Cykling og gastronomi i Piemonte
Sad og kiggede på et opslag om Dining Week, uge 42, tidligere Italian Dining Week. Cirka 170 restauranter med hver deres menu, herunder en række med italienske rødder. Hvilken inspiration! Det kaldte på fordybelse!
Cykeltur i druehøsten
”Et måltid uden vin er som en dag uden solskin.” Lee Entriken
“Slow travel for me means forming stronger connections with, and having a better understanding of the local culture, food, people, and lifestyle.” Daisy Li, Beyond My Border
Med ovenstående in mente, fødtes idéen til cykeltur i Piemonte i tidsrummet, hvor druehøsten stadigvæk er i gang, og trøffelsæsonen starter. Piemonte er allermest kendt for Barolo og Barbaresco rødvine samt hvide trøfler.
Billetter til Bergamo blev bestilt. Andre lufthavne er Torino og Malpensa, men pris og offentlige transportmuligheder var udslagsgivende.
Seks dage arrangeret af dansk arrangør, med speciale i cykelrejser, ordnede overnatninger, cykelleje og daglige turruter rundt i Piemonte. Dertil forslag til middagsrestauranter. Transport af bagage mellem hotellerne indgår også i pakkeprisen.
Vi valgte elcykler i sportsudgave – med en rækkevidde på 50-75 km, hvilket passede perfekt til længde på dagsruternes. Dog skal det nævnes, at hvis du bruger cyklen, alene eldreven, uden at træde særligt meget, er rækkevidden kun det halve. Heldigvis er der mulighed for at batterilade på caféer og frokostrestauranter.
Ruterne var lagt på et YouTube link, ligesom en Garmin navigation er en mulighed. Vi valgte egen telefon og link, så havde vi også styr på strøm via en power bank, vi medbragte. Telefonholder til styret er en del af udstyret.
En spirende kærlighed til Roero-vine
Mandag: Første dag startede i Alba, hovedby i området, hvor vi blev mødt af den lokale livline Marco. Spændende person, som oprindeligt er uddannet geolog, men nu er en inspirerende og motiverende guide med stor kærlighed til cykling og gastronomi.
Alba er hovedbyen i Langhe – Roero og Monferrato, 290 vinselskaber, men også hovedsæde for Ferrero konfekture. En dejlig duft af chokolade ramte os, da vi kørte ind i byen.
Vinene fra Alba-området er inddelt i:
- DOC vine: Barbera, Dolcetto, Nebbiolo
- DOCG vine: Barbaresco, Barolo, Moscato
De kendte vine er naturligvis også de dyreste. Ved at spørge de lokale, lærte vi hurtigt, at vine fra området Roero koster langt mindre og er mere drikkevenlige for danske smagsløg, der sætter pris på vine fra Toscana og Valpolicella. Så intet måltid uden vin herfra, med enkelte afstikkere til Barbera, Dolcetto og Nebbiolo.
Marco havde sørget for bordreservation på Osteria del Vicoletto, beliggende i Albas gamle bydel. To kilometer ned ad vejen fra hotellet. Så fik vi gang i venepumperne efter en lang dag uden megen motion.
Jeg vil gerne anbefale deres antipasti med grillede rejer. Det var her vores kærlighed til Roero-vine startede. Fantastiske vine til mellem 16 og 20 euro for en hel flaske.
Oplevelsen var så god, at vi bestilte bord til den sidste aften, hvilket viste sig at være et stort held. Trøffelfestivalen startede den aften, og hele byen var fuldt booket.
Middag gav sved på panden
Tirsdag: Første dag på cykel. Alba til Monforte – Loc. Sant´Anna. 60 kilometer med 1.160 højdemeter.
To overnatninger på Agriturismo La Torricella, familedrevet vingård, hvor høsten var i gang. Et vældigt leben med hunde og børn, der løb rundt i gården. Tre generationer i gang med alle faser af høsten. Duft af nypressede druer. Druekvas i store bunker. Mere autentisk bliver det ikke.
Marco anbefalede More e Machine i La Morra til frokost. Desværre var der en times ventetid. Så vi nappede en pizza på den anden side af gaden. Det positive ved det, var muligheden for at oplade cykelbatteriet på en udvendig stikkontakt. Der var mindst en i gruppen af to, som havde brugt batteriet lidt for meget. Som skrevet før, skal der enten trampes mere i pedalerne eller batterilades mere undervejs.
Middag var bestilt på Borgo Sant´Anna, 1-stjernet Michelin-restaurant, hvor køkkenchefen havde været på studieophold hos Geranium i København. Det gav lidt sved på panden; det havde vi ikke lige planlagt rejsekassen efter. Men vi slap med skrækken; 1.200 kroner per person for den store smagemenu med vine til. Det var noget dyrene end vores øvrige middage, men absolut ikke dyrt, hvis vi sammenligner med Michelin-restauranter på kontinentet og her til lands.
Restauranten lå lige ned af bakken, gennem vinmarkerne, 1,3 kilometer. Vejen tilbage var af en eller anden grund en smule tungere.
Syv serveringer i herrestørrelse
Onsdag: Anden dag på cykel. Monforte – Loc. Sant´Anna – Monforte – Loc. Sant´Anna. 50 kilometer og 780 højdemeter.
Frokostrestaurant Trattoria da Lele i Murazzano. Vi sad på torvet i Murazzano og fik en kaffe. Marco blev konsulteret igen. Kig til venstre op ad bakken, og her var Aladdins hule. Ingen talte et forståeligt engelsk eller andre sprog udover italiensk. Det fik vi øvet, og heldigvis var det en tavlemenu.
Syv serveringer i herrestørrelse. Noget var fadservering, hvor vi måtte skuffe og lade halvdelen gå tilbage til køkkenet til stor forbavselse for serveringspersonalet.
Pastaen var bedre tilberedt end på førnævnte Michelin-restaurant, Vitello Tonnato superb. Dertil en flaske husets hvidvin, to liter mineralvand, kaffe med sødt. 250 kroner per næse. Det er ikke muligt at gøre det bedre nogen steder. Ikke engang i eget køkken.
Middag på vingården. Foruden vin og trøfler er det også sæson for Karl Johan svampe, som blev serveret på tre forskellige måder. Også en oplevelse. Tre glas af gårdens egne vine til foræringspris.
Et ophold second to none
Torsdag: Tredje dag på cykel. Monforte – Castiglione Tinella. 55 kilometer og 800 højdemeter.
Transferdag til Castiglione Tinella. Eneste dag, hvor vi ikke fik et godt råd til frokoststed, og det havde konsekvens. Kold kalvetunge fra køleskabet, kaninragout, hvor nogen havde spist kødet, og kaninribben er ikke min favorit.
Tilbage til Albergo Castiglione. Man bliver helt rørt over, at godt gammeldags værtskab stadigvæk eksisterer. Lara, vores værtinde og stedets ejer samt hendes disciple gav os et ophold second to none.
Laras mand og svoger er vinmagere, og det nød vi godt af. Hotellet er delvist bygget ovenpå en grotte til vinopbevaring. Topvine til 7-10 euro flasken.
Castiglione Tinella er en søvnig lille by, hvor Palazzo del Comune (Rådhuset, eller nærmere sognehuset) og kirken var de eneste bygninger, som skilte sig ud.
Vinbaren på torvet havde ingen gæster de to aftener, vi passerede på vej til stedets gastronomiske perle. Fru og hr. Verderame i deres Osteria klarede madlavning og servering. Samme menu begge gange vi spiste. Linsesuppe og spinattærte kan anbefales. Vitello Tonnato og tatar er standard forretter her og i hele området.
Igen vine, som vi ikke har haft kendskab til hjemmefra. Blandt andet en Barbera, til og med i halvflaske, som lige så godt kunne have været en top-toscaner til 7 euro.
Regn afkorter turen
Fredag: Fjerde dag på cykel. Castiglione Tinella – Castiglione Tinella, 75 kilometer og 1.620 højdemeter
Fra ankomsten til Piemonte havde vi det dejligste vejr, ingen vind og 22-23 grader. Sådan var det ikke fredag. Vi vågnede op til en hel dag med regn. Vores værtinde mente dog, at vi kunne regne med nogle timer med ophold om eftermiddagen. Det holdt stik.
Lige som så mange andre steder i Italien og Europa mangles der regn, så vi tog ja-hatten på og glædede os over, at det endelig skete. Vi afkortede dog turen lidt. Ordnede kontoret om formiddagen, og en smule vand har aldrig skadet nogen.
Osteria Verderame, samme bord, samme menu, stod og ventede på os. Det behøver ikke at være sværere; gode ting, bør gentages. Hvis du har en signaturret, så servér den hver gang, du har gæster. Alle er glade. Forventninger indfries.
Hvid trøffel æder en tredjedel af regningen
Lørdag: Femte dag på cykel. Castiglione Tinella til Alba, 50 kilometer og 900 højdemeter.
Det gode vejr var tilbage.
Den skarpe iagttager tænker måske, hvad med Barolo og Barbaresco, er de ikke på en af ruterne? Jo da, vi havde en time i Barolo sammen med rigtig mange andre turister.
Det er tydeligt, at det er her, at penge tjenes. Vi tog lidt billeder til arkivet. Smagte et mikroskopisk glas hvid- og rødvin. Betalte det samme, som vi ude i området betalte for en flaske.
Vi passerede Nieve, også blandt de kendte byer. Marco anbefalede Osteria Aromatario, som desværre var optaget af et lokalt bryllup.
Vi fortsatte og nåede Barbaresco. Allerede på vej op til byen, stod der i hundredvis af parkerede biler. Afspærring ind til byen. Vi valgte at udskyde vores besøg til et senere tidspunkt uden for sæsonen.
To-tre kilometer udenfor Barbaresco, højere oppe ligger Osteria Taste. Om ikke andet så stop og nyd panoramaudsigten.
Vi valgte at følge spiseanbefalingen, og var heldige at få bord, måske fordi klokken var passeret 14. Til tre af retterne kunne man tilkøbe hvid trøffel. Vi valgte en pasta vendt i smør og bestilte trøffel. Det er jo sæson, og vi er i Piemonte. De to små knolde kostede en tredjedel af regningen. Om det er det værd, må henstå til den enkelte at vurdere.
Ni kilometer nedad til Alba, check ind på hotellet, hvor vi startede; Hotel Langhe i udkanten af Alba. Første overnatning var oppe på loftet, anden nede i stueplan med altandøre ud mod lille have. Anden nat var en noget bedre oplevelse.
Middag på Osteria Vicoletto, hvor de kunne huske os og vores low key præferencer. Vi var heldige at få lov til at sidde ude, så vi kunne nyde stemningen af trøffelfestival. Optog i middelalderdragter og lokale orkestre passerede forbi under hele middagen.
Grillede rejer, pasta-ragout, kalvekæbe i Barolovin. Ingen dessert, ingen kaffe. Selv aktive motionister har en bund. Men hold da op et måltid. Naturligvis en ældre Roero rødvin fra 2012 til 22 euro.
Søndag: Retur til København
Tak til Piemonte, tak for oplevelsen, vi kommer igen!
