få ting billigt – men jeg skulle ikke have brød, der var frosset ned og transporteret langt. Så vi er meget glade for samarbejdet med Jalm&B, det er virkelig kvalitetsbrød,” fortæller Asger Jørgensen.
De fire hotdogs har hver deres nordiske, sæsonbestemte toppinger og dressinger. I sommerperioden inkluderer disse alt fra velsmagende kålblandinger, hjemmeristede løg og pickles til tangsennep, sellerikompot og rødbedesennep. Og så skal man selvfølgelig have en hjemmelavet kakaomælk til, lavet på dansk økomælk rørt med Valrhona-chokolade!
Ambitionerne om at løfte hotdog’en til en gedigen streetfood-favorit fejler altså ingenting.
Til både meatlovers og veganere
Pølserne er håndlavede med 90% kød, og de kommer fra Nørre Søby Kød på Fyn. Her kan Asger Jørgensen helt selv bestemme, hvad der skal i pølsen – i øjeblikket er der fx havtorn i vildtpølsen, brændenælde og æble i oksepølsen og ramsløg i svinepølsen. Alt kød er dansk (bortset fra vildtet), og det er frit for allergener. Den veganske hotdog består af en vegansk bratwurst i brioche-brød med ramsløgsmayo, syltet rabarber, rugbrødskrummer og asparges.
”Vi synes, at vores produkt kan noget fedt, når det er en opgraderet version af de kendte elementer. Jeg vil gerne gøre det ordenligt, så folk har lyst til at komme igen. Og så er jeg bare glad for, at hotdog’en er sådan en samtalespise, hvor man står sammen og spiser. Det er socialt fastfood,” fortæller Asger Jørgensen.
Prikken over i’et er, at brød og tilbehør er økologisk, så man med god samvittighed kan sætte hotdog’en til livs.
Den 1. juli 2019 var gourmet-hotdog’en på forsiden af bladet Gastro, og herefter er interessen for boden kun steget – ikke mindst blandt danskerne selv.
”Det er fedt at mærke, at folk kommer tilbage – nogle gange inden for den samme time! – for at købe hotdogs, fordi de er så glade for dem. Vi har glade gæster og får rigtig god respons på det, vi laver – også fra de veganske kunder. Og så er der bare virkelig god stemning herude på Reffen, det er et personligt og inkluderende sted, som alle bør besøge,” slutter Asger Jørgensen.
LÆS OGSÅ: Valbys hemmelige have: TH Bar er essensen af sommer og sol