Buon appetito: Byens bedste pastarestauranter
Carbonara, cacio e pepe, ravioli eller gode gamle spaghetti bolognese? Når det kommer til pastaretter, kan det unægteligt være svært at vælge én favorit. Den bløde spise, som helst skal være kogt al dente, svøbt i en lækker sauce og serveres direkte fra køkken til bord, er en kunst at mestre. Vi har scoutet de københavnske pastamagere og guider dig her til byens bedste pasta.
CLICK HERE FOR THE ENGLISH VERSION
Mangia
Foto: Magnus Omme
Den lille italiener i Bagerstræde på Vesterbro har holdt stilen i restauranten helt enkel og i hvidt, så der er plads til store armbevægelser i deres pastaserveringer. Her kan du nemlig stifte bekendtskab med nogle mere anderledes og autentisk italienske pastaformer end de gængse penne, skruer og spaghetti, og det samme gælder med saucer og tilbehør. Menukortet byder for eksempel på plin – en type agnolotti fra Piemonte – med fyld af gris og kalv enten serveret i skysauce eller smør- og timiansauce (en ret, der har været på kortet, siden Mangia åbnede tilbage i 2016), og tajarin – en tyndere udgave af linguine – med ragu af salsiccia. Er du til noget lidt mere traditionelt, kan du også vælge tortelli med ricotta og spinat i smør- og salviesauce eller en ‘cacio e pepe’ lavet med chitarra spaghetti, pecorino og sort peber.
Bagerstræde 9,
1617 København
Rufino Osteria
Hos Rufino er det et romersk-inspireret, italiensk trattoria-køkken, der hersker og sætter sit præg på det ellers stringente og lille menukort. Det er pasta, der stjæler det meste af billedet, og samtlige typer og former er håndlavede af personalets kyndige hænder. Serveringerne skifter ofte, fordi Rufino Osteria hele tiden følger med sæsonen og dens råvarer, så prøv at lade være med at forelske dig i kun én af pastaretterne. Når det er sagt, er deres carbonara, som er lavet ud fra originale, romerske traditioner, en bestilling værd.
Strandgade 14,
1401 København
Hos Fischer
Foto: Andreas Wiking
Østerbros pastaværtshus. Først var pastaen inde, så var den ude, og så kom den tilbage igen. Efter en rum tid, hvor Hos Fischer valgte at droppe pastaen helt og fokusere på pizzaer, re-introducerede restauranten deres pastaserveringer. Og det har skabt stor glæde for mange. Især Hos Fischers udgave af den velkendte cacio e pepe, lavet med linguine, parmesan og sort peber, kan sende armene op over hovedet på de fleste. Vil du hellere gå mod strømmen, så prøv i stedet Fischers orecchiette med skinke, chili og courgette. Det eneste, du lige skal holde øje med, er tidspunktet for dit besøg, da nogle af retterne kun serveres til frokost eller aften.
Victor Borges Plads 12,
2100 København
Bar Pasta
Tilbage i 2018 blev Nørrebro beriget med en nabo-pastarestaurant. I et hyggeligt kælderlokale ved Nørrebroparken og med en uformel tilgang til servering har Bar Pasta vundet de lokales hjerter. Og det skyldes naturligvis også pastaretterne, som spiller en stor rolle i den lille restaurant. For eksempel kan du spise mafaldine – en form for bølget båndpasta – med kaninragu, ballerini al limone – en snoet type pasta – med citron, parmesan og pecorino eller strozzapreti – minder allermest om en pastaskrue, bare meget mere elegant – med hjemmelavet salsiccia og sæsonens grønt. Det lyder rimelig godt, ikke? Det er det også, så husk at booke bord.
Griffenfeldsgade 17,
2200 København
Italo Disco
På Vesterbro finder du dette italienske trattoria, som har fået en moderne overhaling og et internationalt twist. Hos Italo Disco bliver alt pasta håndlavet og frisklavet hver dag, og pastaretterne skifter lige så ofte. Restauranten arbejder med råvarer, som til tider kan være sparsomme eller svære at få fat i – for eksempel laver Italo Disco en spaghetti med rogn fra danske tiarmede blæksprutter, men rognen er ikke altid en garanti, hvorfor denne ret maksimalt kan række til en frokostservice. Derudover laver de deres eget bottarga på sandart, som de river over en omgang frisk pasta med chili, hvidløg, citron og god olivenolie. Simpelt, men godt!
Oehlenschlægersgade 5,
1663 København
Scarpetta
Scarpetta er en moderne og autentisk, italiensk restaurant. Selvom udgangspunktet er de klassiske, italienske smage er Scarpetta også på udkig efter italienske råvarer og specialiteter, som præsenterer den side af Italien, som de fleste københavnere måske ikke kender. Når det handler om pastaserveringerne, er det dog for det meste klassisk og trygt. For eksempel kan du få vongole, som er linguini med persille, chili og vongolemuslinger, spaghetti med kødboller, tomatsauce og parmesan eller ravioli med spinat, ricotta, parmesan, salvie og pinjekerner. Scarpetta er en del af Cofoco-kæden og kan besøges på enten Nørrebro eller Islands Brygge.
Rantzausgade 22,
2200 København
Islands Brygge 81F,
2300 København
Spaghetteria
Det ligger i navnet, at der i hvert fald bliver serveret pasta i denne restaurant. På Spaghetteria er konceptet, at maden bliver serveret til deling, og at man så napper lidt her og der i selskabet – ligesom på et klassisk, italiensk spaghetteria. Det betyder, at man typisk vælger fem eller seks forskellige antipasti og en pastaret eller to, som bliver delt rundt om bordet. Et par eksempler på pastaserveringerne kunne være konkylieformet pasta med muslinger, citron, chili og persille eller fløjsblød papadelle med kantareller.
Vester Farimagsgade 2,
1606 København
Barabba
Barabba er et moderne italiensk spisested inde midt i byen, hvor du kan spise og drikke vin til klokken 2 om natten. Og hvis du kommer hen mod lukketid – eller i hvert fald bare på den anden side af midnat – er der god chance for, at du kommer til at sidde sammen med personalet fra resten af den københavnske restaurationsbranche. De kommer nemlig jævnligt på visit hos Barabba efter service, for hvem kan ikke lide at slutte dagen af med en god omgang pasta? Blandt pastaretterne kan du eksempelvis vælge mellem pici al cacao (pasta lavet med kakaobønner) serveret med rådyrsragout, spaghetti med grillet courgette-jus og hjemmelavet gedemælksricotta, culurgiones (små “pastapakker”, som lidt ligner en dumpling) med scarmorza, kartoffel og tomater, eller fregola (lille pastatype fra Sardinien, som ligner store couscous) med muslinger og krydret nduja.
Store Kongensgade 34
1264 København
LÆS OGSÅ: Byens bedste brunch