Fastfood-joint med fokus på velsmag, økologi og dyrevelfærd åbnet på Vesterbro
I går den 21. oktober stillede den nye biks, Racy, sit lige så nye skilt ud på Dybbølsgade på Vesterbro. Holdet bag mener, at det generelle niveau af take-away i København kan blive bedre, og de lover, at det hos Racy bliver lige akkurat så snasket og sprødt, som man ønsker take-away skal være.
“Takeaway og fastfood rimer næsten altid på ringe råvarer, dårlig dyrevelfærd og meget lidt fokus på velsmag,” siger Oliver Geppel, en af ejerne bag Racy.
Af den grund er afhentninger fra Racy produceret af oksekød fra danske økologiske gårde, frilandskyllinger og udelukkende økologiske grøntsager. Menuen er på mange måder genkendelig med burger og fritter, men et par nye tricks har også sneget sig ind mellem valgmulighederne: sandwich med rørt tatar, steak og estragoncreme, varmrøget laks med cremefraiche og urter og en vegetarisk variant med blandt andet sprød ost og hummuscreme. Og selvfølgelig er der også økologiske sodavand, der kan nydes til.
Olivier tilføjer: “Vi kender alle følelsen af at crave det dér snaskede, umami-tætte, salte, syrlige og lidt fedtede. Og det er lige præcis det, vi prøver at ramme. Bare uden at gå på kompromis med råvarerne.”
Ejerne, Oliver Geppel og Maria Charlotte, der tidligere har haft den madspilds-fokuserede restaurant Minimer, tager dog ikke kun højde det etiske omkring produktionen af de nye menuer hos Racy – prisen skal også være overkommelig. Derfor koster det mellem 80-95 kroner for sandwiches, og så kommer diverse sides og drikkevarer oveni prisen.
På adressen vil have Racy have plads til cirka 12 personer, og ellers kan der hentes takeaway fra tirsdag-lørdag mellem klokken 12:00-20:30.