Brooklyns bedste spisesteder
Fra populære pizzasteder i det rå Bushwick til østers og cocktails i hipsternes højborg Williamsburg og søndagsgris i det hyggelige beboelseskvarter Fort Greene - Brooklyn kan lidt af hvert. Vi har været rundt i fem af bydelens kvarterer og guider dig her til nogle af de bedste og mest budgetvenlige spiseoplevelser i områderne.
Fort Greene
Fort Greene ligger som en lille, hyggelig landsby klemt nede mellem Downtown Brooklyn i vest og Clinton Hill i øst, og området er nemt at misse, hvis man ikke styrer specifikt efter det. Måske derfor er her stort set ingen turister, hvilket giver kvarteret en afslappet vibe, man ikke finder mange steder i NYC. Fort Greene er dog langt fra kedeligt, og kvarterets hyggelige caféer og gode restauranter tiltrækker masser af newyorkere – især i weekenden. Her mødes de lokale til brunch på områdets hippeste café og til ’pig roast’ på den latinamerikanske restaurant hver søndag.
COLONIA VERDE
Inde bag Colonia Verdes grønne facade gemmer kvarterets måske mest hyggelige gårdhave sig. Her kan du i læ af store træer læne dig tilbage i de bløde puder og nyde et veltilberedt måltid. Menuen er inspireret af Latinamerika, og hver søndag eftermiddag samles de lokale her for at spise helstegt pattegris. Den har roteret siden tidlig morgen, og fra klokken 16 bydes der velkommen til øl og langtidsstegt gris i gårdhaven. Indretningen er smuk og enkel, retterne veltilberedte og betjeningen venlig.
219 Dekalb Avenue
www.coloniaverdenyc.com
WALTER’S
Der er rift om de sultne besøgende på Dekalb Avenue, hvor mange af kvarterets gode restauranter ligger. Walter’s er især populær for sin brunchmenu, som blandt andet byder på ’fried chicken and waffles’, sandwich med havkat, rødkål og tartarsauce samt den klassiske french toast. Indretningen minder om en fransk bistro på moderne facon, retterne tager sig smukt ud, og Walter’s serverer også frokost og middag.
166 Dekalb Avenue
www.walterfoods.com
Williamsburg
Som det første, man møder på den anden side af Williamsburg Bridge, ligger kvarteret Williamsburg og virker som en magnet på turister, der vover sig over til Brooklyn – især af den yngre slags. Williamsburg er mest kendt for Bedford Avenue, der lokker med mange butikker, endnu flere caféer og farverige gadestande i massevis. De mange turister har desværre trukket kvaliteten ned og priserne op på meget af maden lige omkring dette knudepunkt, men fortvivl ikke. Williamsburg er andet og mere end det populære centrum.
DINER
Indrettet som et mix mellem en gammel luksustogvogn og et skib ligger Diner i det sydlige Williamsburg med kig til Williamsburg Bridge og en masse gode ting på menuen. Ejerne bag Diner står også bag nabocaféen Marlow & Son’s og Reynard på Wythe Hotel, og alle steder må siges at høste både anmelderes og publikums ros. På Diner er konceptet simpelt: Menuen skifter hver dag, og når du har fået dine drikkevarer, kommer tjeneren og skriver et enkelt stikord per ret på papirsdugen – så det er om at spidse ører, hvis du ikke vil spørge igen og igen. Menuen kan lyde som følgende: ’bluefish’, ’braised beef’ eller ’porgy’, og retterne betegnes som ’new american’ inspireret af lokale råvarer i sæson.
85 Broadway
www.dinernyc.com
BAKERI
Der findes et væld af hyggelige gårdhaver i Brooklyn, og Bakeri har en af de allerfineste. Med fuglekvidder og rislen fra de små vandfald som baggrundsmelodi kan du her nyde norsk hjemmebag og lune frokostretter. Norske Nina åbnede Bakeri, fordi hun savnede godt brød i New York, og disken i den farverige café byder på kager og søde sager samt brød og boller. Her kan du endda købe et rugbrød, der smager lige, som det skal, og til frokost byder Nina på diverse sandwich med chips ’on the side’, en dagens ret samt friske salater.
150 Wythe Avenue
www.bakeribrooklyn.com
WYTHE HOTEL
Ud over at være bydelens nok hippeste hotel så byder Wythe Hotel tæt på grænsen til Greenpoint på restauranten Reynard, der serverer morgenmad, frokost og middag i smukke omgivelser. Man kunne lige så vel sidde på en finere restaurant i Paris, og det lidt slidte ved Williamsburg synes langt væk her. På menukortet finder du retter inspireret af hele verden, og priserne ligger på omkring 25$ for en hovedret. Prøv for eksempel den populære Seafood stew med blæksprutte, kammuslinger, hjertemuslinger og kikærter eller And med polenta, radiser, fennikel og fersken. Efter middagen er der fri adgang til hotellets tagterrasse, hvor man kan nyde en drink med udsigt over Brooklyn og Manhattans skyline i det fjerne.
80 Wythe Avenue
www.reynardnyc.com
MOMOFUKU MILK BAR
David Changs kulinariske imperium Momofuku behøver nok ingen yderligere introduktion, og med de populære Milk Bars har han skabt endnu en succes for de dessertglade. Her får du is, kager, cookies og shakes, og køen kan sommetider være lang for at prøve de såkaldte ’soft serves’ (minder om softice) af varianterne ’cereal milk’, ’birthday cake’ og ’crack pie’. Cereal milk-versionen er inspireret af den smag, mælk får efter at have ligget sammen med cornflakes, og efter overraskelsesmomentet i den første skefuld ryger de andre ret hurtigt ned. De har åbent til kl. 1 om natten, så her kan man passende nyde desserten efter en god middag i Williamsburg.
382 Metropolitan Avenue
www.milkbarstore.com
MAISON PREMIERE
Hvis du er på udkig efter østers i Brooklyn, så er Maison Premiere stedet at gå hen. I fantastiske omgivelser præget af sølv, marmor, mørkt træ og tjenere klædt, som var de fra det 19. århundrede, får du her serveret østers, hummer og torsk med cocktails, som skulle være nogle af Brooklyns bedste. Hver eftermiddag bliver over tredive forskellige slags østers leveret fra hele Østkysten til Brooklyn, hvor du kan nyde dem sammen med det største udvalg af absint i byen. Velbekomme!
298 Bedford Avenue
www.maisonpremiere.com
Greenpoint
I den allernordligste del af Brooklyn – kun adskilt fra Queens med lidt vand og et par broer – finder du Greenpoint. Kvarteret er præget af et helt anderledes roligt tempo end nabokvarteret Williamsburg og er samtidig et af de mest alsidige i byen. Her holder byens polakker til, og mens polske bagerier og købmænd samt beboelsesgader med farverige huse præger den østlige del af kvarteret, så har de smarte caféer, restauranter og butikker efterhånden sat gang i gentrificeringen i den vestlige del. De to parallelle gader Manhattan Avenue og Franklin Avenue huser sammen med sidegaderne en masse gode restauranter og caféer, som endnu ikke er blevet invaderet af turister, og hvor maden er god og stemningen low-key.
FIVE LEAVES
På Five Leaves er du desværre garanteret en kø – især til brunch i weekenden – men maden er bestemt ventetiden værd. Brunchmenuen byder på de lækreste ricottapandekager, ’Moroccan Scramble’ bestående af røræg med krydrede kikærter, avocado, merquezpølse på surdejsbrød og ’Sweet Corn Fritters’ med pocherede æg, tomat og rucola. Medbring den gode appetit, lidt tålmodighed, og så er du garanteret et solidt, amerikansk måltid på allerbedste Brooklyn-vis.
18 Bedford Avenue
www.fiveleavesny.com
COCO BROOKLYN
Tæt ved vandet på den vestlige side af Brooklyn ligger Coco Brooklyn. Så snart man træder indenfor i den gamle chokoladefabrik, bliver man mødt af en smukt og rustikt indrettet restaurant med ’homestyle’ mad på menuen. Homestyle er amerikansk for at have fortolket klassiske retter fra hjemlandet med et moderne twist og af friske, lokale råvarer, og her tilbydes blandt andet kylling med grillede forårsløg, majs, bacon og kærnemælksdressing, svinekoteletter med bredbladet escarolesalat og øldampede muslinger med kål og sennep. Efter middagen forvandles Coco til en bar, og de to små borde udenfor på den lille terrasse udgør det perfekte middagsscenarie på en aften i Greenpoint.
68 Greenpoint Avenue
www.coco-brooklyn.com
PAULIE GEE’S
Paulie er en selverklæret pizzanørd, der, inden han åbnede denne succes for et par år siden, brugte meget tid på at kommentere på pizzablogs rundt omkring på internettet. Snart fik han skabt så meget opmærksomhed om sig selv og sin pizzaviden, at folk begyndte at opfordre ham til at åbne sit eget sted. Som sagt, så gjort, og i dag er denne Greenpoint-perle måske Brooklyns bedste pizzaria. Paulie eksperimenterer med sit fyld, og du får blandt andet en Monte Cristo med goudaost, bacon og ahornsirup og en Hometown Brisket med oksekød og barbecuesauce fra Hometown BBQ i Red Hook. De skal smages!
MILK & ROSES
New York sætter nemt alle sanserne på overarbejde, og nogle gange kan det være rart at finde et sted, hvor lydene fra gaden ikke kan trænge igennem, og tiden står stille. Caféen Milk & Roses har en stor gårdhave, der er fyldt med planter, træer og lyskæder samt en udestue med masser af plads, og her er fred og ro og gratis WiFi. Kortet byder på simple, italienskinspirerede retter, og priserne er mere end rimelige.
1110 Manhattan Avenue
www.milkandrosesbistro.tumblr.com
Bushwick
I Bushwick suser vinden i gaderne, her er lidt længere mellem restauranterne, ligesom området stadig præges af bodegaer af ældre dato og nedlagte bryggerier. Dog ligger de hippe kaffebarer, populære restauranter og secondhandbutikker spredt ud over området, og her er en masse godt for ganen.
ROBERTA’S
Køen til Brooklyns mest populære pizzasted er et koncept i sig selv, og selvom ventetiden i weekenden kan snige sig op på tre timer, så er de hypede pizzaer det hele værd. Du kan meget smart fordrive tiden i både en indendørs- og udendørsbar, og til tider kan man være i tvivl om Roberta’s egentlig er en restaurant eller et diskotek. Men pizzaerne er gode, og de skal bestemt prøves.
261 Moore Street
www.robertaspizza.com
AP CAFÉ
På en ret så øde gade i Bushwick ligger et lille mekka for alle med den mindste interesse for design og mad. AP Café er indrettet med inspiration fra både Japan, USA og Skandinavien. De ikoniske Eames-stole sætter standarden, og caféen tiltrækker mest lokale venindepar, der mødes til en frokost, eller arbejdsomme freelancere, der nyder arbejdsroen her. Menuen byder på morgenmad og frokost, og her får du friskpresset juice, doughnuts fra Dough, en clubsandwich deluxe, croissantsandwich med kyllingepølse med æble, røræg, spinat og cheddarost og en frisk kålsalat. Kort sagt: alt, du skal bruge, for at starte dagen godt i Bushwick!
420 Troutman St.
www.facebook.com/APCafe
Park Slope
Ifølge statistikkerne er Park Slope Brooklyns mest attraktive kvarter. Her er en af byens laveste kriminalitetsrater, gode skoler og den gigantiske park Prospect Park med alle dens kulturelle tilbud. Kvarteret er præget af bakkede gader og lave beboelseshuse, og på og omkring hovedgaden 5th Avenue – ikke at forveksle med den noget mere mondæne af sin slags på Manhattan – finder du god mad og stemning på caféer og restauranter.
SUN IN BLOOM
Glutenfrie pandekager, granola med kokoskefir, shitakebacon BLT og en burrito med solsikkefrø, squash, avocado og kål i en wrap af grønkål. Sun In Bloom er nok ikke for alle, men et godt bud på et sundt indslag på newyorkerturen. Her serveres morgenmad/brunch samt frokost og middag, og alle retter er glutenfrie og veganske. Husk at forberede kødspiseren på, at Bloom-burgeren er med kål, solsikke/dilddressing, karamelliserede løg og avocado. Den er god og en forfriskende oplevelse blandt de mange andre burgere i byen. Prøv de lækre pandekager serveret med karamelliseret banan, valnødder, ahornsirup og jordbær til brunch eller måske morgengrøden på mandelmælk og chiafrø.
460 Bergen Street
www.suninbloom.wordpress.com
DOUGHNUT PLANT
Doughnut Plant henrykker doughnut-entusiaster med deres usædvanlige form og mange forskellige og eksperimenterende smagsvarianter. Her bydes der på tre varianter af kagerne: ’yeast’ (bagt med gær, lette og luftige), ’cake’ (bagt med bagepulver, lidt tungere i dejen) og ’filled’ (fyldt med hjemmelavet marmelade eller vaniljecreme). Derudover kommer de i forskellige former og farver, og smagsvarianter kan blandt andet være: peanutbutter og jordbærcreme, ’carrot cake’, creme brulé, sort sesam, matcha grøn te, saltet peanut, Valrhona-chokolade og ’coffee cake’.
245 Flatbush Avenue
www.doughnutplant.com