Festival for foodies – Copenhagen Cooking starter i morgen
I morgen starter Copenhagen Cooking og byen vil bugne af gastronomi. Læs med og se et udsnit af alt det, du ikke vil gå glip af
FOR THE ENGLISH VERSION GO HERE
Byens mad og madlavning kommer i live, når Copenhagen Cooking festivalen skydes i gang. Den populære madfestival har siden 2004 leveret en velsmagende afslutning på sommermånederne til københavnere og turister. I år spænder den gastro-festivalen fra 20. – 29. august, og i løbet af de ti dage er der meget, man ikke vil gå glip af.
Lav mad på festivalpladsen eller få en unik restaurantoplevelse
Copenhagen Cookings festivalprogram består af to spor; Festivalpladsen med begivenheder og madoplevelser på pladsen ved Israels Plads overfor Torvehallerne i indre København, og Cooking i Byen, der enten dækker over unikke middage eller begivenheder, som man kan findes i hele København. De fleste events kræver en adgangsbillet, så husk at købe din billet inden du begiver dig afsted.
FESTIVALPLADSEN
Festivalpladsen fungerer som festivalens hjerte og centrum, og fra den 25. til 29. august skrues der særligt op for festlighederne. Torvehallerne tyvstarter og tilbyder allerede fra festivalstart pizzabagningskursus hos Gorms og te- og ginsmagninsworkshop hos Tante T fredag og lørdag. Begivenhederne på festivalpladsen intensiveres fra d. 25. og frem.
Et pakket gastro-program
Onsdag starter temaet Byens bæredygtige madscene, hvor bæredygtige bage-workshops, økologisk bønnemøde samt talks om bedre madkultur er på tapetet.
Torsdag følger op med Pølsevognens 100-års jubilæum, der kan fejres med fire-retters hotdog-menu, historiske pølsevogne, en topping-workshop og pølsequiz. Som en sidevogn vil der også være musik og hvad der beskrives som “andet pølsesjov”.
Fredag betyder markedsdag, hvor lokale producenter sælger lokale råvarer som frugt og grønt, gedeost, honning og kombucha. Fredag byder festivalpladsen derudover på Ciderfest med 20 cider-producenter. Jalm&B og Frankly Juice holder oplæg om bekæmpelse af madspild, og om hvordan de har forvandlet over 20.000 kilo overskydende gulerodspulp til friskbagte surdejsboller, der nu sælges som varmt brød i 7-Eleven.
Lørdag fejres Smørrebrødets Dag, og seks af byens bedre smørrebrødsrestauranter (Selma, Meyers i Tårnet, Restaurant Schønnemann, Hahnemanns Køkken, Norrlyst, Restaurant Kronborg) serverer hver et halvt rundtenom af deres bedste bud på et stykke smørrebrød. Om aftenen holder Absalon mad- og musikbanko hvor kunstnere som 50 Cent og Madonna er på pladen. Eventet byder på fællessang og præmier til vinderne.
Søndag slutter festivalpladsen af, og her afholdes også finalen af kokkekonkurrencen Årets ret hvor nogle af landets bedste kokke dyster med hver deres særlige servering.
COOKING I BYEN
Festivalens andet ben er de mange særlige begivenheder og specielle madoplevelser, man kan finde hos byens lokale restauranter. Især indre by er spækket med oplevelser. Nyd eksempelvis en historisk frokost på fortet ved Greve museum d. 28., eller kom til langbordsmiddag i urtehaven i Tingbjerg, hvor Restaurant Virketrang og Det Økologiske Folkekøkken samler nogle af lokalområdets bedste køkken-kræfter.
På Amager er der Wakeboard-opvisning til Surf ´N´ Supper i Copenhagen Cable Park og tættere på centrum fejrer Holy Krapaw 400-året for den første rejse mellem Danmark og Thailand. Fejringen består i en 3-retters street food-menu centreret omkring den Thailandske nationalret Pad Kapaw. GRØD sælger ugen igennem Høst-picnickurv, og TheSocial serverer høstmenu i KU.BE Kulturhus på Frederiksberg.
I Tivoli kan du spise en 7-retters vegetarisk menu hos Gemyse, baseret på spiselige blomster, og på Blågaards Plads hylder Roots vinbutik sommerens favoritdrink Aperol Spritz med en AperoTasting akkompagneret af udvalgte oste, charcuteri og pasta.
Mad i børnehøjde
Små gryder har også smag, og heldigvis er der også indlagt mange muligheder for de mindste venner i programmet. Herunder findes der blandt andet kanelsnegle-bagning, cookiefest på børnemuseet, gastronomisk sansecirkus på Experimentariet og så inviterer Selma på Rømersgade til middag uden forældre, hvor børn spiser en 5-retters menu, og får lov at prøve kræfter med at anrette deres egen mad eller grille deres dessert.
Se det fulde program for Copenhagen Cooking and Food Festival her
Køb billetter til de forskellige events her
LÆS OGSÅ: Pasta paradise – De bedste pastaretter