Fem fabelagtige bud på frisk fisk i skåle
De farvestrålende pokebowls med ris, fisk og grønt er ikke kun en fryd for øjet, men også en fryd for ganen. Vi har set nærmere på Københavns udvalg af pokebowls og samlet de steder, som serverer den hawaiianske spise i egne fortolkninger.
Det er ikke kun i modeverdenen, at trends og tendenser kommer og går. Da sushien rykkede fra Japan og ind over de danske landegrænser tilbage i 1980’erne, var det langt fra alle, der brød sig om tanken om rå fisk. Men med årene blev sushi en særdeles populær spise blandt danskerne, og i dag er der højest et par hundrede meter mellem sushirestauranterne i København.
Sushi er ikke længere en trend. Det er blevet en integreret del af madscenen, og nu har maki, nigiri og sashimi fået selskab af en slægtning med navnet poke. Ordet ”poke” betyder ”at skære eller snitte” på hawaiiansk og henviser til store stykker rå, frisk fisk – sædvanligvis tun – som bliver serveret med tangsalat, ingefær og sauce.
I den moderne, californiske version, som er den, der er dukket op herhjemme, har retten fået navnet ”pokebowl”. Her bliver fisken typisk serveret på en base af ris og toppet med forskellige grøntsager og saucer. Med sine ingredienser minder pokebowlen altså en del om sushi, og vi er fristede til at kalde den for dekonstrueret sushi. Læs nedenfor, hvor du kan finde gode pokebowls i København.
Maui
Hos Maui på Ravnsborggade skal en pokebowl være simpel og smagfuld. Her har du mulighed for at vælge en signatur-pokebowl fra menuen eller sammensætte din egen præcis sådan, som du vil have den. Du kan vælge en base på enten ris, quinoa eller grønkål og toppe den med tun, laks eller tofu. Og så er der syv forskellige, hjemmelavede dressinger at vælge imellem – prøv for eksempel gomadressingen, som er lavet på sesam, hvidløg og chili. For et ekstra pift og lidt sprødhed til din pokebowl kan du også få kimchi på, selvom det tilbehør egentlig hører hjemme i det asiatiske køkken.
Ravnsborggade 12D,
2200 København N
mauicph.com
California Kitchen
På California Kitchen består menuen udelukkende af fyldige, friske salater, der bliver serveret i skåle. Som navnet også fortæller, tager stedet sit udgangspunkt i det solskinsrige Californien og den grønne, sunde mad fra egnen. Foruden ”bento bowls”, mexicanske salater og andre nærende skålsammensætninger serverer California Kitchen også en pokebowl. Den er lavet med sushiris, tamari- og sesammarineret laks, tangsalat, edamamebønner, ingefær, forårsløg og chilimayo – og her har kimchi også fået en plads. Vi kan anbefale at prøve pokebowlen i de californiske omgivelser i den nyåbnede restaurant på Vesterbrogade.
Nørrebrogade 12,
2200 København N
Vesterbrogade 58,
1620 København V
OLIOLI
Hos OLIOLI på Gammel Kongevej sætter de unge fyre bag disken deres helt eget præg på pokebowlen. Menuen består af seks standardbowls, som udover den hawaiianske oprindelse er tilsat inspiration og komponenter fra både det asiatiske og det nordiske køkken. For eksempel bliver en ”tuna poke” serveret på hvide ris med sød ponzusauce toppet med edamamebønner, gulerod, radiser, syltet ingefær og avocado. ”Salmon poke” består af laks, hvide ris med gomadressing, edamamebønner, radiser, broccoli, spinat, ananas og avocado. Og vil du skrue endnu mere op for grøntsagerne, tilbyder OLIOLI også et udvalg af gode, grønne juices og sunde shots for et hurtigt boost af vitaminer.
Gammel Kongevej 169,
1850 Frederiksberg C
oliolipoke.com
Hooked
Historien om Hooked begyndte med en foodtruck, som blev kørt ud til de danske festivaler i sommerperioden. Dén eksisterer stadig, men siden har Hooked fået benene placeret solidt på jorden på Nørrebrogade. Her serverer de en række fastfood-klassikere som ”fish n’ chips”, ”lobster rolls” og lakseburgere, der har fisk og skaldyr i hovedrollen. En af de nyere tilføjelser til menuen, som ikke tager turen gennem frituren, er pokebowlen. Den består af smagfulde sorte ris i svampe-soyadressing med hoisin og sesamolie, tun, ingefær, marineret tangsalat, edamamebønner, avocado med sriracha-mayo og lime på toppen.
Nørrebrograde 59,
2200 København N
gethooked.dk
MyPoké
Når du træder ud af én af MyPokés fem restauranter i København, er det ambitionen, at du er fuldt tanket op på energi efter en spiseoplevelse med masser af vitaminer og velsmag. Sprøde grøntsager, frisk fisk og hjemmelavede dressinger med knald på smagen. Hos MyPoké finder du syv signature bowls foruden de japanskinspirerede snacks og frugtbaserede desserter. Du kan også skræddersy din egen bowl med en ”build your own”-poké. Uanset om du selv sammensætter din bowl eller vælger en signatur-bowl, er basen af ris og quinoa, medmindre du vælger de ultrasunde blomkålsris. Til at stille tørsten er der også fem friske juicer at vælge mellem på menukortet, ligesom det er muligt at nyde et glas vin på MyPokés restauranter i ægte californisk stil.
Birkegade 2, 2200 København V
Gammel Kongevej 173, 1850 Frederiksberg
Strandvejen 185, 2900 Hellerup
Rosenvængets Allé 3, 2100 København Ø
Østergade 52 (Illum), 1100 København K
mypoke.dk