Guide til byens bedste juleshopping til de madinteresserede
Hvad giver man madøret, der har alt? Noget lækkert køkkengrej! Vi har været rundt i byen og fundet frem til seks butikker, hvor du finder alt fra pyntegenstande og flotte kagefade til professionelle japanske knive og alverdens køkkenmaskiner, du ikke anede, dine kære havde brug for.
KUNST OG KØKKENTØJ
Kunst og Køkkentøj finder du både i København og Århus. Og de er specialister i gastronomisk værktøj. Her udvælges produkterne ud fra deres praktiske anvendelse og holdbarhed, og derfor er der ikke mange pynteting på hylderne. Du kan få gryder og pander, japanske grøntskæremaskiner, ismaskiner, røgovne, frituregryder, slowjuicere og kastanjeknive. Kort sagt alt hvad hjertet begærer af praktisk tilbehør til køkkenet. Butikken i København er ikke nem at finde, og måske derfor bruges den mest af professionelle kokke. Alle er dog velkomne, og på førsteetagen finder du kogebøger en masse indenfor alverdens genrer.
Kunst og Køkkentøj
Bernikowgården
Østergade 26
1100 Kbh. K
Åboulevarden 41
8000 Århus C
www.kunstogkokkentoj.dk
NOTRE DAME
Notre Dame tæt ved Gammeltorv i Indre By er rent slaraffenland for enhver, der er glad for pyntegenstande. Her er hylder proppede med kagestande, vaser, skærebrætter i træ, sylteglas, farverige dåser til opbevaring og meget andet godt. Notre Dame fortolker tidens tendenser til meget rimelige priser, og du finder blandt andet derfor marmorplader, skifferplader og alverdens småting i kobber i selskab med keramik, bagegrej og tepotter.
Notre Dame
Nørregade 7
1165 Kbh. K
FOODGEAR
I Torvehallerne har tre kniv-entusiaster stablet FoodGear på benene. Her får du køkkenknive, steakknive og alverdens tilbehør til disse. FoodGear samarbejder med og importerer fra smede over hele verden, blandt andre Konosuke fra Japan, der producerer traditionelle japanske knive til professionelle i Sakai, knivsmedenes hovedstad. Konosuke er blandt andet kendt for deres Honyaki-knive med en Hamon-linje formet som Fuji-bjerget, som du finder hos FoodGear.
FoodGear
Torvehallerne H5-H6
Rømersgade 18
1362 Kbh. K
www.foodgear.dk
KERAMIK OG GLASVÆRKSTEDET
I et kombineret showroom/værksted tæt ved Kongens Have sælger fire danske designere og kunsthåndværkere ud af eget design. Her finder du glasvarer, keramik og stentøj, alt i et stilrent, skandinavisk design. Minimalismen skinner igennem fra butikkens indretning til produkterne på de hvide hylder, og her finder du blandt andet skåle og tallerkner, fade, tekopper, æggebægre og vaser fra de danske designere.
Keramik & Glasværkstedet
Kronprinsessegade 43
1306 Kbh. K
www.keramikogglasvaerkstedet.dk
H.W. LARSEN
I Kødbyen ligger en butik, hvor alle med den mindste interesse for køkkenudstyr vil kunne boltre sig i timevis. H.W. Larsen tilbyder er bredt udvalg af køkkenredskaber, -udstyr og -maskiner. Le Creuset-gryder, bagemaskiner, røgpistoler, kirsebærudstikkere, sprøjteposer og tyller, bare for at nævne en smule af udvalget. H.W. Larsen byder også på verdens største udvalg af knive samt Danmarks eneste professionelle specialsliberi. Mange tror, at man hos H.W. Larsen kun sælger til professionelle, men alle er velkomne i butikken i Kødbyen, som har åbent mandag til fredag til 16.30.
H.W. Larsen
Slagterboderne 15-21
1716 Kbh. V
www.hwl.dk
SKJALM P
Skjalm P ved Nikolaj Plads i Indre By sælger kvalitetsprodukter til både køkken og bolig, og her finder du en hel underetage fuld af de perfekte gaveidéer til ham eller hende (måske i højere grad hende), der ynder at omgive sig med lækre køkkenting i god kvalitet. Skjalm P har gennem 60 år designet boligtilbehør, og to gange årligt præsenteres en ny kollektion, der fortolker de nyeste internationale tendenser i et stilrent, skandinavisk design. Du finder blandt andet et stort udvalg af lækre tekstiler til køkkenet, fine fade og bakker samt glas og service.
Nikolaj Plads 9
1067 Kbh. K
www.hskjalmp.dk