Betaget af Barcelona
Barcelona er en by med endeløse muligheder, når det kommer til kultur, shopping og ikke mindst mad. Derfor kan det være svært at vide, hvor man skal gå hen, men vi hjælper dig her. Vi har udvalgt nogle af de steder, hvor vi mener, du skal drikke din kaffe og spise din morgen-, middag- og aftensmad i den catalanske hovedstad.
Hvis man skal pege på én storby i Europa, der har det hele, må Barcelona højst sandsynligt være svaret for mange. Har man først besøgt Barcelona, ender man formentlig med at vende tilbage til byen, fordi den simpelthen bare ikke kan opleves nok gange. Byen er ikke alene smuk med sin blanding af store, åbne pladser og små, stemningsfulde gyder. Der er også en strand lige midt i byen, og så har Barcelona en af de bedste madscener, man kan opleve i Europa. Den rummer efterhånden langt mere end klassisk tapas og cervezas, og byen gemmer på nogle virkelig interessante spisesteder og specialkaffebarer. De kan være svære at finde, men man vil bestemt ikke gå glip af dem.
Morgen:
Brunch & Cake
Brunch & Cake er efterhånden blevet et Instagram-fænomen og et must-go for bloggere, når de rejser til Barcelona. Det er normalt at vente på et bord i 20 minutter, hvis ikke man kommer meget tidligt om morgenen. Køen forstår man dog, når man får maden serveret. Retterne er farverige, og man kan næsten ikke holde sig fra at tage et billede, hvad enten det bliver smidt på Instagram eller ej. Udover at maden er smuk, smager det virkelig også godt, og man kan fornemme, at råvarerne er valgt med omhu. Prøv en af deres farverige bowls eller en frisk frugtsalat.
Federal Café
Federal Café er det perfekte sted at spise sin morgenmad eller brunch, og så er kaffen tilmed god, hvilket godt kan være en sjældenhed i Spanien. Den australsk-inspirerede café åbnede tilbage i 2010, og siden da har stedet været et af byens mest populære morgenmadsspots. Federal Café har en fantastisk tagterrasse, hvor man kan nyde alt fra deres Egg Benedict til en breakfast burger eller den klassiske, australske avo on toast. Interiøret er simpelt, og det er superhyggeligt at sidde indenfor, men hvis muligheden er der, så prøv at få en plads på tagterrassen. Federal Café har to steder i Barcelona, og den med tagterrassen ligger i det hippe San Antoni–kvarter.
Café Cometa
Noget af det første man ser, når man træder ind i Café Cometa, er et kort over Danmark. Ejeren er nemlig dansker, og man fornemmer, at caféen emmer af god, dansk hygge. Der er en virkelig god stemning i den lille café, og det er tydeligt at se, at der er et stamklientel, som drikker sin morgenkaffe her hver dag. Maden er simpel og sund, og så er der noget for enhver smag. Prøv deres hjemmelavede granola og en af deres friskpressede juices. Kaffen kan de bestemt også finde ud af at lave, og bønnerne kommer fra risteriet Nømad Coffee, som er et af Barcelonas absolut bedste.
Can Dende
Når man træder ind på Can Dende, bliver man mødt af hjertevarme og en gæstfrihed, som man ikke ser mange steder. Folkene bag dette sted er passionerede omkring maden såvel som servicen, og det er ét af de steder, som man gerne vil stå i kø for at komme ind på – også selvom det er en hel normal tirsdag morgen. Nogle af favoritterne på menuen er blandt andet deres pulled pork sandwich eller deres pandekager. Can Dende laver all-day-breakfast og har åbent til klokken 16 i hverdagene og til klokken 16.30 i weekenderne.
Kaffe:
Syra Coffee
Syra Coffee ligger i bydelen Grácia i det nordlige Barcelona. Grácia er et kvarter, der er i opblomstring, når det kommer til spisesteder og kaffebarer. Det er efterhånden ved at være en af de mest trendy bydele, men der er ikke så turistet endnu, og det gør det til et charmerende, lokalt kvarter.
Syra Coffee er ejet af arkitekt og barista, Yassir Rais. Kaffebaren startede ud som et lille hul i væggen, men det blev hurtigt så populært, at de blev nødt til at udvide. Yassir fandt et sted kun 20 meter længere nede ad gaden, da han stadig ville bevare den ånd og atmosfære, som den gamle kaffebar rummede. Syra Coffee rister selv deres bønner, så prøv en sort, håndbrygget kaffe eller deres cold brew, som er genial i sommervarmen.
Nømad Coffee
Nømad Coffee er et must-go, hvis man er vild med specialkaffe og smukke kaffebarer. Grundlæggeren af Nømad Coffee, Jordi Mestre, startede sin kaffekarriere i London, hvor han arbejdede for nogle af byens bedste risterier og caféer. I 2013 besluttede han sig for at vende snuden hjemad mod Barcelona, hvor han åbnede Nømads første risteri og kaffebar. I dag har Nømad tre barer i Barcelona, og Jordi Mestre er blevet et stort navn inden for den internationale kaffescene. Baristaerne på Nømad har masser af viden, så spørg dem om, hvad de anbefaler, i forhold til de smagspræferencer du har. Vi kan anbefale deres silkebløde, cremede cappuccino, som de er mestre i at lave, og så er deres kaffelimonade også virkelig læskende til en varm sommerdag.
Satan’s Coffee Corner
Hvis du leder efter rebelskhed i en kaffebar, så er Satan’s Coffee Corner stedet for dig. Satan’s er kendt for at være de første i Barcelona til at introducere specialkaffe for byens borgere med en attitude, som måske ville skræmme de fleste væk. På kaffebarens skilte står der blandt andet “no wifi, no decaf, no vanilla, no bullshit, fuck help”, og den rebelske stemning kommer også ud gennem caféens højtalere, hvor de spiller høj musik og egentlig er ret ligeglade med, om det er behageligt for gæsterne. Denne no-bullshit attitude er altså en del af oplevelsen.
Udover at servere kaffe laver Satan’s også rigtig god morgenmad. Menuen byder blandt andet på eksotiske retter som japansk Chou Syoku og tysk Bircher Müsli. Satan’s Cold Brew er overraskende en af de bedste på menuen, men man går heller ikke galt i byen med en espresso lavet på husets egne bønner.
Frokost:
Flax & Kale
Flax & Kale ligger i en gammel industribygning med højt til loftet og en fantastisk atmosfære. Når man træder ind i restauranten, kan man kigge ind i deres produktionslokale, hvor de laver deres egne koldpressede juices, som de også sælger på flaske. Teresa Carles er kvinden bag Flax & Kale og en række andre vegetariske restauranter i Barcelona. Restauranten har deres primære fokus på plantebaseret mad, men menuen byder blandt andet også på fisketacos og lakseburgere, da der skal være noget for enhver smag. Der er mange glutenfrie muligheder, og så er deres juices udelukkende lavet med økologisk frugt og grønt. Flax & Kale serverer både morgenmad, frokost og aftensmad, og alle måltider byder på interessante, sunde retter til rimelige priser.
Grasshopper
Ramenbølgen er i den grad over København, og den er også nået til Barcelona. Byen har efterhånden en masse ramenjoints placeret rundt omkring i byen, og det kan derfor være svært at vælge. Ejerne af Mosquito Tapas står bag Grasshopper, og her kan man være sikker på, at suppen spiller. Stedet er småt, autentisk og med en lang bar, så man sidder side om side med de andre gæster. Udover at Grasshopper laver en fantastisk miso ramen og formentlig byens bedste gyoza – de japanske dybstegte dumplings med svinekød – har baren også et bredt udvalg af specialøl fra det Barcelona-baserede bryggeri, Beer Cat. Folk står ofte i kø for at komme ind, så hvis man har en smule tålmodighed og en god appetit, er maden bestemt køen værd.
La Bouqueria
Barcelonas ikoniske madmarked La Boqueria er naturligvis ikke til at komme uden om. Det er et af de mest overdådige madmarkeder i Europa. Der er mad og friske råvarer, så langt øjet rækker, og markedet har et kæmpeudvalg af alt fra havets blæksprutter til højslettens lufttørrede skinker og eksotiske frugter. Der er i alt ca. 700 boder, hvoraf godt halvdelen har været i de samme familiers eje i over 100 år. Den bedste måde at mærke stemningen på er at bænke sig på en af de hyggelige tapasbarer som det første. Prøv den berømte Bar Pinoxto lige til højre for hovedindgangen, der er kendt for at bespise mange af byens mesterkokke. Til venstre for indgangen findes der også gode tapassteder som El Kiosko Universal, der er er mestre i stegte svampe (setas), og tapasbaren El Quim de La Boquería, hvis små frittede blæksprutter (chipirones) er helt fantastiske.
Parking Pizza
Parking Pizza har været på alles læber, siden de åbnede tilbage i 2016. Der er mange steder i Barcelona, hvor man får serveret en rigtig god pizza, men der er noget ved dette sted, som får folk til at stå i kø for at få en bid af vel nok byens bedste pizza. Stedet er rustikt, charmerende og familievenligt. Man sidder på papkassestole ved lange, rustikke træborde, og stemningen er hektisk og livlig. Det er ikke til at tage fejl af, at det italienske køkken er blevet mixet med det spanske temperament, og det har sin charme. Pizzaerne er naturligvis bagt i en stenovn, råvarerne er friske, og smagssammensætningerne skifter alt efter sæson. Prøv deres trøffelpizza med sort trøffel, pecorino og æg, som de aldrig tager af menuen, fordi den er et hit blandt gæsterne. Hvis sulten rækker længere, har de også forretter såsom burrata og andre italienske specialiteter.
Aften:
Bar Cañete
Bar Cañete ligger i toppen over Barcelonas mest populære tapasbarer. Restauranten er rummelig, og det er muligt både at sidde langs den lange bardisk eller ved et bord omme bagved. Dog får man den bedste oplevelse, når man sidder i baren, da man kan følge med i alt, hvad kokkene laver.
Cañete er en klassiker blandt lokale og turister. Stedet har en hel speciel stemning, da alle snakker med hinanden, og de lokale indvier turisterne i, hvad de skal bestille fra menuen. Prøv nogle af deres klassikere som gambas al ajillo eller deres friterede fisk. Vinmenuen er klassisk, bred og tilgængelig, og det er muligt at få mange af vinene på glas, hvis ikke man er til en hel flaske.
Can Cisa Bar Brutal
Hvis du spørger enhver foodie, hvad deres yndlingsspisested i Barcelona er, vil Bar Brutal højest sandsynligt være på deres liste – og med god grund. Denne taverna-stil restaurant og naturvinbar har nemlig et koncept, der virkelig fungerer, og så er rammerne rå og excentriske. Bar Brutal er Barcelonas svar på københavnske Manfreds, der ligger i Jægersborggade. Stedet er dejligt uprætentiøst, maden er simpel og smagfuld, og der er fokus på gode råvarer og selvfølgelig naturvin, som de serverer med en stor viden og åbenhed. Retterne er lavet til at dele, og de skifter menu efter sæson. Spørg personalet, hvad de anbefaler, og husk at drikke en masse spændende naturvin. De serverer også en rigtig god vermouth, så hvis man er til det, er det ikke en dårlig idé at få sådan én, imens man finder ud af, hvad man vil spise.
Can Paixano (La Xampaneria)
Nede for enden af ramblaen, en smule på venstre hånd, findes der en lille blind gade, som ikke ser ud af noget særligt. Men pludselig kan man se en stor menneskemængde, der er stimlet sammen ude foran en tilfældig bygning. Helt tilfældigt er det dog ikke, for bag døren findes Barcelonas absolut mest autentiske og stemningsfulde tapasbar, der endda også er en champagnebar. Der er ikke meget fancy-champagne over stedet, da et glas cava koster omkring 1 euro, og man kan få en flaske med to tapas for 10 euro. Der er ingen siddepladser, så man står op og spiser sin mad mellem de andre gæster. Can Paixano kan karakteriseres som en snusket bar, men det er netop dét, der gør stedet så autentisk. Der ligger madrester og brugte servietter på gulvet, men det registrerer man ikke, for stemningen løfter en opad.
Specialiteterne hos Can Paixano er Jamon Iberico (spansk skinke), Queso Semicurado (en speciel type katalansk ost) og Pan Con Tomate (brød med tomat). Selvom disse retter ikke er særlig komplicerede, er de meget velsmagende, og det gør det svært ikke at bestille en omgang mere. Deres sandwiches er også helt fantastiske.
Tickets
Tickets er muligvis en af de mest kendte og anerkendte restauranter i Barcelona og er ejet af kokken Albert Adriá. Hvis efternavnet lyder bekendt, så er det sandsynligvis på grund af hans berømte storebror, Ferran Adrià, som var manden bag elBulli, der i en årerække var kendt som verdens bedste restaurant. Og så er han ligeledes kendt som faderen af molekylær gastronomi.
Der er ingen andre tapasbarer i verden, som kan sammenlignes med Tickets. I klassisk Adriadansk stil er restauranten omdannet til en kulinarisk forlystelsespark, der tager tapas til helt nye højder. Dette gælder ikke kun teknik, men også smag. Der er mange, der forholder sig en smule skeptiske, når det kommer til den molekylære gastronomi, da man ofte forbinder kokkekunsten med pipetter, skøre teknikker og ikke så ofte med smag. Ikke desto mindre er et måltid på Tickets hele hypen værd. De serverer alt fra Ferrans berømte flydende oliven til tacos med peking-and. Restauranten er en legeplads både for kokkene, men også for smagsløgene, og hver ret formår at overgå den forrige.

LÆS OGSÅ: Besat af Berlin