Bidt af myrer
Vi tænker på dem som skadedyr. Men måske er tiden inde til at genoverveje vores synspunkt på verdens cirka 30 millioner forskellige leddyr – også kaldet insekter. De kan meget vel ende med at være en af nøglerne til, hvordan vi i fremtiden skal fodre verdens stadig større befolkning. Urban Huntsman tog på myrejagt i ørkenen syd for Mexico City med en simpel, lokal opskrift i baglommen.
Det er tørt, varmt, og solen kæmper med skyerne på himlen om retten til at dominere lys og mørke over ørkenen. Til gengæld er her en smuk udsigt til en bjergkæde klædt i skove af kaktusser.
Airconditionanlægget i min bil kæmper for at holde kabinen kølig, og vandforsyningen til min road trip i ørkenen ved Puebla sydøst for Mexico City er efter fem timers køretur allerede lav. Og det på trods af at mine fødder endnu ikke har rørt den støvede ørkenjord endnu. Der svæver gribbe over terrænet, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det her landskab virkelig kan indeholde måltider til de majestætiske fugle.
Men selv i den her nådesløse verden blomstrer livet frodigt på sin egen måde. Jeg har tidligere hørt om Mexicos kaviar. Escamoles – eller myreæg – er en meget efterspurgt og dyr delikatesse.
Det kræver tid og mod at finde de små krigere. Og så skal man kunne modstå hundredvis af bid fra de aggressive myrer. Det er efter sigende en uundgåelig del af at finde de små æg.
I CLINCH MED EN MYREHÆR
Jeg forlader bilen og lægger grusvejen bag mig bevæbnet med en skovl og en kniv i håb om at være ordentligt bevæbnet til at kunne bekæmpe, hvad jeg end måtte møde på min vej. Og selvfølgelig til at kunne trænge ind i myrernes fæstning og berøve dem deres æg.
De lokale har fortalt mig om de potentielle farer, der kan lure bag hver sten eller kaktus. Dødbringende klapperslanger, koralslanger, skorpioner og edderkopper gør, at jeg scanner jorden grundigt inden hvert skridt. Jeg stopper op for at hvile lidt og overvejer at vende om, da der nu er omkring tre timer tilbage til bilen og meget langt til hjælp, hvis jeg skulle have brug for det.
Vindens susen er den eneste lyd på nær et par fjerne skrig fra ”patruljerne” højt på himlen. Jeg lader blikket glide over landskabet, og pludselig ser jeg en myre, der kommer løbende. Jeg bøjer mig ned og begynder at følge den lille fyr. En meter længere fremme kommer der én til og så igen én til. Pludselig er der en hel karavane af de små okser, der transporterer græs, blade og andre mindre objekter.
Myrerne marcherer nu ind fra alle sider og styrer direkte mod et hul i jorden på en lille bakke. Tiden er kommet! Jeg tager par dybe indåndinger og sender skovlen mod den tørre ørkenjord. I samme øjeblik kommer den første myre løbende op ad skaftet og bider mig på hånden. Det er ikke sjovt. Den lille skiderik bider hårdt. Og så kommer de ellers – i tusindvis. De er over det hele. Jeg forsøger at grave yderligere ind i boet, men de bider mig over det hele, i mit ansigt, på mine arme, ben, hals, ører og selv steder, der er upassende at gengive i en artikel.
GEVINST
Nu ser jeg de første små, hvide æg. Jeg rækker ind i boet og trækker en klynge af tørt græs, små grene og tørre blade ud. Det fungerer som inkubator for æggene.
Der er masser af æg, men endnu flere myrer. Der er gået flere minutter nu med hundredvis af bid. Det bliver for meget, og jeg begynder at blive svimmel. Jeg blev advaret om svimmelhed og feber som resultat af myrernes angreb, så jeg stopper og dækker åbningen til med grene, jord og store sten. På den måde sikrer jeg mig, at rovdyr ikke kan plyndre boet.
Turen tilbage til vejen og bilen er meget lang. Jeg har det ikke for godt, og gribbene begynder teatralsk at flokkes i luftrummet over mig. Jeg marcherer fremad og når endelig bilen lige ved solnedgang i tide til at komme hjem og prøve kræfter med en lokal opskrift, jeg har fået, der indeholder escamoles.
Den er nem, enkel og en ret, man bliver bidt af. På flere planer, som historien har vist. Jeg er ikke helt sikker på, hvilke supermarkeder i Danmark der sælger myreæg. Men jeg håber, du kan finde dem – de vil være jagten værd.