En hund efter påskeharer
Det er ikke så lidt, man skal igennem for at sætte tænderne i en majsfed påskehare. Våde fødder, rifter på hele kroppen, en skrækslagen jagthund og tøj, der hænger i laser. Men det er det hele værd. Vi tog med The Urban Huntsman på jagt efter de langørede, små dyr ved Hudson Valley i upstate New York.
Jeg har set frem til min næste harejagt i lang tid. Og ikke mindst været ivrig. Specielt på grund af sidste års mislykkede jagt efter de små gnavere, hvilket næsten endte med fængsel på livstid. Men det er en helt anden historie. Denne gang har jeg allieret mig med de lokale jægere Ron og Brandon. De har begge to meget erfaring og er kendte af de lokale, så jeg er spændt på at skulle jage med dem – og ikke mindst hunden Jack.
Jægerens bedste ven
Uden at skulle skrive en roman om forholdet mellem en jæger og hans firbenede soulmate vil jeg bare sige, at blev en jæger stillet over for et ultimatum om at vælge mellem sin hund og alt andet i sit liv: bil, job, venner, familie og hustruen, så ville 99 procent vælge hunden.
Jack er af racen engelsk pointer. Selv om det ikke er den mest oplagte race at jage harer med, er Jack blevet ganske god. Traditionelt set bruger man beagles eller gravhunde til harejagt, fordi de er gode til at støve småvildtet op. Stående jagthunde som Jack har i virkeligheden deres styrke under fuglejagte. Derfor har Jack også sine begrænsninger på en jagt som den her, og det skulle også vise sig, at hans lange ben blev et problem.
Det er en varm og solrig tidlig forårsdag i upstate New York. Jeg møder mine nye venner klokken 8.30 på den lokale tankstation. Jeg har aldrig mødt Ron eller Brandon før, så jeg er ikke kun spændt på jagten, men selvfølgelig også på at møde mine nye jagtkammerater.
De to herrer hopper ud af en stor pickup. De er klædt i jagttøj fra top til tå. Vi giver hinanden hånden og går ind på tankstationen for at få en kop varm konversationskaffe – rigtige jægeres foretrukne drik. I hvert fald officielt. Ron og Brandon forklarer kort deres plan for dagen. Vi skal jage på et fladt område i Hudson Valley i udkanten af landbrugsmarkerne ned mod Esopus-floden. Et par uger tidligere havde gutterne været på jagt i det samme område og fået to flotte og fede harer med hjem. Vi parkerer vores pickupper tæt på floden. Da vi har gjort os klar, åbner Ron bagsmækken – og Jack farer af sted, som en pilot katapulterer ud af et F16-fly.
I rosenbusk står vildt i skjul
Marken er stor og åben, og for blot et par måneder siden stod kornet og vajede i det smukke landskab. I udkanten af marken er et lille område med højt græs, små træer og rosenbuske. Området er omkring 25 meter bredt og 150 meter langt. Det er vores remise – et beplantet tilflugtssted for vildtet.
Ron dirigerer os på plads, og så snart vi tager det første skridt ind i det høje græs, stiller Jack sig klar i udkanten af remisen. Efter et par sekunder spurter han ivrigt fremad – havde der været noget vildt, var det vist allerede stukket af.
Vi går igennem området og sparker til alle småbuske og gamle træstammer, der potentielt kunne skjule en hare, mens vi holder et godt øje med Jack.
Harerne har efterladt sig spor overalt. Afgnavede majskolber ligger spredt på jorden, stjålet fra landmandens mark og slæbt ind til harernes godt camouflerede skjulested, hvor de har trukket majsene ned i deres forrådskamre under jorden. Alle, der nogensinde har smagt en majsfodret kylling, ved, hvor saftigt og lækkert kødet er, så jeg er fast besluttet på at prøve en af disse majsfodrede harer. Vi når enden af remisen uden at se en eneste hare – til Ron, Brandon og umiddelbart også Jacks store overraskelse.
Bang! Bang! Bunny!
Ron befaler os at vende rundt og gennemgå området igen. Han nægter at tro, at ikke et eneste lille pelsdyr skulle gemme sig derinde. Vi vender om og går tilbage igen.
Jack cirkulerer nu uden om det tætte område med rosenbuskene. Han bliver i udkanten af det høje græs, og Brandon og jeg – med vores noget større kroppe – kæmper os igennem det. Da vi kommer ud på den anden side, går jeg op til den ene ende af remisen.
Da Ron og Jack kun er få meter væk, ser jeg pludselig bevægelse lige foran dem – og råber op! Jack får færten i samme øjeblik. Han springer fremad, og en hare farer ud af buskadset som en lille, camoufleret torpedo. Jeg er til gengæld låst fast på mit mål, skyder og følger hurtigt op med et andet skud – så er første hare nedlagt.
Jack er hurtig til at hente sit trofæ. Han tager stolt en æresrunde for at vise haren til sine jægere, hvorefter han vender tilbage til Rons side for at aflevere den majsfede hare. Rosen og æren er årsagen til, at fuglejagthunden udviklede sig til også at blive en fin harejagthund. Hvis det da ikke lige var for den føromtalte begrænsning, som pludselig skulle vise sig efter det første nedlagte dyr.
Nervøs jagthund
Vi efterlader haren på ladet af min bil og begiver os hen imod det lange, smalle buskads langs floden. Vi er klar til at gå videre, men Jack mangler.
Vi kigger os omkring, men kan ikke se ham. Ron spekulerer højlydt på, om han kunne være løbet efter en hare eller et andet dyr, da vi pludselig får øje på ham. Han ligger inde under en gammel lastbil, som har fundet sit endelige hvilested ude på marken. Jack ligger klistret til jorden, mens han ryster og stirrer på os.
Ron kalder ham til sig, men Jack flytter sig ikke. Vi bliver nervøse og spekulerer på, hvad der kan være sket ham. Har han skåret sin pote på noget, eller er han blevet ramt af et vådeskud? Jeg forsikrer Ron og Brandon om, at Jack var langt væk fra haren, da jeg skød. Men det løber mig koldt ned ad ryggen, da Ron går hen til ham.
Vi vender og drejer ham rundt, men finder ingen tegn på fysiske skader eller sår. Men hans øjne. Hans øjne er fyldt med frygt, og han ryster som en rodeotyr. Rons nærvær og en godbid ser ud til at berolige ham lidt, men han vil stadig ikke flytte sig. Ved hjælp af energiske og opmuntrende ord, råb og klappen får vi ham til at følge os. Jack er som klisteret til Ron, men da de tager de første skridt ind i det tætbevoksede område langs floden, skyder Jack tilbage ud af buskadset og spurter hen til Rons pickup, som han nu gemmer sig under.
Situationen er den samme som før. Den dødsensrædde hund søger sikkerhed under bilen. Vi forsøger igen at kalde ham til os, men uden held, og efter fem minutter sætter Ron ham ind i bilen.
Ar på lem og sjæl
Da Ron kommer tilbage, falder femøren i forhold til hans firbenede vens besynderlige opførsel. Sidste gang, han og hunden havde jaget harer på netop den remise, havde Jack ivrigt fulgt sine instinkter og var løbet efter lugten af hare ind i det tætte rosenbuskads. Da hunden endelig kom ud, var den fyldt med torne og åbne sår over hele kroppen – især på ørerne og maven. Og ifølge Ron så Jacks ædlere dele også ud, som om de havde været igennem en makulator.
Med Jack meldt ude af jagten er det nu op til os andre at agere jagthunde og få jaget harerne ud af det tætte område. Fast besluttet på at skyde flere harer og vise god jagtånd kæmper jeg mig igennem det stikkende buskads. Det står mig ret klart, hvordan en amerikansk fodboldspiller føler det under sit livs kamp. Mine modstandere er bare bevæbnet med tusindvis af knivskarpe torne.
Efter tre timer er status ødelagte bukser, jakke, og handsker, blod, sved, en iskold og vandfyldt støvle, torne, snitsår i områder, jeg ikke vil snakke om, og seks forbiere. Men heldigvis også tre flotte harer i tasken. Selvom Ron sikkert vil benægte det, så er min teori, at han ikke delte den forrige majsfede hare med Jack.
For hvis han havde, er jeg sikker på, at Jack – trods blot at besidde hundeintelligens – ville have opvejet fordele og ulemper for til sidst at nå frem til, at ædlere dele er værd at ofre til fordel for en lækker haresteg. Her er, hvad vi fik ud af dagens jagt. Jack sad selvfølgelig for bordenden som æresgæst.
Saltindbagt hare med smørstegte grøntsager og rødbedepolenta
Hareterrin med quincechutney
Påskeharens skotske æg
Salat med sprængt hare og figner
LÆS OGSÅ: Hjorte & hjertebanken
