Guide: Street food og cocktails til Distortion
I dag begynder Distortion, og om et par timer vil Københavns gader blive fyldt med menneskemylder og musik. Vi har samlet et overblik over, hvor du finder den bedste mad og drikke til at stille sulten under gadefesten.
Nørrebro
Festlighederne starter i dag på Nørrebro, og de forskellige food trucks ruller naturligvis ud med godt til ganen, når sulten melder sig. Der er både de klassiske go-to’s såsom burger fra Grillen, Cock’s & Cows og Tommi’s Burger Joint, som alle er placeret i området ved Ravnsborggade. Og så er der den mere eksotiske street food fra blandt andet vietnamesiske Le Trâng, australske Banksia Food & Beer og asiatiske Curry Nation – dem finder du langs Nørrebrogade fra Assistens Kirkegaard til Dronning Louises Bro. Til den anden hånd kan du hente kolde sommerdrinks fra eksempelvis Norhlund ved både Nørrebrogade og Guldbergsgade eller We Got Spirit, som serverer cocktail buckets på ”fullmoon party”-manér på Elmegade.
Vesterbro
Anden dagen af Distortion foregår på Vesterbro, og her kan du finde mange af de samme food trucks og barer, som du kunne dagen før på Nørrebro. Men du får også muligheden for at opleve en pop-up med tacos fra Hija de Sanchez til toner af technokunstneren Dubfire – det foregår ved Halmtorvet. Det er også på Vesterbro, at den såkaldte Københavnermiddag finder sted. Med en billet kan du fra 16.30-18.30 sætte dig til bords på Sundevedsgade overfor en gourmetmiddag serveret af restaurant Værksted 1751.
Refshaleøen
Ligesom de forgangne år ender gadefesten med klimaks på Refshaleøen fredag og lørdag. Her kan du lade batterierne op og runde Distortion af med en plantebaseret burger fra Green Burger og crepes fra Juras Pandekager ved Harbour Court eller med fish n’ chips fra Casey’s Fish & Chips og falafel fra Falafel Hjørnet. Musikken begynder først omkring kl. 20, men der er adgang til Refshaleøen kl. 16 (fredag) og kl. 18 (lørdag), så du kan nå at nyde en drink eller to inden koncerterne. Prøv eksempelvis Firestarters bourbon-lemonade, white russians og brandbil med udrykning eller de små cocktailflasker med blandt andet Dark and Stormy, Cosmopolitan og Appletini fra Original Tender.
LÆS OGSÅ: Picnic til folket