Hønen & ægget
Bondegården Bremsmaj er over 200 år gammel. I dag er den beboet af økologiske høns, men sådan har det ikke altid været. Carsten Møller har omlagt sit landbrug fra bure til økologi, og selvom processen var hård og blandt andet krævede en overtalelse af bankmanden, fik landmanden sin faglige stolthed tilbage med økologien.
PRAKTISK INFORMATION
HER KAN DU FINDE BREMSMAJS ÆG:
Bremsmaj leverer æg til Danæg, hvis æg bl.a. kan købes i Coops butikker samt i Spar, SuperBest og hos mindre købmænd.
BONDEGÅRDSFERIE PÅ BREMSMAJ:
På Bremsmaj er der mulighed for at tage en uge på bondegårdsferie. Her kan hele familien opleve, hvordan et landbrug fungerer, og børnene kan klappe gederne, ride på gårdens heste og meget andet.
En uge i en lejlighed til fire personer koster 4800 kr., mens en lejlighed til seks personer koster 7200 kr.
Adresse:
Bremsmaj
Søgaardsmark 17
6200 Aabenraa
UD OVER HØNS ER DER PÅ BREMSMAJ:
Hestene Tarok og Tulle, som dog snart skal pensioneres, et par skotske højlandskvæg, gederne Jette og Stine – og en stor flok dværgkaniner samt katte og hunden Benno.
De røde kastanjetræer står som perler på en snor langs begge sider af den småstensbelagte indkørsel. Træerne er stadig nøgne, og sammen med den grå himmel kan billedet synes en smule dystert. Det ændrer sig dog hurtigt til det lysere med det syn, der møder mig for enden af alléen: En bondegård, som med sin lysegule facade, sine kraftigt blå vinduer og staldhusene på begge sider minder mig om bondegårdene fra svundne tiders eventyr. Indgangspartiet i hovedhuset er malet i samme blå farve som vinduerne, og over døren hænger et gammelt træskilt med bogstaver formet i rusten messing. Bremsmaj, står der.
Gården Bremsmaj er bygget i 1792 og er i dag ejet af Carsten Møller. Gården blev bygget af Carstens tiptipoldefar, som købte jorden, da muligheden bød sig nogle år efter stavnsbåndets ophævelse i 1788. Siden da er gården gået i arv. Bremsmaj er Carstens fødehjem, ligesom det var hans mors og hendes mors før det – og sådan har det været i syv generationer. I 2006 overtog Carsten gården fra sine forældre og blev dermed ottende generation til at overtage driften af Bremsmaj.
Carsten blev født på en traktor. Næsten i hvert fald. For han var bare ét år, da han første gang blev placeret på en traktor, og da han fyldte fire, kørte han den selv. Drømmen har altid været at blive landmand, og efter fire år på landbrugsskole gik den i opfyldelse. Før i tiden var der hovedsageligt slagtesvin og rugeæg, det vil sige æg, der blev til slagtekyllinger, på gården. Men Carsten var aldrig i tvivl om, at på hans gård skulle der være æglæggende høns.
”Jeg har passet grise og andre dyr, men er altid kommet tilbage til høns. Dem føler jeg mig godt tilpas med. Det er nemt at aflæse, hvordan de har det, så det er et dejligt dyr at arbejde med,” fortæller han.
FRA FANGENSKAB TIL FRIHED
I dag er alle 14.500 høns på Bremsmaj økologiske. Men sådan har det ikke altid været.
”Vi startede med at producere buræg. Men efterhånden begyndte folk, der var her på bondegårdsferie, at spørge til, hvorfor vi havde burhøns, og mine argumenter blev færre og færre, så det endte med, at vi skiftede til økologi,” fortæller Carsten.
Og selvom omlægningen fra burhøns til økologi var omstændelig og krævede en vis overtalelse hos banken – da der for eksempel skulle investeres i helt nyt inventar til stalden – så viste det sig at være den rigtige beslutning.
”Det er en af de bedste beslutninger, vi har taget, for nu kan jeg se, at hønen har det godt, fordi dens døgnrytme styres naturligt. Når solen står op, står hønsene op, mens burhønsenes døgnrytme bliver styret af det kunstige lys inde i stalden. Jeg har fået min faglige stolthed tilbage med økologien – og uden den er det ikke sjovt at gå på arbejde,” fortæller han.
Den faglige stolthed var altså en afgørende faktor for Carsten i skiftet fra burhøns til økologiske høns. Men han kunne også se, at der var en fremtidig gevinst i at gå over til økologi.
”Økologi er den vej, det går. Vil man være med, er det nu. Der er vækst i markedet, og vi kan afsætte alle de æg, vi producerer.”
Efter beslutningen om at omlægge Bremsmaj til økologisk landbrug var taget, var der en masse ting, der skulle tilpasses. De gamle bure skulle sælges og erstattes af et redesystem, som er et system med reder, hvor hønsene kan spise og drikke, og hvor de har deres siddepind. Desuden skulle stalden åbnes op, der skulle laves udgangshuller, så hønsene selv kunne gå udenfor, og der skulle laves naturligt lysindfald. Men når Carsten snakker om den faglige stolthed ved omlægningen, handler det i høj grad også om den ekstra plads, som hønsene har fået. Før i tiden delte 13 høns en enkelt kvadratmeter inde i stalden. I dag er de kun seks høns om den samme plads – og så kan de tilmed også gå udenfor.
Selvom omlægningen krævede en del arbejde, var det en helt naturlig ting for Carsten.
”Det var ikke svært at vænne sig til. Det var op ad bakke med burhøns, og til sidst var det ikke sjovt længere. Omlægningen var det, der skulle til, for at mit arbejde blev spændende igen,” siger han.
En af de store forskelle på burhøns og økologiske høns er foderet. På Bremsmaj dyrker de selv det korn, der bliver til hønsefoder, for på den måde kan de stå inde for, at foderet er helt naturligt og uden pesticider. I hvert fald 95 procent naturligt – for det er dyrt at få 100 procent økologisk foder, og så ville prisen på æggene stige betydeligt.
MERE SMAG I ØKOÆG
Det hårde arbejde med at omlægge til økologisk landbrug viser sig også i æggene, som blandt andet ændrer blommefarve. For når hønsene har mulighed for at supplere deres foder med for eksempel tidsler eller brændenælder, påvirker det deres æg. Jo mere grønt, der ryger ind, jo mørkere en farve får blommen. Derfor vil økologiske æg være mere gule om sommeren end om vinteren, mens burhønsenes æg vil have samme farve hele året. Og med variationen i farven på de økologiske æg kommer også en ændring i smagen – til det bedre.
”Der er mere kraft i æggene. Det har noget at gøre med, at det er en historie, man køber. Det kan man smage,” påstår Carsten, som er blevet så vant til økologiske æg, at han ikke spiser andet.
”Hvis jeg får serveret buræg – og jeg er klar over det– så vil jeg hellere lade være med at spise æg den dag.”
ÆG-TE KÆRLIGHED
Hønsene og deres æg er en stor del af Carstens liv. Faktisk så stor, at navneskiltene til hans bryllup var æg, de havde pustet og skrevet navne på med sprittusch.
”For selvom brylluppet ikke skulle emme langt væk af høns og æg, så skulle de da lige med på en eller anden måde,” siger landmanden og smiler. Fordi hønsene er så stor en del af hans liv, er det vigtigt for Carsten, at de har det godt – og han kan tydeligt se, at de har fået det bedre med den større plads og de bedre forhold.
”Det er en fornøjelse at se dem, når de bliver lukket ud. Når klokken nærmer sig 10, står de klar ved lågen, og de snakker højere og højere, jo nærmere vi kommer tidspunktet,” fortæller Carsten og tilføjer, at hønsene nu også har mulighed for at sandbade i jorden udenfor – hvilket er deres måde at holde sig rene på. I buret fik de blot en plastikbakke med jord i.
”Hønen får de basale behov dækket på en mere naturlig måde ved økologi. Vores høns har generelt fået det bedre med økologien – og det er godt, for hvis en høne har det dårligt, så stopper den med at lægge æg,” siger Carsten, som aldrig har fortrudt sit valg om at omlægge Bremsmaj til en økologisk gård.
”Jeg er blevet økolog, og jeg er til evig tid økolog. Alle har lov til at blive klogere.”