Filippinsk favorit fra REFFEN har åbnet restaurant på Amager
Tidligere i år slog en af stadeholderne fra REFFEN dørene op til deres helt egen restaurant på Amager. Nu kan du få traditionel Adobo, Crispy Chicken Bao og filippinske øl på Tingvej. Og det hele inkluderer smæk for skillingen.
En af grundtankerne bag konceptet med de mange stader på REFFEN er, at de enkeltstående iværksættere skal prøve kræfter med at drive en forretning. Når det så munder ud i åbningen af en selvstående restaurant på Tingvej, Amager, må man erkende, at målet er nået, og succesen er hjemme. Sådan lyder historien i hvert fald for filippinske Thrilla in Manila.
Thrilla in Manila er drevet af Alfie Escabarte og hans kone Carmelita. Med sloganet “Have a try, don’t be shy” stablede de Danmarks første filippinske street food-vogn på benene på REFFEN, og nu er de klar med deres helt egen restaurant.
Restauranten Thrilla in Manila er åbnet på Tingvej på Amager, og her ligger den som et lille lunt smørhul, bare et stenkast fra trafikerede Amagerbrogade. Stemningen i restauranten er helt afgjort af det åbne køkken, hvorfra der indimellem står flammer op, og lyden af noget, der bliver stegt eller friteret, til det er helt sprødt. Og så dufter der herligt af eksotiske aromaer.
Menukortet byder på små serveringer til forret, hovedretter og sidebestillinger. Prøv for eksempel deres lakseceviche med friske urter og aioli eller de friterede kæmperejer med chiliglaze. Til hovedret er det værd at gå efter signaturretten hos Thrilla in Manila: Crispy Pork Adobo, som er en traditionel ret fra det filippinske gadekøkken. Vælg almindelig ris eller ris med hvidløg og smør ved siden af. Og gerne en Red Horse, som er en filippinsk øl.
Hvis du har besøgt Thrilla in Manila på REFFEN, er du måske stødt på deres spyd med sticky pork og bao med crispy chicken. Mens spyddene desværre ikke findes på menuen i restauranten, kan du få stillet din hunger efter sprøde og frittede sager med deres kyllingebaos. De er mindst lige så gode i restauranten, som når du indtager dem, mens du læner dig tilbage på en af solstolene og får et solstrejf i øjnene på Refshaleøen.
Alt i alt er det hele veltilberedt og velkrydret – og til overkommelige priser. Du vil ikke blive skuffet hos Thrilla in Manila.
LÆS OGSÅ: Nyt spisested på Vesterbro serverer grimme råvarer med smukt budskab